Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Jeg har problemer med at få stillet mit seksuelle behov

Dreng/Mand på _ år (119579)

Spørgsmål:

Hej Brevkasse. Jeg skriver til jeg grundet problemer om at få stillet sit sexuelle behov. Jeg føler at jeg i en stor del af mit liv ikke har kunne få stillet mit sexbehov. Jeg har igennem liv haft nogle forhold til forskellige kvinder, Både løst og fast og med større mellemrum, men grundene til vi har fundet sammen har været baseret på følelser og fælles interesser mm, men for mig aldrig det sexuelle. Det har mest vist sig et stykke inde i forholdet, hvor jeg faktisk har fundet ud af at hun ikke tændte mig rigtigt og jeg har opdaget at partneren s udseende og krop nok er ret vigtigt for mig ,før jeg kan mærke lysten. Samtidig skal det også være en kvinde jeg synes godt om og omvendt, men det virker enormt svært for mig at møde den kvinde. Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal finde hende. Jeg har også "problemet" at jeg er ret introvert/genert ihvertfald indtil man kender mig godt og bryder mig ikke om at gå til større arrangementer, sammenkomster og i byen mm. Ligeledes synes jeg at online dating virker mig for overfladisk. Har I et forslag til hvad jeg kan gøre? Det har som nævnt stået på størstedelen af mit liv og det er som om det bare fortsætter i samme spor. Hilsen S

Svar:

Hej og tak for dit spørgsmål

Vi kan læse i dit spørgsmål, at du kæmper med at finde en seksuel partner, som du både finder fysisk tiltrækkende og interessant som person. Jagten på at finde en partner kan både være frustrerende og svært, og det lyder som om, at du sidder med en problemstilling som mange kan nikke genkendende til.

Det vil være svært at finde den perfekte skræddersyet løsning til dig, da vi har begrænset kendskab til din situation og dine tanker (og vi siger ikke, at den perfekte løsning overhovedet findes). Men alligevel kan vi komme med et par bud og overvejelser baseret på, hvad du har skrevet til os.

At finde en partner, som man kan blive glad for tager tid. Det kræver tålmodighed. Det er en udfordrende proces og til tider også udmattende. Du skriver, at mange af de kvinder som du har haft en relation til, har du fundet sammen med baseret på følelser og interesser, hvor du ikke har følt en fysisk tiltrækning. Måske kunne det være en idé at give den fysiske tiltrækning en mere central rolle næste gang, du søger efter en partner?  Altså at lade den fysiske tiltrækning og din intuitive fornemmelse være styrende for, hvem du vælger at være sammen med. Tag dig gerne tid til at udforske dette aspekt gennem et par dates og husk samtidig, at vores opfattelse af tiltrækning ofte udvikler sig, når vi lærer en person bedre at kende og finder deres personlighed interessant. Det er helt normalt at være i tvivl i starten, så vær åben for processen og tillad forholdet at udvikle sig organisk.

Et andet relevant spørgsmål som du kan stille dig selv kan være, hvad for nogle krav du stiller over for din kommende seksuelle partner/date. Vi ved alle sammen, at det perfekte menneske ikke findes. Så spørgsmålet kan være, om de krav som du stiller til et andet menneske er rimelige. Vi ved på ingen måde om denne overvejelse er relevant for dig at have, men det er i hvert fald værd at have et kritisk blik på det.

Du skriver også, at du ikke ved, hvor du skal lede efter en partner. Et godt sted at starte kan bl.a. være gennem ens interesser. Du behøver ikke at være det mest ekstroverte menneske for at komme ud og møde mennesker, men måske kan du komme i nogle fællesskaber, som du finder interessant. Det kan være et sted hvor folk samles for at dyrke sport, noget kreativt eller noget helt andet. Det er kun fantasien som sætter grænser. Et andet sted kan være gennem dit netværk. Har du nogle venner som har nogle venner, som du måske synes kunne være spændende at lære bedre at kende?

Husk på at i en verden, hvor onlinedating har taget, og mange hurtigt kan finde en date, kan din proces virke til at gå enormt langsomt. Men i virkeligheden er vi bare blevet vant til en høj tempo i datingverdenen.

Vi håber at du kan bruge svaret, og du er altid meget velkommen til at ringe eller skrive igen. Det er oftest nemmere at tage sådanne samtaler over telefon. Du kan ringe til os eller chatte med os på alle hverdage mellem kl. 15 og 19 på telefonnummer 70 20 22 66.

De bedste hilsener Sexlinien
xx134