Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Sexlyst og præstation

Pige/Kvinde på _ år (120949)

Spørgsmål:

Hej
Jeg har et par problemer, som jeg måske har en idé om har en sammenhæng. Det kan også være at jeg bare konspirerer, da jeg godt gad forstå hvad der foregår. Jeg har aldrig oplevet at få en orgasme (tror jeg), hverken med en partner eller alene. Det er super frustrerende, men det er dog også sjældent at jeg overhovedet onanere eller har sexlyst. Jeg har svært ved at koncentrerer mig, og ofte lader mine tanker bare til at vandre, selv når jeg onanere. Jeg kan ikke forestille mig ting der tænder mig i længere tid af gangen, og porno har jeg prøvet mig frem med - det er bare ikke min ting. Et andet problem er at jeg føler at jeg "spiller skuespil" eller nærmest fokuserer mere på at præstere når jeg er sammen med en partner. Normalt er jeg en meget følende person - mine følelser og mit humør fylder og kan mærkes meget i både mit hovede og i min krop, men jeg kan simpelthen blive sådan i tvivl om jeg overhovedet kan lide den person jeg er sammen med, når jeg er så fokuseret på at gøre et godt arbejde og at være tiltrækkende. I min "overtænkningsproces" er jeg faldet over tanken omkring hvorvidt jeg kan have ADHD, og at det kan være en sten på vejen for at løse begge problemer. Lyder noget af det her bekendt?
Håber at I kan hjælpe mig, jeg er super frustreret.
På forhånd tak for tiden
Vh mig

Svar:

Hej med dig,

Tusind tak for dit spørgsmål.

Du sætter ord på mange tanker og oplevelser, som vi ved, at mange andre kan spejle sig i. Det kan give anledning til mange tanker og frustrationer når man ikke har det sexliv man ønsker sig. Det lyder også som om du har prøvet mange ting og har virkelig mange gode refleksioner. Vi håber, at dette brev kan give lidt nuancer og forhåbentlig lidt omsorg for dig selv.    

Du starter dit spørgsmål med at italesætte en mulig sammenhæng mellem en ADHD-diagnose og dine udfordringer med at koncentrere sig under sex. Vi kan desværre ikke fortælle dig om en diagnose kunne være forklaring på det. I søgen efter svar på det svære i ens liv kan en diagnose virke som en god løsning nogle gange. Og ja, diagnoser kan hjælpe én rigtig godt på vejen for at få en større forståelse for hvilke forudsætninger man har i verden og for at forstå sine oplevelser bedre. Samtidig indeholder dit brev oplevelser og erfaringer, som vi ved, at mange andre også går og har. Vi tænker derfor at gå lidt ind i dine tanker og oplevelser, og gå lidt udenom ADHD som forklaringen.

Først og fremmest, beskriver du det her med at være meget i dit hoved og dine tanker, både når du onanerer og er sammen med en partner. Og ja, når ens hoved er fyldt op med tanker, kan man sjældent slappe af i kroppen og fokusere på nydelsen. Det er dog også svært at undgå at ens tanker overhovedet ikke vandrer under sex. Og det kan jo også blive et præstationspres i sig selv. Hvis man overfokuserer på, at man ”skal” komme ud af hovedet, så kan det skabe et pres der også gør det svært at være tilstede. Derfor kan man måske øve sig i, at acceptere at tanker kommer og man blive distraheret, og at det er naturligt.

Du skriver det her med, at du ikke har oplevet at få en orgasme. Vi får lyst til at skrive, at det desværre er ret almindeligt ikke at få en orgasme med en partner (især for personer med en vagina). Og for mange kan det tage lang tid at lære sin krop at kende og finde ud af hvad der føles rart.

En måde at lære sin krop at kende kan være igennem onani. Du skriver, at du har svært ved at koncentrere dig når du onanerer. Vi har lyst til at spørge dig lidt ind til de her tanker du har når du overvejer at onanere - handler de om at præstere? Handler de om at være irriteret over den manglende lyst og orgasme? Vi får lyst til at foreslå dig at øve dig i at være omsorgsfuld overfor dig selv og måske prøve at tage præstationspresset ud af onanien? Måske starte med at mærke efter hvad der føles rart uden at tænke, at det skal ende i en orgasme. For hvis det kun føles som om, at man skal præstere en orgasme når man onanerer, og så føles det som et nederlag når det ikke sker, så kan vi virkelig godt forstå at man ikke får lyst til at onanere.

Du beskriver den her følelse at ”at spille skuespil” når du har sex med en partner. I vores samfund bliver man fodret med forventninger til hvordan sex skal være, hvilket kan føre til et præstationspres som gør, at vi føler at sex skal være på bestemte måder og vi skal gøre bestemte ting seksuelt. Og som du skriver, så kan man jo blive helt i tvivl om hvad man selv har lyst til og om man overhovedet kan lide den person man er sammen med, når man udelukkende tænker på hvordan man skal præstere. Og når man er henne i den andens hoved og behov. Hvilket på mange måder er godt, for sex handler jo også om at mærke den andens behov. Men hvis man udelukkende er henne i den andens hoved, så er der ligesom ikke plads til at mærke ens egne behov og ens lyst. Nogle gange kan det hjælpe, hvis man øver sig i at italesætte sine behov og hvad man har lyst til med sin sexpartner.

Som tidligere beskrevet, så taler dine oplevelser ind i manges udfordringer med at mærke efter og føle præstationspres under sex. Og bare fordi der er mange der har det som dig, så gør det det ikke nemmere. Men det kan hjælpe lidt at tænke, at man ikke er alene med de tanker og erfaringer. Vi har også lyst til at skrive til dig, at ens forhold til sex og seksualitet ændrer sig hele livet. Og lyst kan komme og gå. Og nogle gange afhænger det også af hvem man er sammen med og hvordan man ellers har det i livet.
Vi håber at alle de her refleksioner kunne være et svar på dit brev. Og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe eller chatte med en rådgiver, vi har åbent alle hverdage fra kl. 15 til 19. Vores telefonnummer er: 70 20 22 66.

Bedste hilsener Sexlinien
xx17