Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet
(118660)

Betyder pikstørrelsen noget?

Spørgsmål:

Hej. Jep, det er det gamle spørgsmål om størrelse. Jeg er usikker og frustreret. Jeg har læst tidligere svar, hvor I skriver, at størrelse er ligegyldigt ift at kunne tilfredsstille lidt, men jeg har researchet lidt, og for mig ligner det, at mange kvinder vurderer at størrelse er vigtigt og øger nydelse (se metastudiet “the effect of penis size on partner sexual satisfaction” 2022). Så er det bare fordi det er det “rigtige” svar, at I skriver det er lige meget? Jeg ønsker inderligt, at det er ligegyldigt. Kh en mand, der er uendeligt træt af “stor mand”-maskuliniteten (og endnu mere hvis de har ret)

Svar:

Hej,

Tak for dit spørgsmål. Vi kommer desværre ikke til at kunne give et entydigt svar, men det lyder også som om, at du er forberedt på dette. 

Metastudiet du henviser til skriver i abstractet: "Currently, available studies show incomplete results between the penis size and partners’ sexual satisfaction and are limited by methodological drawbacks, including small sample’s size. The link between penis size and the sexual satisfaction of the partner need to be supported by more robust scientific evidence". Metastudiet konkluderer altså, at det endnu ikke er muligt at sige, hvorvidt der er en kausal sammenhæng mellem pikstørrelse og partnerens seksuelle tilfredsstillelse. Dette skyldes blandt andet ayt studiernes sample size (antal respondenter) er for lavt. 

At kunne tilfredsstille en partner seksuelt handler om mange forskellige ting, og du vil med størst sandsynlighed få svar i mange retninger alt efter hvem du spørger. Seksuelle præferencer varierer fra person til person, og det er derfor ikke muligt at kunne udtale hverken "pikstørrelse betyder alt" eller "pikstørrelse betyder intet". For nogle vil det betyde meget, for andre ganske lidt eller slet ingenting. Andre vil fremhæve, at det handler om formen, nogle synes tykkelsen betyder noget og endelig er der nogle, der synes at en bestemt længde er at foretrække. 

Det er derfor ikke til at sige, om pikstørrelsen er "lige meget", men måske det kunne give mening for dig at tænke på, at i den situation, hvor man sammen med en partner er nået til at være nøgne, der er tiltrækning og god kemi - hvor meget betyder det da for dig, hvordan din partners kønsorganer ser ud? Vores bud vil være, at det sjældent er udseendet eller størrelsen den slags står og falder på, men i langt højere grad handler om, hvorvidt man er i stand til at kommunikere egne lyster, at man kan lytte til og fornemme sin partners lyster og reaktioner. At god sex i særdeleshed handler om, hvorvidt man er i stand til at bruge "det man har" i et samspil med den anden, mens størrelsen sjældent er af den helt afgørende betydning. 

Vi håber, at du kunne bruge svaret en smule, at det måske kunne sætte nogle tanker igang hos dig. Du er altid velkommen til at kontakte os på chat eller telefon 70 20 22 66. Vi har åbent alle hverdage mellem klokken 15 og 19. 

Mange hilsner,
Sexlinien, xx125
Dreng/Mand på _ år