Svar:
Hej med dig, og tak for dit spørgsmål!
Der kan sagtens være forskel på, hvornår man begynder at få
bryster. Det kan nemlig være forskelligt fra person til person, hvornår man kommer i
puberteten, som er dér brysterne begynder at vokse.
Selvom din søsters bryster begyndte at vokse, da hun var 13, så behøver det altså ikke være sådan for dig.
Og så er bryster altså bare vildt forskellige! Ligesom alt andet på vores kroppe. Det kan være at dine bryster kommer til at ligne din søsters. Men det kan også være, at de kommer til at se helt anderledes ud. Men måske er det okay? Måske ser i også forskellige ud på mange andre måder?
Man kan nemt komme til at sammenligne sin egen krop med andres. Især med nogen man ser op til, eller godt kan lide, og nogen man synes er flot. Det er helt normalt, og det er der ikke noget i vejen med. Men måske det kunne være rart for dig, at forsøge at lade være med at tænke på, hvordan din søsters bryster ser ud i forhold til dine? Eller prøve at fokusere på nogle af de ting du godt kan lide ved dig selv – og din krop. Hvad er du god til? Hvad kan du godt lide at lave? Hvad synes du er dejligt eller flot ved din egen krop?
Det kan godt føles svært, hvis man ikke synes, at man ser ud, som man gerne vil. Men det er en meget normal følelse at få. Især mens ens krop udvikler sig, som den gør når man er 13. De fleste mennesker har prøvet at have sådan nogle tanker på et eller andet tidspunkt. Nogle gange kan det hjælpe at tale med nogen om det. Du siger, at din søster er sød til at trøste dig. Det er vi rigtig glade for at høre! Måske har hun også prøvet at være ked af noget med hendes egen krop? Måske har du en mor eller nogle venner du kan snakke med om det også? Det kan være, at de kan fortælle, hvad der har hjulpet dem?
Du er også altid meget velkommen til at ringe og snakke med os i rådgivningen på 70 20 22 66 alle hverdage mellem klokken 15:00 og 19:00, hvis du har brug for at tale mere om det!
Vi håber du kan bruge vores svar til noget. Ellers kan du også kontakte os på vores
chat, eller skrive herind igen.
Hilsen Sexlinien
Xx143