Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Er der risiko for, at vi nu begge vil få herpes i underlivet?

Dreng/Mand på _ år (120654)

Spørgsmål:

Hej. Jeg har herpes på overlæben, og der var egentlig kommet skorpe på, dog røg skorpen af imens min kæreste og jeg kyssede. Bagefter gav hun mig oral sex,, hvorefter vi forsatte til normal sex. Er der risiko for at vi har dummet os, og nu vil få herpes i underlivet begge 2?

Svar:


Hej og tak for dit spørgsmål,


Ud fra det du beskriver, bliver desværre nødt til at sige at der er en risiko for, at I begge kan være smittet med herpes både på munden og i underlivet.

Herpesvirus er meget smitsom, og den smitter ikke kun ved direkte kontakt med et herpessår, men kan også overføres ved, at man har rørt ved såret og derefter rør ved ens egne eller en partners underliv. Derfor kan virusen også godt overføres fra din mund til din kærestes mund og derfra til dit og hendes underliv.

Derfor er anbefalingen også, at man helt lader være med at have sex, så længe man har et aktivt herpesudbrud - og at man venter med at have sex til nogle dage efter, at såret er væk. Kondom giver heller ikke god beskyttelse mod herpes, hvis der er et aktivt herpesudbrud, altså et sår.


Vi skal dog også sige, at selvom der er en risiko for, at I begge er blevet smittet med herpes i underlivet, så er det altså ikke sikkert, at I er blevet smittet.

En anden ting, som det måske kan være rart at høre er, at herpes faktisk er ret udbredt, og at man sagtens kan have et langt og godt sexliv, selvom man er blevet smittet - både hvis det er på munden og hvis det er i underlivet. Faktisk er 80% af alle voksne danskere smittet med herpes på munden, mens 20% er smittet forneden. I begge tilfælde er det jo en ret stor del af befolkningen. Dette skriver vi for at fortælle om, hvor udbredt og almindeligt det egentlig er at have herpes.

Og grunden til at man sagtens kan have et godt, dejligt og almindeligt sexliv, selvom man er smittet med herpes er, at virussen egentlig kun er noget, man behøver at tænke på, når den er i udbrud. Resten af tiden kan man faktisk have sex helt som normalt. Det er forskelligt fra person til person, hvor ofte man har udbrud. Nogle oplever at blive smittet, få et enkelt udbrud eller to og så ellers aldrig mærke noget til det igen. Andre oplever desværre også, at udbruddene kan komme ret ofte, og at det er meget generende. Hvis du eller din kæreste oplever, at I får udbrud meget ofte (f.eks. hver eller hver anden måned), kan man tage til lægen og få noget medicin, som kan være med til at forebygge udbrud eller i hvert fald gøre dem mindre og kortere, end de ellers ville være blevet.


Vi håber, at de besvarede dit spørgsmål. Hvis du har brug for yderligere rådgivning, eller for at få noget afklaret, så er du meget velkommen til at skrive til os på chat eller ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19.

Med venlig hilsen, 
Sexlinien, xx140