Sex

Hvad er sex?

Sex er mange ting. Mange vil nok tænke at sex er samleje, men det handler om uendeligt meget andet.

Man kan sige at sex er det, du bliver ophidset eller liderlig af. Det kan for eksempel være kys, berøringer på kroppen og kønsdelene, onani, sex i skeden, analsex, oralsex, men det kan også være fantasier, porno, flirt eller sexchat.

Så sex er lige så meget noget der sker i hjernen som noget der sker mellem sexpartnere eller med kroppen.

Mange begynder at have sex, mens de er teenagere eller i tyveårsalderen. Tit begynder man med at onanere og senere begynder man at have sex med en partner.
 

Seksuelle lyster

Vi har alle forskellige lyster – og de kan stikke i alle retninger. Nogen tænder på sexlegetøj eller rollespil, mens andre er er til berøring eller til samleje i skeden eller endetarmen.

Nogen har lyst til sex med personer af alle køn, mens andre kun tænder på et bestemt køn.

Der er også nogen som slet ikke har lyst til sex. Det kaldes aseksualitet.

 

Seksuelle problemer

Alle kan opleve udfordringer i deres sexliv. Seksuelle problemer kan handle om alt fra usikkerhed og tvivl til fysiske problemer med rejsning, tidlig udløsning eller krampe i skeden. Det er helt naturligt at opleve og oftest ikke alvorligt. Det kan være en god idé at begynde hos lægen, hvis man oplever et seksuelt problem - lægen er vant til at tale om sex også.