Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Kan ikke komme mig over min ex

Pige/Kvinde på _ år (119665)

Spørgsmål:

Hej sexlinien. Jeg slog op med min første kæreste ca. 9 måneder siden efter, at vi havde været sammen i 3 år. Han var min første kærlighed og min første alt. Med tiden har jeg mødt en anden, som jeg også er super glad for og tankerne om min ex stoppede i en periode, men nu er de tilbage. Jeg tænker på ham ihvertfald 1 gang om dagen og får simpelthen SÅ dårlig samvittighed. Jeg føler ikke, at jeg kan slå op med min nuværende, da det snart er jul og så har vi snart årsdag. Jeg syntes bare heller ikke, at det er fair at blive sammen, når jeg tænker på en anden. Jeg ved helt oprigtig ikke, hvad jeg skal gøre, fordi jeg kan se gode og dårlige sider ved dem begge og jeg elsker min nuværende kæreste, dog har min ex stadig en kæmpe plads i mit hjerte. Jeg har pt ingen kontakt med min ex.

Svar:

Hej med dig, og tak for dit spørgsmål.

Det lyder som om du står med en masse tvivl og bekymringer. Men det er også dejligt at høre, at du er glad for din kæreste.

Det er normalt og også helt okay, at der går noget tid efter man er gået fra hinanden, før man helt stopper med at tænke på en ekskæreste. Selvom der er gået 9 måneder, så skriver du også, at det var din første kærlighed og at I har været sammen i 3 år. Ens første kæreste er ofte noget særligt, og én der kan have en stor plads i hjertet længe. I har også været sammen i nogle år, hvor man tit udvikler sig meget og lærer en masse nye ting om sig selv. Det betyder ikke, at man ikke kan blive forelsket eller være meget glad for en ny person.

Det kan godt føles forvirrende, at have følelser for flere mennesker. Men det betyder ikke, at du gør noget forkert overfor din nuværende kæreste eller at I behøver, at gå fra hinanden, hvis du har lyst til at være sammen med ham.

Hvis der er andre grunde, end den dårlige samvittighed, til at du måske gerne vil slå op, så er det også okay. Det kan tit føles som om, der ikke er et perfekt tidspunkt at gå fra hinanden. Det kan også være hårdt for begge parter, at blive i et forhold, hvis den ene egentlig gerne vil slå op, men venter på det rigtige tidspunkt. Det er okay, at slå op selvom det snart er jul og I har årsdag, hvis det er det, du gerne vil. Men du behøver ikke slå op, fordi du stadig tænker på din ex. Det kan også være, at det går over før du ved af det.

Vi håber, at du kunne bruge svaret. Hvis du ikke føler, du har fået svar eller hvis tankerne bliver ved og ikke går over om noget tid, så må du rigtig gerne skrive herind igen. Du er også meget velkommen til at skrive på chatten eller ringe på 70 20 22 66 på hverdage mellem 15-19.

De bedste hilsner,
Sexlinien 11