Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Forskel på sexlysten

Pige/Kvinde på _ år (118988)

Spørgsmål:

Jeg er en pige, og har været i forhold med min kæreste i snart 4 år, og vi bor sammen og studerer begge to. Vi har det rigtig godt sammen udover vores sexliv. Jeg begyndte for snart et år siden at bemærke, at der gik længere mellem samleje. Der begyndte tit at gå 10-14 dage i mellem. Vi bliver tændt af forskellige ting, og hvor han godt kan lide at sex er spontant, har jeg det godt med at forberede mig selv på det, så der ikke er udefrakommende ting som manglende tid og bad, der kommer i vejen. Da jeg konfronterede ham med, at der gik så længe imellem, indrømmede han, at han har mindre lyst til sex generelt, og at han tit føler sig presset til det, fordi han kan mærke at jeg i mit hovedet har forberedt mig på, at det skal ske. Jeg prøvede nogle gange at overraske ham, ved at have iført mig noget lingeri og være klar, når han kom hjem fra arbejde, men det afviste han også. Der var derfor en lang periode, hvor aftalen var, at det skulle være på hans præmisser, og det er gået op og ned. Det har dog nu resulteret i, at han igen har lyst, men stadig ikke så tit, som jeg ønsker. Nu har jeg dog mistet lysten, for et eller andet sted, tror jeg ikke på, at han faktisk har lyst til mig. Jeg føler kun, at vi har sex fordi han vil gøre mig en tjeneste. Jeg står dog alligevel klar hver gang, men kun for at vi ikke mister intimiteten. Jeg tør ikke lægge op til ham i frygt for at blive afvist igen. Vi har snakket om at kontakte en sexolog og få noget hjælp, for vi vil virkelig gerne hinanden, men det er bare en stor udgift for to studerende. Har I et råd? Dbh. I

Svar:

Hej med dig, og tusinde tak for dit spørgsmål.

Det er først og fremmest dejligt at høre, at I har det rigtig godt sammen. Og det lyder også til, at I egentlig godt kan tale om jeres sexliv. At I er klar over at jeres lystmønster fungerer forskelligt fra hinanden, og at du har brug for tid og forberedelse for at kunne slappe af i det, mens din kæreste oplever den mere spontane lyst, der pludselig kommer. Men der findes stort set ingen parforhold, hvor begge har lige meget lyst, måske lige bortset fra i starten hvor alt stadig er nyt og intentst. Der hersker desværre også ofte en norm om at man som par skal dyrke meget sex, for at have et godt sexliv. I stedet for at kigge på kvaliteten bliver der ofte kigget på kvantiteten. Men kan man ikke have et godt sexliv, selvom at man "kun" dyrker sex hver 14. dag, hvis det så tilgengæld er rigtig
dejlig sex man dyrker.

Det er meget almindeligt, at man kan have perioder med forskellig sexlyst i et parforhold. I sådanne perioder kan den person, som har mere lyst til sex let komme til at opleve den forskellige lyst som en personligt afvisning. Det kan være meget sårende, og derfor er det enormt vigtigt, at I fortsætter med at sætte ord på, hvordan i hver især oplever lysten til sex. I mange tilfælde er det nemlig ikke ens partner, der gør at man ikke har lyst til sex. Det kan derimod ofte skyldes stress, eller at man er ked af det eller bekymret over noget.

Nogle gange kan der også være problemer i forholdet, som ikke har en seksuel karakter. Det kan være relevant for jer at have en snak om, selvom du også skriver, at I har det rigtig godt sammen.

Du beskriver, hvordan din kæreste har oplevet et pres til at have sex med dig, fordi han har vidst, at du var klar og havde lyst, og at han ikke ville skuffe dig. Du skriver også, at du nu selv har mistet lysten, fordi du frygter, at han dybest set kun er sammen med dig, for ikke at skuffe dig - selvom I har aftalt at have sex på hans præmisser.

Det kan være lidt en farlig vej at gå ned ad, kun at have sex på den ene part i parforholdets præmisser. Hvis I oplever at lysten mangler hos jer begge på forskellige tidspunkter, så ville det måske være en idé, hvis I for en tid flyttede fokusset fra sex og over til andre måder at være intime og føle jer tætte sammen. Det kunne eksempelvis være massage med stearinlys og god massageolie, at gå i bad sammen eller at ligge og kysse og kærtegne hinanden med eller uden tøj, men også uden penetration eller berøring af jeres kønsorganer. Dette kan måske tage noget af presset omkring sex væk; altså fjerne den her forventning om, at 'nu er det nu.' Det kan være, at I på den måde igen vil opleve, at i føler jer nært forbundne og senere vil få en mere naturlig sexlyst begge to.

Vi håber at svaret kan bruges, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Du kan også kontakte os på telefon eller chat - vi har åbent på alle hverdage fra 15 til 19. På telefonnummer: 70 20 22 66

Bedste hilsner Sexlinien
xx132