Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Jeg er lesbisk, og det skræmmer mig

Pige/Kvinde på _ år (121103)

Spørgsmål:

Jeg er lesbisk. Jeg sprang ud første gang som biseksuel da jeg var 13, fordi jeg tænkte, at det ville være "nemmere" for alle, hvis der ligesom var en chance for, at jeg var "halvt normal" og kunne være sammen med en dreng. Men senere i livet er jeg så kommet frem til, at jeg er lesbisk, og det skræmmer mig. Egentlig har jeg altid været meget åben omkring min seksualitet og meget åben overfor andres identitet osv, men det er som om der er et eller andet inde i mig, der er begyndt at sige til mig, at det er forkert for MIG at være til piger. At jeg skal skamme mig og ikke have det sådan. Jeg får den største klump i min hals hver gang jeg har følt noget for en pige/kvinde, og det gør så ondt, fordi jeg ikke kan forstå hvorfor jeg har det sådan, når jeg ikke har noget problem med det for andre, som i overhovedet ikke! Jeg har udsat mig selv for sex og andre ting med fyre for at overbevise mig selv om, at det er muligt og at jeg sagtens ville kunne være biseksuel eller hetero. Men det har ødelagt noget i mig, og jeg hader mig selv for det. For jeg har på ingen måde lyst til det, og det adder bare til den utrolig store skam, jeg føler indeni over at være til piger. Jeg joker tit rundt med det at være lesbisk, men hver gang noget om det bliver nævnt eller jeg står i en situation hvor parforhold, sex, seksualitet eller lignende kommer op, begynder mine øjne at løbe i vand og jeg kan slet ikke få vejret. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre, fordi jeg vil bare gerne være okay med at være den jeg er, og samtidig med at det føles så rigtigt, føles det så så så forkert. Jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med om det, men det fylder så meget i mit liv.

Svar:

Hej,
Tak for dit spørgsmål.
Det lyder rigtigt hårdt, og som noget der fylder meget for dig i dit liv.
Jeg ville anbefale dig at ringe ind, eller skrive til os i chatten. Derved kan vi give dig en lidt mere fyldestgørende rådgivning, så vi kan komme rundt om alt det du oplever. Såfremt at det ikke passer dig, kommer jeg her med et muligt svar på dit spørgsmål, ud fra det du har skrevet:
Det lyder som om, at du har prøvet dig frem seksuelt, og fundet ud af, at der er noget, du bedre kan lide end andet, hvilket er helt okay. Seksualitet er flydende, og det kan skifte over tid hvad man er til og ikke er til. Måske er det okay, at du ikke har et helt klart svar om, hvilken seksualitet du har?
Derfor lyder det også helt naturligt, at du har prøvet med fyre, og fundet ud af, at du ikke har lyst. Der er flere, som starter med at springe ud som biseksuel, for så senere at finde ud af, at de er tiltrukket af kun det ene køn. Det er helt okay.
Du nævner, at du er åben over for din seksualitet. Så derfor lyder det også som om, at du har evnen til at rumme din egen seksualitet – hvad end den så skulle være. Du nævner dog også, at du får en klump i halsen, når du snakker om din seksualitet som lesbisk? Har du en ide om, hvorfor du har det sådan – når du på et mere overordnet plan egentlig nævner, at det er helt ok at have den seksualitet?
Du er desværre – og heldigvis ikke alene om at forbinde skam med seksualitet. Det kan bl.a. stamme fra en overbevisning om, at ens seksualitet er forkert eller uacceptabel. Måske du tidligere i dit liv har været vant til, at andre talte grimt, om den seksualitet, du identificerede dig med?
Når noget fylder meget eller vi føler os alene med store ting, kan det være rart at dele det med nogle, som kan relatere til det, man oplever. Derfor kunne det måske også hjælpe at snakke med andre, som har stået, eller står i samme situation som dig. Måske du har en ven eller veninde? Hos LGBT+ Danmark har de også forskellige rådgivningstilbud og sociale tilbud, hvor man kan møde andre med lignende tanker om seksualitet, som du beskriver.
Vi håber, at du kunne bruge svaret. Du er som sagt meget velkommen til at kontakte os på chat eller telefon 70 20 22 66. Vi har åbent alle hverdage mellem klokken 15 og 19.
Mange hilsner,
Sexlinien, xx25