Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Hjælp efter grænseoverskridelser

Pige/Kvinde på _ år (119527)

Spørgsmål:

Jeg tror ikke rigtigt jeg kun har et spørgsmål, men jeg vil nok mere fortælle om min historie og påvirkning af det som skete dengang.. Da jeg gik i omkring 3 kl. havde jeg en papbror, han begyndte så småt og rører mig forskellige steder på kroppen og før jeg vidste af det, var han i underbukserne… han gik måske i 6-8 klasse. Hvilket vil sige han udemærket godt vidste hvad han gjorde, jeg husker så tydeligt at jeg ingen ide havde om hvad han gjorde, udover det gjorde ondt. Jeg husker at når han løftede mig og satte mig op på ryggen, så rørte han mig i skjul for at vores søskende ikke skulle se det. Jeg vidste jeg ikke måtte sige det til nogen og jeg var pinlig over det. Jeg husker at det tit gjorde ondt og nogle gange prøvede jeg at skubbe hans hånd væk fra skeden. Jeg husker jeg vågnede op en morgen havde ondt, men tænkte ikke meget over det. Jeg er overbevidst om at han ikke “voldtog” mig, i det omfang af samleje, men ved berøring og uden samtykke havde han gjort det utallige gange. For igen jeg gik måske i 2-3 kl på det tidspunkt og havde aldrig snakket med mine forældre om noget af det før, så jeg vidste overhovedet ikke hvad der foregik. Spoler frem til efter jeg gik ud af 9.kl og videre til ny uddannelse så fik jeg min første kæreste og da gik det op for min hvad der skete dengang og hvad jeg havde været udsat for. Jeg har hele mit liv tænkt på hvad der skete dengang, fordi jeg har haft “sår” der aldrig har helet i skeden på huden. De åbner jeg op hele tiden, nogle gange når jeg bare tisser og det gør så ondt. Stadig til den dag idag og jeg er 21 år gammel. Har jeg nogensinde fået det tjekket nej! var jeg ved lægen som 17 årige til første tjek op ja, kiggede de underligt på hinanden ja. Sagde de noget og spurgte indtil noget nej. Jeg kan mærke arvæv, også pga, noget af det er sprækket da jeg var mindrer. Tør jeg tale op, ved nogle i min familie det? NEJ… Det kommer de nok heller aldrig til. Da jeg fik min første kæreste og havde sex gik det fint, men jeg havde ondt mere end normalt pga. de sår og det var faktisk mere ubehagligt end noget. Samtidig med at den kæreste så var narsist og i sidste ende enligt endte med og voldtag mig. Jeg husker jeg lå på hans sofa og han kom hen, og før eller siden så var han igang. Det var ikke et godt forhold og havde jeg enligt sagt ja.. nej det havde jeg ikke, men pga. da jeg var lille følte jeg aldrig jeg kunne sige nej. for det virkede ikke. Hver gang han rørte mig og jeg ikke gad sagde jeg intet, fordi jeg var for bange, eller pinlig over at jeg ikke turde eller gad. Nu til den sofa, vi var igang og jeg gad virkelig ikke, jeg var ikke “in the mood” vi var faktisk slået op, og jeg hukser jeg prøve og tage min hånd foran “hullet”. Han blev ved med og skubbe min hånd væk og hamrede sin pik ind i mig. Jeg følte mig så svag og jeg husker så tydelig “ er det her voldtægt? har jeg enligt lyst til det her? hvorfor lader jeg ham gøre det? … det snart over så jeg kan lige så godt vente…. NEJ NEJ NEJ… Hvad tænkte jeg dog på. Siden den gang hvilket er ved og være 4 år siden har jeg ikke været sammen med nogen fordi jeg er for bange. Af en eller anden årsag kan jeg ikke få mig selv til og rør ved min partners krop, jeg tør simpelhen ikke. Om det er hans bryst eller længere nede, jeg går i baglås. Jeg prøvede og tag skridtet videre med en jeg håbede på ville blive til mere. Da han rørte mig, ville jeg mere og så alligevel ingenting. Jeg turde ikke sige fra, men da jeg ikke turde rører ham overhovedet spurgte han om jeg var okay. Jeg har ikke turde prøve igen siden, både for at være pinlig berørt over jeg ikke tør rører en mand og for ikke ville skulle forklare en på første date eller en jeg kan lide, hvad jeg har været igennem. Jeg ved ikke om hvor mit spørgsmål er henne, udover hvad jeg skal gøre nu? Jeg er bange for og prøve noget som helst og har sagt til alle omkring mig de sidste 4 år jeg ikke vi have en kæreste. Men i virkeligheden vil jeg gerne, jeg tør bare ikke. Det jeg vil med dette er alle piger og drenge som har været i en ligene situation skal vide, I ER IKKE ALENE! Mit råd vil være snakke med en du stoler på om det du har været igennem, nogen gange kan det være en helt fremmed, du behøver ikke sige alt hvis du ikke vil. Der er mange som gerne vil hjælpe dig igennem det, men du bliver selv nød til og tage det første skridt! - One Heart

Svar:

Mange tak for at dele din historie med os.
Det lyder til at være nogle tunge oplevelser, du går rundt med, alene. Jeg forstår godt, hvis det gør tung og trist at tænke på. Og derfor er det også rigtig vigtigt og sejt, at du deler det med os her på Brevkassen. Det kan være første skridt på rejsen til at få ”helet” det sår, du står tilbage med efter alt det, du har oplevet. For som du selv nævner, er det rigtig vigtigt at snakke med en eller nogle man stoler på, når man har oplevet noget så ubehageligt, som det, du beskriver her.

