Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

"Burde" jeg udforske min seksualitet og er jeg bagud med drengene?

Pige/Kvinde på _ år (117822)

Spørgsmål:

Hej, jeg er så i tvivl om jah... alting. Så længe jeg kan huske, har jeg altid gerne ville have en kæreste og havde crushes non-stop. En dag blev jeg træt af det, fordi det gjorde mig nervøs omkring alle drenge. Så jeg valgte at fokusere på mig selv, og det hjalp, jeg begyndte kun at se drenge som venner og ikke andet. Problemet er nu, at alle omkring mig får kærester og jeg føler, at jo længere jeg venter, jo længere "bagud" kommer jeg, hvis i forstår hvad jeg mener. Men jeg kan ikke finde nogen! Og jeg føler der er noget galt med min sexualitet. Jeg tænker på drenge som idioter der bare vil i bukserne på pigerne. Og dem der ikke er idioter, ser jeg som nogen, jeg KUN kunne være venner med. Jeg kan ikke finde nogen jeg føler mig sådan rigtigt tiltrukket af. Til en fest kyssede jeg (for første gang...) med en fyr og jeg følte INGENTING. Havde regnet med, at det i det mindste ville føles rart, men det var ikke noget jeg havde lyst til at gøre igen, selvom han prøvede flere gange bagefter (så tror ikke der var noget i vejen med selve kysset som sådan. Den tekniske del at et kys spillede). Jeg ved, at jeg bare burde udforske det og finde ud af hvad jeg vil, men det er lidt svært når jeg ikke kan finde en jeg har lyst til at gøre det med...

Svar:

 
Hej og tak for dit spørgsmål.

De tanker og følelser, du beskriver er noget, andre også kan opleve. Du er derfor ikke alene med disse følelser. Når ens venner eller dem, man er omkring begynder at få kærester, og man ikke selv gør, kan det for nogle nemlig give en følelse af at føle sig bagud, som du beskriver. Man kan måske også komme til at tænke, om man nogensinde selv vil møde én, som man har lyst til at blive kærester med eller få følelser for. Det er en helt reel følelse og det er okay, at du føler sådan.
Du skriver desuden, at du ikke kan finde nogen, du føler dig tiltrukket af. Det er helt okay, at du har det sådan. Det er forskelligt, hvornår man møder én, man bliver vild med og som man har lyst til. Det er desværre ikke noget, man kan forudse, hvornår vil ske. Gennem livet møder man mange mennesker på sin vej, og at du ikke har mødt én endnu, betyder ikke, at du aldrig vil komme til det. Og fordi, du ikke følte noget for ham fyren, du kyssede med til festen, betyder det ikke, at du aldrig kan blive vild med andre eller mærke noget for andre drenge. Måske ham fyren bare ikke lige var sagen for dig?

Du skriver desuden, at du ikke finder drenge så interessante. Det er helt okay, at du ikke gør det. Nogle personer oplever ikke at blive tiltrukket eller forelskede i personer af et andet køn. Andre oplever at blive tiltrukket af personer af sit eget køn, mens andre oplever slet ikke at blive tiltrukket eller forelsket af andre. Det kaldes for aseksualitet.
Du skriver desuden, at du ”bare burde udforske” din seksualitet. Der er ikke noget, du ”bør” gøre. Hvis du føler, at andre omkring dig måske gør det, kan det måske godt føles som, at du også ”burde” udforske din seksualitet. Men det behøver du ikke, hvis du ikke har lyst.

Det er heldigvis aldrig for sent at udforske sin seksualitet. Så det kan være, at du lige nu ikke har lyst, men at lysten til at udforske den kommer på et senere tidspunkt – om en uge, en måned, et år eller flere. Og så kan det være, at du føler dig mere klar, har lyst på en anden måde nu, eller noget helt tredje.

Vi håber, at dette svar måske har givet dig nogle nye perspektiver på din situation. Ellers er du altid velkommen til at skrive eller ringe herind igen. Vi har åbent alle hverdage mellem kl. 15-19 på tlf: 70 20 22 66.

Hilsen Sexlinien
Xx133
 
Hvad synes du?
Vi vil rigtig gerne vide, hvad du synes om at få svaret og hvordan du synes om at bruge brevkassen – OG du får chancen for at vinde to biografbilletter!
Du kan fortælle os din mening ved at besvare et kort spørgeskema her. Det kan besvares på cirka fem minutter. Du kan læse mere om evalueringen af brevkassen her.