Svar:
Hej og tak for dit spørgsmål!
Først og fremmest står du ikke alene med oplevelsen af, at være frustreret over de tilgængelige præventionsformer. Det kan føles ensomt og opgivende at befinde sig i præventionsjunglen. Du har virkelig gjort et godt stykke arbejde ift, at undersøge og afprøve forskellige præventionsmetoder. Du har lyttet til din krop – og din krop fortæller dig, at det du har prøvet op til nu, ikke fungerer.
Vi har desværre ikke den gyldne løsning: Hvad vi vil rådgive dig til, er det du allerede har planlagt - nemlig, at snakke med en gynækolog. Tilgengæld har vi et par forslag til, hvordan tiden mellem nu og gynækolog konsultationen kan blive lidt mere tålelig.
Du skriver, at du først har tid om 3 måneder, hvilket er lang tid at vente, når man har brug for hjælp nu. Om du har henvisning fra lægen eller ej, så kan du altid forsøge at ringe rundt til andre gynækologer, og se om de har en tid før?
Når du er kommet igennem til en gynækolog (hvadend det er telefonisk eller fysisk når du er på klinikken) kan du overveje at læse det op, du har skrevet til os. Du forklarer nemlig enormt ærligt og præcist, hvad problemet er. Grunden til, at det kan være godt at have noget skriftligt forberedt, er, at man godt kan glemme detaljer, når man sidder over for en autoritetsperson (specielt hvis man førhen ikke har følt sig hørt, som du beskriver).
Ift hvad du gør ved minipillerne her og nu, så er der jo ingen der kan holde dig fra, at stoppe med at tage dem. Hvis du stopper, skal du være opmærksom på, at der i perioden fra nu og op til din gynækolog tid, er høj risiko for graviditet, også selvom du passer på. Selv hvis du kender din cyklus og derved kan beregne sikre perioder, er de ikke til megen hjælp, da vi ikke ved om din cyklus er regelmæssig pga minipillerne. I kan selvfølgelig sørge for, at din partner ikke kommer oppe i dig, ved at trække sig ud før ejakulation. Som du kan se på
minprævention.dk, er denne metode 78% sikker.
Noget helt andet I kan gøre, er, at forsøge at minimere penis i vagina sex: Måske kan I udforske andre måder at have sex på? Analsex, oralsex, bruge fingrene, sexlegetøj, andet? Måske det kunne være en fin (måske endda sjov?) midlertidig løsning, indtil dig og gynækologen har fundet en præventionsløsning, din krop kan tåle.
Vi håber at svaret hjalp en smule - ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Vi sidder også klar på chatten alle hverdage fra 15.00-19.00, og på telefonlinjen på 70 20 22 66 i samme tidsrum.
De bedste hilsner, Sexlinien
xx129