Svar:
Hej og tak for dit spørgsmål!
Forskellig sexlyst i et parforhold kan være et komplekst problem, og vi kan nok ikke give noget udtømmende svar på, hvad man skal gøre for at løse det. Når det er sagt, så er det altså også et problem som de fleste par vil støde på i løbet af deres forhold - og mange oplever også, at kan blive bedre. Vi vil prøve at skrive nogle af de forskellige ting, man kan prøve for at ændre på problemet. Vi håber, at det også kan være en hjælp for dig/jer!
Det første der er vigtigt at understrege er, at man aldrig skal have sex, hvis man ikke har lyst – for en anden persons skyld. Det kan nogle gange føles som det eneste rigtige at gøre – hvis man f.eks., som du skriver, er ked af at sige nej. Men det er vigtigt at slå fast, at man ikke selv styrer sin lyst. Og faktisk kan det gå hen og have den modsatte effekt, hvis man prøver at 'tvinge' sig selv til enten at være mere liderlig (i dit tilfælde) eller mindre liderlig (i din kærestes). Du ved sikkert godt det her i forvejen, og måske mærker du det selv for tiden.
Vi skriver det alligevel, fordi det er så vigtigt at huske på, at forskellig sexlyst er et problem, du og din kæreste har sammen. Det er ikke dig, der ikke
vil give din kæreste sex - og det er ikke nødvendigvis sådan, at han ønsker at
kræve noget af dig. Hvis I kan begynde at forstå og tale om problemet som et fælles problem, kan det være med til at give en mere åben og tryg kommunikation om sex og lyst – og det er det første og vigtigste skridt imod at få et dejligere, tryggere og mere afslappet sexliv sammen. Det er hverken noget galt med dig eller din kæreste – din sexlyst er ikke for lille og hans er ikke for stor – jeres sexlyst simpelthen er forskellig.
Allerede det at have en åben og tryg kommunikation omkring sex og sexlyst, kan være med til at gøre, at problemet ikke føles lige så svært. Det kan for mange opleves som en lettelse, hvis man mærker, at det er ok, at sige åbent, at man ikke har lyst til sex. Og omvendt kan det også, for den som har den større sexlyst, være rart at kunne spørge direkte og få et klart svar. Så slipper man nemlig for at gætte, håbe og bruge kræfter på at læse hinandens signaler.
Det er også vigtigt at huske på, at selvom man ikke kan kontrollere sin sexlyst, så er det heller ikke sådan, at den altid bare vil være den samme hele livet igennem. Der er masser af ting, der kan påvirke ens sexlyst til at være større eller mindre i løbet af ens liv. Det kan være, hvor godt man trives i bestemte perioder, hvordan man har det med sin krop eller hvor meget man træner. Ens sexlyst kan også blive nedsat af, at men f.eks. er stresset over en stor eksamen eller har et skænderi med en ven eller et familiemedlem. Vi ved ikke om du kan genkende nogle af disse ting, men det kan måske være godt at få kommunikeret til din kæreste, at det altså ikke er fordi, du finder ham usexet eller utiltrækkende, at du ikke altid har lyst til sex, når han har – hvis det altså er sådan du har det. Hvis du oplever, at han er blevet mindre tiltrækkende for dig, er det også vigtigt at forholde sig til det. Hos de fleste par påvirker den generelle stemning i forholdet også sexlivet, og hvis din tiltrækning er dalet, kan det måske også skyldes, at nogle andre ting ikke går helt, som det er bedst for jer.
Der er også mere konkrete ting, man kan gøre, når sexlysten er forskellig i et forhold. Du og din kæreste kan prøve at udforske forskellige andre måder at være intime sammen end lige sex. Det kan være, der er nogle dage, hvor du ikke har lyst til at have sex, hvor I i stedet kan give hinanden massage eller ligge og kysse en masse. Her er det igen vigtigt med den åbne kommunikation, da den slags ting også nogle gange kan blive opfattet som forspil, hvor det naturlige næste skridt er, at man har sex. Men hvis man har snakket sammen inden og lavet en aftale om at lade det blive ved kys eller massage, kan det tit gøre massagen eller kysseriet mere intenst og nydelsesfuldt, fordi det stopper med at være noget, der ’bare skal overstås’. Det er også vigtigt at huske, at sex ikke kun er én ting. Der kan være tidspunkter, hvor du ikke har lyst til penetrationssex (sex hvor pikken kommer ind i skeden), men at du godt kunne være klar på sex med hænderne eller munden. Eller klar på, at din kæreste onanerer mens I ligger sammen, og du på den måde er en del af det, uden at du selv skal være aktiv. Det kan være godt, at være lidt nysgerrig på sin egen seksualitet og lære, at det ikke altid bare er ’ja’ eller ’nej,’ men at ens lyst kan have flere nuancer end det.
Til sidst vil vi gerne endnu en gang sige, at selvom forskellig sexlyst er svært i et forhold, så er I bestemt ikke de første, der oplever det problem. Og der er masser af grund til at tro på, at det også vil blive bedre for jer. Hvis man er tålmodig, giver hinanden plads og husker at tale åbent sammen, hvor man respekterer hinandens følelser og lyster – er der gode chancer for, at man også vil mærke at sexlysten begynder blive mere lige imellem jer.
Vi håber at dette brevkassesvar har givet nogle gode tips og åbnet nogle nye perspektiver for dig/jer. Hvis I godt kunne tænke jer mere rådgivning, er I velkomne til at skrive til os på
chat eller ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19.
Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140