Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Min kæreste har ikke lyst til sex

Pige/Kvinde på _ år (120652)

Spørgsmål:

Hej Jeg er en kvinde på 23, som står i et dilemma. Jeg har været sammen med min kæreste i snart 4 år. De første 2 år, havde vi regelmæssig sex, men de sidste to år, er det gået markant ned af bakke. Jeg har prøvet at snakke med min partner omkring det, men han siger at han føler sig presset, og derfor valgte jeg ikke at nævne noget i 6 måneder. Det resulterede i at vi ingen sex have i de 6 måneder. Jeg har det enormt svært ved det, da jeg altid har vægtet sex og intimitet meget højt i mine forhold, hvilket jeg også fortalte ham da vi begyndte at se hinanden. Jeg har prøvet at snakke med ham om at jeg vægter sex og intimitet meget højt, og at jeg lige pt, bare føler mig som en ven han bor med. Han ser slet ikke på det, på den måde, og syntes vi aldrig har haft det bedre. der er nu gået 2 år siden det gik ned af bakke, og vi har måske haft sex 10 gange, på de snart 2 år. De sidste 1-2 måneder, har jeg haft en del tanker om en eks kæreste. Vi delte mange af de samme interesser, men vi boede for langt fra hinanden, og derfor holdte det ikke i længden. Jeg er meget splittet, omkring hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg kommer videre fra det her. Jeg elsker min kæreste, og jeg føler det torturer mig, hvorfor jeg skal tænke på en anden. Hvad ville i gøre? Mvh Hende den forvirret

Svar:

Hej og tak for dit spørgsmål

Sex og intimitet er en stor del af mange menneskers liv. Det er derfor naturligt, at manglende sex og intimitet udfordrer jeres relation.
Du nævner ikke, hvordan I generelt har det i jeres parforhold, men ud fra hvad du beskriver i dit spørgsmål, lyder det til, at I har et fint og kærligt forhold til hinanden, udover hvad der angår det seksuelle. Hvis der er dele i jeres ikke-seksuelle parforhold som kræver ekstra kærlighed, opmærksomhed eller bedre kommunikation, kan det være et godt sted at starte. For et godt grundlag i parforholdk, skaber også et bedre fundament for et bedre sexliv.

Beskrivelsen i dit spørgsmål tyder på en dynamik, hvor din kæreste kan føle sig presset til at have sex, samtidig med at du har stor lyst til at have sex med ham. En naturlig reaktion kan være, at I undgår at snakke om jeres sexliv for at undgå konflikter og svære følelser. Denne løsning kan være behjælpelig på kort sigt, men på den lange bane, kan det udvikle sig til en tikkende bombe. Derfor er det en god ide, hvis I arbejder på at finde måder, hvor I kan tale om jeres lyster og ønsker uden at nogen føler sig presset til at gøre noget.
Du kan eksempelvis stille dig selv spørgsmålet om, hvad for et sexliv du drømmer om. Det vil i hvert fald være med til at klarlægge, hvilke ønsker du har. Vil du have flere øjeblikke med kærtegn, kys, penetrationssex eller noget andet?
Du kan så spørge din kæreste, hvordan hans drømmesexliv ser ud. Hvad søger han i jeres parforhold, og er der nogle udefrakommende faktorer, som påvirker hans sexlyst? Det kan bl.a. være stress, stor arbejdsbyrde, særlig medicin eller andet. Derefter kan I undersøge, om I kan finde nogle fælles grundlag. Kan flere date nights, en lille udflugt, hvor I bruger nogle dage sammen være en start på løsningen? Det kan også være, at I skal søge hjælp af en parterapeut til at støtte jer i jeres proces.  

Du nævner også, at du har tænkt på din ekskæreste på det seneste. Gamle kærlighedsrelationer er en stor del af ens liv, og at du tænker på din ekskæreste er ikke noget som du skal bebrejde dig selv for. Gamle relationer kan dukke op, særligt når noget som du måske havde med din ekskæreste mangler i din nuværende relation. Du kan ikke styre dine tanker og lyster, men du kan bruge det savn til at undersøge, hvad du ønsker i dit nuværende parforhold.  

Vi håber at dette kan hjælpe dig videre. Du er altid velkommen til at skrive igen eller kontakte os på chat eller telefon alle hverdage mellem 15.00-19.00 på nummeret 70 20 22 66.

Med venlig hilsen
Sexlinien

XX134