Jeg kan ikke mærke noget på klitten
Pige/Kvinde
på _ år
(120565)
Spørgsmål:
Hej Jeg har det problem at jeg ikke kan mærke noget når jeg bliver rørt ved klikken eller rundt om. Det er ikke helt følelses løst, men det føles ikke specielt men mere ligesom hvis nogen rørte ved min arm eller sådan noget. Jeg har derfor ikke selv onaneret eller nydt sex helt vildt meget, og er bekymret for om der er noget galt Håber I kan hjælpe
Svar:
Hej med dig!
Vi kan virkelig godt forstå, at det kan være frustrerende og skuffende, hvis klitten og området omkring ikke føltes, som man tænker, at det skal. Først og fremmest kan det være rart at vide, at klitoris og området omkring bliver mere følsomt, jo mere liderlig og tændt man bliver. Det er ret smart, for det gør at vi fx kan cykle og generelt leve vores liv normalt, uden at tænke på vores underliv hele tiden. Når vi så bliver liderlige og får lyst til at blive rørt på og omkring klitten, så svulmer den op, bliver mere synlig, og for mange kan der også komme væske ud af vagina, som gør området mere fugtigt. Mange har også en lille ”hætte”, som normalt dækker for klitten, som så naturligt bliver trukket tilbage og blotter klitten, når vi bliver liderlige (man fristes til at sammenligne det med en penis, som bliver større og mere stiv og hvor forhuden naturligt trækkes tilbage, når penis bliver opstemt). Hvis man er meget liderlig, så kan klitoris faktisk blive så følsom, at det næsten kan gøre helt ondt at blive rørt direkte på den. En grund til at man mangler følsomhed kan derfor måske bunde i manglende lyst?
Det andet som kan være rart at vide er, at der er forskel på, hvordan vi er skruet sammen – også mellem benene. Der kan både være forskel på klittens placering, størrelse og følsomhed. Og man behøver på ingen måde have den mest følsomme klitoris af alle, for at kunne nyde sex og onani. Hvis man er tændt og har lyst til sex, så skal det nok kunne føltes super godt. Mange mennesker har et ret urealistisk syn på, hvordan sex og onani skal føles – muligvis på grund af ting som porno, film og medier generelt, men også andre ting kan påvirke vores forventninger. Hvis ikke man oplever den forventede nydelse, kan man derfor hurtigt føle sig forkert. Men i sidste ende nytter det jo ikke noget, at prøve at kopiere alle andre, eller have sex og onanere på den måde, som man tror man skal. Det giver meget mere mening, at gøre det på sin egen måde.
For et par år siden blev der lavet et studie, hvor man interviewede en masse danskere om deres sexlyst (projekt SEXUS). Det viser blandt andet, at kvinder typisk fokuserer meget på deres partners nydelse under sex, hvilket kan gøre, at de glemmer lidt at mærke efter, hvad de egentligt selv kan lide seksuelt. Og surprise: det er fx de færreste med vaginaer, som føler den vildeste nydelse udelukkende ved penetration. Måske kunne det være en god ide for dig, at gå lidt på opdagelse i din egen seksuelle nydelse, og finde ud af præcis hvad der tænder dig, og hvordan du godt kan lide at blive rørt? Man kan fx købe lidt forskelligt sexlegetøj, glidecreme og prøv nogle ting af alene først. Du kan også prøve at eksperimentere med forskellige fantasier, noveller eller porno. Ens seksualitet kan udvikle sig undervejs igennem hele livet, så det er kun sundt, at være nysgerrig på sin egen nydelse. Det er også vildt svært at have god sex med andre, hvis man slet ikke ved, hvordan man kan lide at blive rørt, eller hvad der tænder en.
Sidst vil vi bare sige, at det er mega sejt, at du skriver herind! Det skal nok lykkedes for dig, og du er ikke alene med dine frustrationer. Husk at det eneste rigtige, er det som føltes godt for dig. Tag det i dit eget tempo, og prøv at vær nysgerrig på dig selv frem for at slå dig selv i hovedet. Vi er tænker bestemt, at du er lige som du skal være.
Vi håber, at svaret kan hjælpe dig. Du er velkommen til at kontakte vores rådgivning på chat eller telefon på 70 20 22 66. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.
Hilsen Sexlinien XX131