Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Er nervøs for om det vil gøre ondt

Pige/Kvinde på _ år (120983)

Spørgsmål:

Hej jeg er en pige på 15 år. Og jeg er utrolig bange for at have sex første gang, jeg tænker hele tiden på om det gør ondt og ikke er særlig rart. Jeg har endometriose og ved at det også kan være en årsag til at det kan gøre ondt hos flere kvinder og hvad hvis det så også gør ondt på mig? Er derfor bange for om jeg bare kommer til at have et dårligt sexliv resten af mit liv. Hvis det bare kommer til at gøre ondt hver gang. Jeg har aldrig haft sex med en før og ved derfor heller og ikke om det gør ondt på mig, men efter jeg fik en spiral grundet min endometriose er jeg bange for min første gang kommer til at gøre lige så ondt som min opsætning af spiral (jeg var i nakose men bagefter gjorde det ondt) Hvad kan jeg gøre for at jeg måske kan undgå at det gøre ondt den første gang ?

Svar:

Hej og tusinde tak for dit spørgsmål!

Hvor er det godt du skriver herind, vi kan forhåbentlig berolige dig en lille smule. Det er helt normalt at være bange for om det gør ondt at have penetrationssex for første gang. Hos nogle gør det lidt ondt, mens andre ikke oplever smerte ved første gang. Det er rigtigt at endometriose kan give flere smerter under samleje, men det er ikke altid tilfældet. Der findes flere muligheder ift endometriose. Hvis du på sigt bliver ved med at få flere smerter, og du også oplever at få et smertefuldt sexliv, så kan det komme på tale at fjerne noget af den slimhinde som der vokser uden for livmoderen, og som er årsag til smerterne. Når det kommer til sex, så findes der mange andre nydelsesfulde ting at lave end decideret samleje. F.eks. er langt de fleste piger/kvinder meget mere følsomme på og omkring klitoris og kønslæberne end inde i selve skeden. Klitoris kan blive stimuleret gennem håndsex eller oralsex. 
Mange oplever desværre smerter efter opsættelse af spiral, men det er slet ikke ensbetydende med at det også vil gøre ondt første gang du har sex. Når man får opsat en spiral får man den sat op i livmoderen, hvorimod penis ikke kommer i kontakt med livmoderen når man har samleje. Penis kan dog ramme livmoderhalsen, og det kan gøre lidt ondt, men langt de fleste par finder en måde at være sammen på som er rar for dem begge, f.eks. at drengen sørger for ikke at støde i bund under sex, eller man kan finde nogle stillinger hvor pigen kan styre tempoet og hvor dybt penis kan komme ind. 

Det aller bedste du kan gøre for at undgå smerter din første gang, er simpelthen at du har lyst og føler dig tryg. Derfor er det altid en god idé at fortælle det hvis man ikke har prøvet at have sex før, så ens partner er opmærksom på det. De fleste piger kan blive våde når de er liderlige, og når man bliver liderlig vil musklerne i skeden ofte være mere afspændte, og der er derfor mere plads end hvis man ikke er liderlig. Hvis man har problemer med at blive våd, eller ikke synes man er nok våd, så kan man heldigvis købe glidecreme, som rigtig mange er glade for at bruge. 

Vi håber du kan bruge svaret, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Du kan også altid ringe eller chatte med en rådgiver - vi har åbent på alle hverdage mellem kl. 15 og 19 på telefon 70 20 22 66.

Bedste hilsener Sexlinien