Giver min pikstørrelse piger smerter under sex?
Dreng/Mand
på _ år
(122788)
Spørgsmål:
Hej jeg er en mand på 22 år og når min pik er stiv bukker den nedad på midten, jeg har prøvet at måle min pik og er kommet frem til at den er ca. 21 cm lang og 17 cm I omkreds. Jeg har prøvet at være sammen med en pige, men hun havde smerter hver gang jeg bollede hende. Er det alle piger der får smerter af en pik i min størelse? Og hvad kan jeg gøre for at piger ikke får smerter for jeg ville jo gerne have sex med andre...
Svar:
Hej og tak for dit spørgsmål.
Gennemsnittet på en erigeret penis i Danmark er mellem 13,1-15,3 cm. På den måde kan man sige din er lidt længere end gennemsnittet.
Med det sagt, så er kvinders underliv meget elastisk og kan udvide sig ifm., at man bliver seksuelt opstemt eller ved fødsel. Så hvis en pige har oplevet smerter, når I havde sex, har det nok ikke så meget at gøre med størrelsen på din penis. Smerter under sex har ofte noget at gøre med, om man er seksuelt opstemt, og skeden er blevet våd nok. Det kan også gøre ondt, hvis man er nervøs eller utryg og spænder op i kroppen. Derudover kan det også gøre ondt, hvis vinklen på penis af den ene eller anden årsag gør, at penis rammer et ømt punkt inde i skeden. Så kan det være godt at prøve at skifte stilling, så vinklen er anderledes.
Mange af disse ting kan man heldigvis hjælpe på ved f.eks. at kommunikere undervejs, sikre sig at den anden har det godt og eventuelt tage pauser og lave noget andet end penetrationssex såsom oralsex, håndsex, kys og kælen.
Så for at svare på dit spørgsmål, så er det nok ikke størrelsen på din penis, som har gjort, at piger har haft smerter under sex med dig. Det du kan gøre i fremtiden er at sikre, at pigen er opstemt, inden I begynder på penetrationssex og sørge for at tjekke ind med hende undervejs. Du kan prøve at lade hende styre hvilke stillinger, der føles rart.
Nogle piger oplever også generelt smerter under sex. Det kan tyde på, at det er et fysiologisk problem (evt. kan det skyldes det, der hedder endometriose). Så kan det være en god ide for hende at kontakte lægen for at få tjekket op på dette.
Vi håber dette gav dig svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at kontakte os på vores chat eller telefon (70202266) i hverdage mellem kl. 15-19.
Mvh. Sexlinien
xx20