Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Fortryder sex med ven.

Pige/Kvinde på _ år (118252)

Spørgsmål:

Jeg har haft sex med en ven uden egentlig at have lyst. Her et par uger efter føles det som et overgreb, men jeg ved ikke om det er en forkert betegnelse, når jeg ikke på noget tidspunkt sagde fra eller gjorde udtryk for, at jeg ikke havde lyst. Vi havde været ude og spise brunch med en større vennegruppe og efterfølgende var vi fulgtes hjem til ham. Vi bor ret tæt på hinanden, så det gav god mening at følges, og så faldt vi bare i en rigtig god snak, hvorfor jeg endte med at tage med op i hans lejlighed. Jeg har et ret anstrengt forhold til min far, hvilket jeg fortalte ham om. Meget kort kan det opsummeres ved, at han har fortalt hele sin side af familien, at jeg har en masse psykiske problemer (hvilket ikke passer), så de nu tror jeg er decideret sindssyg. Hans begrundelse har været, at der må være noget galt med mig, eftersom jeg ikke ønsker at have kontakt med ham… det skal siges, at min far af flere omgange bare er skredet i 2-3 måneder uden at give lyd fra sig, altid har behandlet mig som lort, taler ned til mig og for nyligt har sagt, at han desuden er ligeglad med mig. Alt det får jeg fortalt til min ven, som er meget lyttende og forstående, hvilket virkelig føles rart. Efterfølgende holder han bare om mig, uden nogen af os siger noget, og det går op for mig hvor lang tid siden det er, at jeg har været fysisk tæt på nogen. Der går lang tid.. måske to timer, hvor vi bare sidder i hans sofa. På et tidspunkt begynder den fysiske kontakt mellem os at ændre karakter. Hvor hans hænder før har været udenpå mit tøj, søger de nu under min trøje og op under nederdelen. Selv forholder jeg mig passiv; mit kropssprog opfordrer ham ikke til at forsætte, men det er heller intet ‘stop’. For sagen er den, at jeg faktisk ikke har lyst til, at han skal røre ved mig på den måde, men jeg har endnu mindre lyst til, at han skal rykke sig væk fra mig og tage varmen med. Desuden føler jeg mig også for sårbar til at sige fra i øjeblikket. Det lyder måske underligt, men emotionelt er jeg drænet for energi efter vores samtale, så jeg kan ikke overskue at skulle retfærdiggøre noget.. i øjeblikket virker det lettere bare at lade det ske i stedet for at sige fra. Så jeg lader hans hænder vandre videre på min krop, lader ham lægge mig ned på sofahynderne og gengælder næsten kysset, da hans læber rammer mine. Hele tiden er det så blidt og nænsomt, nærmest kærligt fra hans side. Der er på intet tidspunkt noget som skulle have forhindret mig i at sige stop eller med mit kropssprog vise, at jeg ikke havde lyst; Jeg lod det bare ske. Da jeg tog hjem senere den dag, havde jeg det egentlig okay, det var først et par dage senere, hvor jeg begyndte at opleve et fysisk ubehag ved tanken om hvad der var sket. Jeg har ikke talt med nogen om det, fordi hvad skal jeg sige? At jeg ikke sagde fra og nu fortryder? Det er ikke engang min ven jeg er vred på (sådan var det et par dage, men det virker heller ikke retfærdigt - han er jo ikke tankelæser). Hvordan kan jeg mentalt komme videre herfra? For sket er jo sket, der er ikke rigtig nogen måde at gøre det om, men jeg har det enormt dårligt over, at jeg lod det ske, når jeg ikke havde lyst.

Svar:

Hej og tusinde tak for dit spørgsmål!

Hvor er det flot at du kan sætte så mange ord på dine tanker og følelser, om den situation som du befinder dig i. Vi kan garantere at rigtig mange kan genkende din oplevelse. Det er ubehageligt, men utrolig almindeligt at man fra tid til anden at man enten ubevist kommer til at overskride sine egne, eller andres grænser, eller at man godt kan mærke at ens grænser bliver overtrådt, men at man ikke ved hvordan man skal sige fra. Bagefter kan det være en naturlig reaktion at slå sig selv i hovedet, og i bagklogskabens klare lys spørge sig selv, hvorfor man dog ikke bare sagde fra. Problemet med denne reaktion er, at der faktisk ikke kommer noget hverken godt eller brugbart ud af den. Du beskriver jo faktisk selv meget klart, hvordan du ikke ønsker at han rør ved dig intimt, eller seksuelt, men at du på samme tid heller ikke er klar, til at give slip på den varme, som det giver dig at blive holdt om. Så du forstår faktisk godt din egen grund til at blive i det. Du får trøst og omsorg af din ven, som du i den givne situation virkelig havde brug for, og derfor blev det virkelig svært at sige fra i øjebliket.
Vi taler alt for lidt om, hvor mange situationer vi egentlig udsættes for, hvor vi har det på mange forskellige måder på samme tid. At noget faktisk godt kan være både ubehageligt og rart på samme tid.  Kan det være en idé at tale med din ven om episoden? Kan du evt. fortælle ham at du på ingen måde var klar til det kys, men at du syntes det var rigtig svært at sige fra, da du virkelig befandt dig i en meget mental sårbar tilstand. Måske kan du også starte med at spørge ind til hans tanker omkring situationen. Det kan muligvis gøre at nemmere at få fortalt om din oplevelse, hvis fokus starter med at være på ham.

Vi håber at du fik et brugbart svar - hvis ikke er du mere end velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe eller chatte med os på alle hverdage ml. 15 og 19. Vores telefonnummer er 70 20 22 66

Bedste hilsner Sexlinien
xx132

Hvad synes du?
Vi vil rigtig gerne vide, hvad du synes om at få svaret og hvordan du synes om at bruge brevkassen – OG du får chancen for at vinde to biografbilletter!
Du kan fortælle os din mening ved at besvare et kort spørgeskema her. Det kan besvares på cirka fem minutter. Du kan læse mere om evalueringen af brevkassen her.