Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Er jeg homo eller ej?

Dreng/Mand på _ år (120643)

Spørgsmål:

Hejsa
Jeg har længe gået med tanken om at på et tidspunkt at skulle være ærlig over for mig selv omkring min seksualitet.Jeg har altid definerede mig som hetero men på de senere år nok lidt mere biseksuel. Jeg har så for første gang her for kort tid siden tænkt tanken om, jeg ikke nu alligevl er homoseksuel.
Jeg har siden 7 klasse tændt på drenge, og piger, men her de senere år, tænder jeg ikke rigtigt på piger, nærmest kun drenge. Når jeg ser porno, er det heller ikke straight porno, men gay porno. Jeg har svært ved at finde ud af om jeg er homo eller ej.
Jeg er nok mest af alt bange for hvad folk omkring mig, mest af alt mine venner og omgangskreds ville sige til hvis jeg sprang ud. Jeg har ellers hidtil kun tænkt på at jeg ville have en pige som kæreste men her på det sidste har jeg tænkt på måske at have en dreng som kæreste. Hvad gør man i sådan en sitation.
Jeg ved jo også at keg gerne vil have børn en dag, og hvis jeg er sammen med en dreng, bliver den proces nærmest umulig. Hvad skal jeg gøre?

Svar:

Hej med dig,

Først og fremmest, tak for dit spørgsmål og for at dele dine tanker med os.

Du spørger ”hvad skal jeg gøre”? Vi kan desværre ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Men vi kan give dig nogle perspektiver på de ting du har skrevet, som forhåbentlig kan lette trykket lidt.

Du skriver, at du har svært ved at finde ud af om du er homo eller ej. Vi tænker lidt, at det måske er svært at tænke sig frem til et 100% klar svar på hvad ens seksualitet er? Og måske behøver man heller ikke have afklaring på ens seksualitet, før man prøver forskellige ting af og undersøger, hvad der føles godt og hvem man har lyst til at være sammen med?
Vi tænker i hvert fald, at man ikke behøver at beslutte sig for et mærkat på ens seksualitet nu og så holde sig til det resten af livet. Men at det kan være en proces der foregår hele livet – hvor ét mærkat måske passer bedre på et tidspunkt end et andet. Men vi forstår også, at når man står midt i en proces for at forstå sig selv og sin seksualitet, er det ofte rart med en definition, som man kan læne sig op af og bruge til at forklare sig selv over for sine omgivelser.

Nu skriver du jo ikke så meget om dine erfaringer - men vi får alligevel lyst til at pege på, at man ikke behøver at have x antal oplevelser for at definere sig som det ene eller det andet. Der kan især herske nogle myter om biseksualitet – om at man skal have x antal oplevelser og lige meget lyst til både piger og drenge for at definere sig selv som biseksuel. Men det er myter og fordomme, og man har lov til at definere sin seksualitet som man vil.
 
Du sætter ord på, at du er bange for, hvad folk omkring dig vil sige til at du sprang ud. Det kan fylde enormt meget i hovedet, at bekymre sig om hvorvidt folk vil ændre sig over for én eller tænke anderledes om én. Vi tænker, at ens tanker om sin egen seksualitet oftest fylder mere i ens eget hoved, end i andres. Og at gode venner er venner med én på grund af ens personlighed og egenskaber, og ikke på grund af ens seksualitet. 

Du beskriver din bekymring for, at det nærmest bliver umuligt, at danne familie hvis du vælger at leve i et homoseksuelt forhold med en mand. Og ja, det er ofte en anden proces på vej imod familiedannelse. Men det er ikke umuligt. Og i disse år, er der flere og flere der står frem og viser hvordan man kan danne familie på andre måder.
Men med det sagt, så er der ofte en lille sorg forbundet med at give slip på fremtidsscenarier hvor man er i et hetero-forhold og får børn sammen på den mere ”klassiske” måde. Denne oplevelse af sorg er meget almindelig, og vi kan love dig for, at du ikke er den eneste der har det sådan.
Det kan ofte føles rart at søge personer, steder eller oplevelser hvor man føler at ens tanker og følelser bliver afspejlet. Det kan både være ”i virkeligheden”, ved at opsøge aktiviteter, lokale grupper eller personer i sin omgangskreds. Men det kan også være på sociale medier og kulturprodukter, som bøger og musik. 

Du spørger os ”hvad gør man i sådan en situation?”. Og for os, virker det til, at du er godt på vej, i dine overvejelser og tanker, til at komme frem til en måde hvor du er ærlig over for dig selv og lever i overensstemmelse med hvad du har lyst til.

Vi håber, at du kunne bruge dette svar til noget. Du er altid velkommen til at skrive igen eller kontakte os på chat eller telefon alle hverdage mellem 15.00-19.00 på nummeret 70 20 22 66.

Med venlig hilsen
Sexlinien

XX17