Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Sex efter voldtægt er forbundet med angst

Pige/Kvinde på _ år (117754)

Spørgsmål:

Hej jeg er 25 og bor i Nordjylland. Da jeg var 20 blev jeg udsat for voldtægt af min kæreste. Det var min første gang. Jeg har gået i terapi før, dog ikke kun specifikt på episoden. Jeg kan ikke huske selve "akten". Jeg kan bare huske før og efter. Jeg har haft sex siden, men det er altid forbundet med angst, og jeg er ikke mig selv og søger bare at please fyren. Nu har jeg ikke haft sex i et par år, og bare det at skulle i et forhold med en mand skræmmer mig. Jeg er bange for han synes jeg er ulækker eller forkert. Jeg har overvejet om man kan få fysisk hjælp. Altså betale en escort for det? Da jeg ikke tror det hjælper at snakke om det mere. Jeg har en sexlyst men er alt for bange for at finde en på Tinder. Hvad kan jeg gøre?

Svar:

Hej og tak for dit spørgsmål,

Det er almindeligt - efter man har været udsat for en voldtægt - at opleve sex som noget angstfuldt og ubehageligt. Du skriver samtidig, at du er bange for at en kommende sexpartner vil finde dig ulækker og forkert. Det er også normalt, desværre, at opleve skam og selvbebrejdelse efter en voldtægt og derfor komme til at se sig selv som ulækker eller forkert. Det kan aldrig blive din skyld, at du har været udsat for en voldtægt. Og selvom de, du beskriver, er normale reaktioner på en voldtægt, så kan det afhjælpe dem at arbejde med sine reaktioner. Man kan arbejde med det på mange måder, for eksempel kan du søge terapi, hvor psykologen eller terapeuten hjælper dig til at bearbejde det traume det kan være at blive udsat for en voldtægt. Det har en god effekt for rigtig mange mennesker at gå i terapi efter en voldtægt. Du overvejer, om du kan arbejde fysisk med det. Her vil det måske være en hjælp, hvis du har sex med dig selv - og på den måde er nysgerrig og undersøgende i forhold til, hvordan du kan lide at onanere og med tiden have sex med andre. Det er vigtigt at være opmærksom på at hvis du skulle have sex med en escort kan det virke måske lige så angstfremkaldende som hvis du skulle have sex med en, du har mødt andre steder. Måske er det ikke løsningen at udsætte dig selv for en ubehagelig oplevelse, uden du har en hjælp med inde over, eksempelvis en terapeut eller en psykolog. Det kan også være en god ven eller et familiemedlem. 

Landsforeningen Spor tilbyder telefonrådgivning til personer, der har senfølger efter voldtægt. Dem kan du læse mere om og eventuelt kontakte her.
Vi vil samtidig anbefale dig at kontakte Center for Voldtægtsofre på Aalborg Universitetshospital med henblik på at få hjælp. Dem kan du kontakte her

Vi håber at dette svar kan hjælpe dig videre. Ellers er du velkommen til at skrive ind igen. Du kan også chatte med os eller ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem kl. 15-10. XX105

Hvad synes du?
Vi vil rigtig gerne vide, hvad du synes om at få svaret og hvordan du synes om at bruge brevkassen – OG du får chancen for at vinde to biografbilletter!
Du kan fortælle os din mening ved at besvare et kort spørgeskema her. Det kan besvares på cirka fem minutter. Du kan læse mere om evalueringen af brevkassen her.