Er min sexfantasi problematisk?
Pige/Kvinde
på _ år
(122408)
Spørgsmål:
Hej Jeg skriver fordi jeg er i tvivl om, hvorvidt den sex-fantasi jeg har er sund eller problematisk. Jeg har aldrig haft samleje, men har haft andre former for sex med en kæreste, jeg havde for mange år siden. Når jeg onanerer kan jeg ikke komme, uden at forestille mig en situation, hvor jeg bliver udsat for noget der gør fysisk ondt eller er ydmygende fra ham jeg er sammen med. Jeg ved godt at der er mange der dyrker BDSM og jeg nyder sådan set at forestille mig det, men jeg er i tvivl om den fantasi kommer fra et sundt sted. Den tvivl skyldes primært at jeg som barn har været udsat for et seksuelt overgreb og jeg er i tvivl om der kan være en forbindelse mellem den oplevelse og den forestilling jeg har i dag om, hvad sex skal være. Jeg har gået i terapi for overgrebet dengang det skete, men det popper stadigvæk op engang i mellem når noget udefra minder mig om det. Jeg har noget angst for at være tæt på fremmede mænd, som har været der siden dengang og jeg har altid haft svært ved at sætte grænser. Jeg er i tvivl om jeg ville have lyst til at have sex på den måde som jeg forestiller mig i virkeligheden og om det er normalt/hensigtsmæssigt at have fantasier som man ikke har lyst til at afprøve i den virkelige verden. Jeg har prøvet at forestille mig andre ting når jeg onanerer men jeg får ikke orgasme af andet. Er det et problem? Og hvis det er hvad skal jeg så gøre?
Svar:
Hej, og mange tak for dit spørgsmål.
Det er et meget vigtigt og reelt spørgsmål, du har skrevet ind til os med. Dit spørgsmål vedrørende, om man kan have en sexfantasi, som man tænder på og f.eks. godt kan lide at onanere til, uden nødvendigvis at ville prøve det af i virkeligheden, er et, som flere mennesker vil komme til at reflektere over på et tidspunkt. Mennesker kan blive tændt af mange forskellige idéer, tanker og fantasier. Og det fantastiske ved fantasier er jo egentlig, at de er dét, de er - en fantasi, en tanke. Man har derfor frit råderum i sin hjerne til at forestille sig, hvad end der skal til, for at man kan opnå nydelse og orgasme. Det kan dog blive problematisk, hvis fantasien er noget, man har svært ved at resonere med i virkeligheden eller hvis det er noget man synes er 'forkert'.
Mange vil opleve, at visse sexfantasier kan være spændende og dejlige at prøve at føre ud i livet, imens andre kan være noget, som skal holdes bare ved tanken og i fantasien. Et typisk pejlemærke er, at hvis fantasien går mod lovgivningen, skal den selvfølgelig ikke føres ud i livet. Hvis fantasien kan være skadelig for en selv eller andre, bør man i hvert fald lige genoverveje, hvordan og med hvem fantasien kan udføres. Dette gælder f.eks. BDSM, hvor der godt kan påføres smerte på en selv eller en anden part. Nogen synes det er rart, at man afprøver det med en partner, man kender - på den måde kan det være nemmere at snakke grænser, safe word, do's and don'ts osv. Andre synes det kan være rart at afprøve med en, man ikke kender, da det kan være nemmere at 'blotte sig' og åbne op for ens fantasier, hvis det ikke skal gøres til en, man kender. Men her handler det selvfølgelig om at mærke efter, hvad man selv er mest til.
Så for at svare på dit spørgsmål om, hvorvidt det er et problem at du onanerer til BDSM lignende fantasier, men ikke ved om du vil udleve dem, så er det korte svar nej. Det er helt normalt at have fantasier som tænder en, og som man kan komme til, når man har sex med sig selv, men som man ikke nødvendigvis vil udleve. Samtidig, hvis du er nysgerrig på at udleve nogle af de fantasier, du har, så kan det være noget, du skal udforske og tænke nærmere over ift. hvem du kunne tænke dig at gøre det med (kendt/ukendt), om du evt. skal starte mere 'blidt' ud, end hvad din fantasi har udviklet sig til og lign. Hvis du kommer frem til, at du ikke har lyst til at udleve din fantasi, men ellers har svært ved at komme under sex med en partner, så er du jo selv herre over din fantasi under sex. Det er meget normalt, at det kan være nødvendigt og dejligt for nogen at visualisere en sexfantasi i hovedet, imens man har en anden form for sex, hvis det bringer en mere nydelse.
For nu at tage fat i den anden problematik som også fremgår i dit spørgsmål angående at du tidligere har været udsat for et seksuelt overgreb, så er det svært for os at sige præcis, hvilken rolle det spiller ift. din sexfantasi. For nogen i samme situation som dig, vil der helt klart være paralleller mellem det seksuelle overgreb de har oplevet og deres nuværende seksuelle do's and dont's. Vi er glade for at høre, at du har været i terapi ifm. dit overgreb, men som du også selv beskriver, så vil de fleste opleve, at visse ting igennem livet stadig vil 'trigge' ens overgrebs-traume. Hvis du har en frygt for, at din sexfantasi stammer fra et 'forkert' sted, så kan du overveje at starte til psykolog igen - evt. en som også er uddannet sexolog - for at kunne undersøge sammenhængen mellem din fantasi og overgrebet.
Vi håber dette har givet et nogenlunde svar på dit spørgsmål. Hvis du har lyst til at snakke mere om det, evt. om den frygt du har forbundet til parallellen mellem overgreb og fantasi, eller hvordan du kan snakke med en partner om at prøve at udleve din fantasi, så er du velkommen til at gøre brug af vores chat eller telefon (70202266) i hverdage fra 15-19.
Mvh, Sexlinien
xx20