Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Klamydia og fertilitet

Pige/Kvinde på _ år (120672)

Spørgsmål:

Er det farlig som pige at gå rundt med klamydia i halv år uden at vidste det. Skal jeg være bekymret i forholdet til underlivet med hensyn til at få børn i fremtiden?

Svar:

Hej. Tak for din henvendelse.

Mange bliver bekymrede for deres evne til at få børn, når de opdager en klamydiainfektion. Klamydia påvirker fertiliteten - altså evnen til at få børn – ved at der kan opstå små sår/ar på æggelederen. Æggelederen er det der forbinder æggestokken (hvor ægget modnes) til livmoderen (hvor et befrugtet æg sætter sig fast). Det er ofte i æggelederen, at selve befrugtningen af ægget sker. Fertiliteten påvirkes derfor ved hel eller delvis blokade af æggelederen.

Rigtig mange kvinder i Danmark har haft klamydia, og rigtig mange af de kvinder, bliver gravide helt uden problemer. Det er ikke nødvendigvis sådan, at du får problemer med din fertilitet, fordi du har haft klamydia. Hvis det skulle ske, at du i fremtiden får svært ved at blive gravid, kan det skyldes klamydia, men det kan også skyldes din partners sædkvalitet, jeres livsstil eller andre biologiske faktorer.

Hvis man har svært ved at blive gravid, kan man få fertilitetsbehandling, hvilket har god effekt for de fleste. Hvis klamydiainfektionen har dannet så meget sår i æggeleden, at ægget ikke kan passere til livmoderen, kan fertilitetsbehandling afhjælpe dette. Du spørger om det kan være farligt. Det farlige ved klamydia, kan opstå i, hvis æggelederen kun er delvist blokeret. I sådanne tilfælde kan det ske, at der er plads til at sædcellen kan komme op i æggelederen og befrugte ægget, men der er ikke plads til, at det befrugtede æg kan komme igennem æggelederen. Hermed opstår en graviditet uden for livmoderen. Det er en potentiel farlig situation for den gravide kvinde, da æggelederen så kan briste. Hvis du en dag bliver gravid, skal du søge læge ved smerter og blødning fra underlivet. En graviditet uden for livmoderen er generelt meget sjældent og ikke noget du behøver bekymre dig om i din hverdag.
 
Opsummerende kan man sige, at det er som det er. Du har haft klamydia og du er bekymret for din evne til at få børn. Det er okay at være bekymret. Men det er vigtigt at huske på, at de fleste bliver naturligt gravide, også selvom de har haft klamydia. Og hvis man har svært ved at blive gravid, er der god hjælp at hente i fertilitetsbehandling. Du har gjort det helt rigtige ved at blive undersøgt for klamydia, har opdaget det og er blevet behandlet.
 
Vi håber at dette er svar på dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at kontakte os igen på chat eller telefon på nummeret 70 20 22 66 alle hverdage fra 15.00 til 19.00.

Med venlig hilsen
Sexlinien

XX138