Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Hvor længe kan man springe sin menstruation over?

Pige/Kvinde på _ år (119852)

Spørgsmål:

Jeg skal ud og rejse her inden længe. Men jeg er i tvivl om hvor mange gange jeg kan springe min mens over (jeg er på p piller). Mit spørgsmål er, hvor mange gange man kan springe sin mens over, uden at der sker noget?

Svar:

Hej med dig og tak for dit spørgsmål!

Som udgangspunkt er der ikke noget galt i at springe sin menstruation over ved hjælp af P-piller. Heller ikke flere gange i træk.
Det kan være rigtig rart at holde styr på sin cyklus, og have regelmæssig blødning. Derfor vælger mange nemlig at holde pausen – men der er faktisk ikke et fysiologisk grundlag for det. Du kan godt opleve at få pletblødninger, på det tidspunkt hvor din menstruation ville have været, når du springer den over – men det skal du heller ikke være bekymret for. Du kan godt bare fortsætte med pillerne.
Nogle mennesker med en livmoder oplever, at få det der kaldes ”gennembrudsblødninger”, hvis de har sprunget menstruationen over i længere tid. Her er slimhinden i livmoderen blevet så tyk, at den bliver nødt til at bløde ud. Dette opleves normalvis som en almindelig menstruation i mængde og antal dage. Hvis det sker er anbefalingen, at man tager en p-pille pause i 4-7 dage. Normalt passer det fint med at blødningen stopper der. Du skal dog være opmærksom på ikke at holde længere pause end 7 dage, da du i så fald ikke vil være fuldt beskyttet.

Så for at opsummere. Der er ingen grund til bekymring, for der er ingen øvre grænse for hvor længe man må udskyde sin menstruation. Hvis man helt ønsker at undvære den, anbefales det dog at man overvejer en hormonspiral.
Det er altid bare en god ide at lytte til sin krop, og respektere gennembrudsblødninger når de kommer. Det er meget forskelligt, hvor langt der er mellem gennembrudsblødninger. Så vi kan desværre ikke fortælle dig, hvornår den evt kommer. Vi kan dog sige, at man som regel sagtens kan skippe et par måneder eller måske flere, uden at skulle være bekymret for en gennembrudsblødning.


Vi håber dette svar kunne hjælpe dig
Du er også altid velkommen til at chatte med os eller ringe på 70 20 22 66
Vi har åbent alle hverdage fra 15-19.
Mvh Sexlinien
XX21