Svar:
Hej og tak for din henvendelse
Det er hverken noget underligt eller forkert i at tænde på forskellige ting – heller ikke når det er noget, som de fleste måske ikke forbinder med noget seksuelt. En god tommelfingerregel er, at så længe man ikke gør skade på sig selv eller andre, så kan man egentlig tænde på, hvad man vil.
Nogle personer tænder på ting, der kan forvolde andre mennesker smerte eller skade. I sådan en situation er man nødt til at sørge for, at fantasien ikke bliver til virkelighed. Man er ikke et ’forkert’ menneske, bare fordi man har den slags skadelige fantasier – men man er nødt til at undgå at føre dem ud i livet. Nogle har brug for professionel hjælp.
Men den type skadelige fantasi er gummihandsker jo heldigvis
ikke. Der er ikke i sig selv noget farligt eller upassende ved, at gummihandsker bliver involveret i sex. Vi ved godt, at man ikke bare kan trykke på en ’sluk-knap’ og fjerne sin flovhed. Men vi vil i hvert fald fortælle dig, at vi ikke finder en gummihandske-fantasi forkert, og at hvis vi kunne bestemme, så skulle du ikke føle nogen flovhed over at tænde på det.
Én ting som det dog kan være værd at tænke over: Det kan være, at du på et tidspunkt begynder at ses med en anden person og skal have sex med vedkommende. Og så kan det være at du får lyst til, at I skal have gummihandsker til at være en del af jeres sexliv. Det kan i sig selv være fint nok, men det er selvfølgelig afgørende, at den anden person også har lyst til det. Vi har ikke noget facit for, hvordan du skal håndtere sådan en situation, men måske kan du prøve at tænke over nogle af de her spørgsmål.
Hvad ville det betyde, hvis personen absolut ikke vil være med til at have sex med gummihandsker?
Hvordan ville du reagere, hvis personen havde en meget specifik fantasi, som du selv ikke havde lyst til at være en del af?
Er det noget særligt ved gummihandskerne, som tænder dig, som måske kunne være en del af det seksuelle – uden at gummihandskerne selv skulle være det? Det kan f.eks. være, at du i virkeligheden tænder mest på, at det virker lidt ’medicinsk’ med gummihandsker. Måske kan man prøve at lege lidt med den idé uden at det egentlig behøver at involvere gummihandsker.
Vi håber, at brevet her kan være en hjælp for dig. Husk at du også er meget velkommen til at skrive til os på
chat eller at ringe på 70 20 22 66 for nærmere rådgivning. Vi har åbent alle hverdage fra 15 til 19.
Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140