Du kommer omkring mange væsentlige detaljer i din besked, som jeg vil komme lidt omkring. Men for at give dig det bedst mulige svar vil vi anbefale dig at skrive eller ringe til Sexlinien med dine oplevelser. Du kan ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19. Her kan vi indgå en dialog, som gør det nemmere at gå i detaljer, og vi kan dermed bedre fornemme, hvordan du har det, og hvad du har brug for.

Udover at kontakte os findes der også andre former for hjælp, som vi vurderer kan hjælpe dig videre i din helingsproces. Hvem det giver mening at kontakte først er selvfølgelig op til dig – på Sexlinien kan vi også hjælpe dig med at tage den beslutning.
 
Landsforeningen Spor
  • På baggrund af dine oplevelser med din papbror kan der være hjælp at hente her. At indgå i en seksuel relation som barn sammen med et ældre familemedlem kan være meget belastende - og har betydning for, hvordan ens selvværd og sexliv udfolder sig, når man bliver ældre. Det er derfor rigtig vigtigt af få snakket om og få hjælp til at håndtere. Hos Landsforeningen Spor kan du få en erfaringsbaseret rådgivning, der betyder at de kan hjælpe dig med at forstå nogle af dine følelser og oplevelser - og de kan give dig gode råd til, hvordan du kan få hjælp. 
  • Tlf. 3014 0305 - Tirsdage kl. 19-22 og onsdage kl. 18-21
Center for voldtægtsofre
  • Du fortæller, at din kæreste har haft "sex" med dig uden din vilje. På baggrund af de oplevelser vil vi anbefale dig at tage kontakt til Center for voldtægtsofre. Navnet kan godt lyde voldsomt, hvis du ikke tænker det som en voldtægt, men uanset om det er det eller ej, kan de hjælpe dig videre efter de oplevelser du har haft med ikke at blive lyttet til. Når du ringer til dem, spørger de, hvad du har oplevet, for at kunne tilbyde den bedst mulige behandling til dig. Her kan du både få rådgivning, juridisk- og lægefaglig hjælp og et psykologforløb. Dette med målet om, at du kan komme ud på den anden side og kan være i et trygt parforhold, som jeg hører, at du drømmer om.
  • https://www.voldtaegt.dk/udsat-for-et-seksuelt-overgreb/her-kan-du-fa-hjalp2/ - på hjemmesiden kan du vælge den afdeling, der ligger tættest på, hvor du bor.
Din nuværende eller en ny læge
  • Du beskriver nogle sår omkring din skede, som ikke vil hele. Jeg har ikke umiddelbart et forslag til, hvad det kunne være. Med de informationer, du beskriver her, tyder det ikke nødvendigvis på, at der er en sammenhæng til, hvad du har oplevet tidligere. Det kan jeg ikke vurdere. Men det kan også være en ting, du får undersøgt ved Center for voldtægtsofre. Alternativt er det en ting, der er vigtig at få undersøgt hos en læge. Jeg er ked af at høre, at du har oplevet en læge, der ikke har taget det alvorligt. Og er det din egen læge -  kan vi oplyse dig om, at det altid er en mulighed at kontakte andre læger. Dem kan du finde ved at søge på nettet. Det er ikke nødvendigt at dele hele din historie for at gå til lægen med dette. Det er derimod vigtigt at få undersøgt, så det kan blive behandlet.
Det giver rigtig god mening, med de oplevelser, du har i bagagen, at du oplever at være bange og have svært ved at være sammen med mænd og være i en seksuel relation. Det er ikke din skyld, at du står i den situation, du står i. Ved at trække dig fra den type relationer, hjælper du også dig selv med at passe på dig selv - til gengæld opnår du ikke det, du ønsker. 

Derfor - du skriver det selv, at der er mange, som gerne vil hjælpe dig. Det er sandt, og det er også sandt, at det er muligt for dig, at lære, at røre en mand og være tryg i den situation. Men det kræver (oftest), at du får noget professionelt hjælp, som kan hjælpe dig med at forstå, hvordan de oplevelser, du har fra din barndom og med din ekskæreste har betydning for, hvordan du har det i dag. Og lærer på ny at forstå, at du og dine grænser er vigtige og at de bør lyttes til. Altid.
Det kan godt være et hårdt arbejde, men også et vigtigt arbejde, for at du kan få et godt liv.
 
Først og fremmest vil vi anbefale dig, selvom det kan være svært, at finde en person tæt på dig, som du stoler på, og som kan støtte dig i den healingsrejse du skal på. Måske en der kan sidde ved din side, når du kontakter os eller et af ovenstående tilbud.

Vi håber meget, at dette svar kan hjælpe dig videre i din proces. Held og lykke med det. 

xx-121