hepatitis b

 

Hepatitis B

Hepatitis B er et virus, der giver leverbetændelse.

 

Er du smittet med hepatitis B, er du smittet med et virus, der medfører leverbetændelse. Du kan ikke udvikle hepatitis B uden at være smittet med hepatitis B-virus.

Hepatitis B er den mest almindelige slags smitsom leverbetændelse, men man kan også blive smittet med hepatitis A og C. 

De fleste smittede bliver raske i løbet af et par måneder, men ca. 10 % udvikler kronisk leverbetændelse.

Personer med kronisk hepatitis B-infektion har øget risiko for at udvikle skrumpelever i løbet af en årrække.

De har også øget risiko for at få leverkræft.

 

Hvordan smitter hepatitis B?

Man kan blive smittet med hepatitis B gennem sæd, præsperm, skedesekret og blod.

Hepatitis B kan derfor smitte gennem sex i skeden, munden eller endetarmen.

Et barn kan desuden få sygdommen ved fødslen, hvis moren er smittet.
Virusset kan også overføres ved blodtransfusion, gennem nålestik, operation og tatovering.

Hvordan undgår du hepatitis B? 

Du kan undgå kontakt med sæd og skedesekret og blod.

Du kan bruge kondom ved sex i skeden og endetarmen.

Desuden kan du blive vaccineret mod Hepatitis B.

 

symptomer på hepatitis B

Der går typisk flere måneder, fra man er blevet smittet, til der kommer symptomer.

De fleste, der smittes med hepatitis B, oplever kun svage eller ingen symptomer.

De første symptomer kan være feber, muskelsmerter, træthed, hovedpine og kvalme.

Cirka halvdelen af de smittede får ikke disse symptomer. 

Efter en periode ændrer ens urin farve - den bliver mørk - og afføringen bliver hvidlig.

Huden og øjnene bliver gullige.

 

Hvordan testes og behandles hepatitis B?

Testen er en blodprøve, der viser, om der er antistoffer i blodet.

Hepatitis B kan kun behandles, hvis den er blevet til en kronisk infektion.

Man behandler med et stof, som kun kan helbrede 20-30 % af de behandlede.

Hepatitis B kan forebygges ved vaccination. Der findes en effektiv vaccine, som skal gives tre gange i løbet af seks måneder.

Alle børn, som er født af mødre med kronisk hepatitis B-infektion, skal vaccineres ved fødslen samt behandles med et stof for at undgå at blive smittet. 

Der er indført rutinemæssige undersøgelser af alle gravide for hepatitis B, så man derved undgår at nogle nyfødte udvikler en kronisk hepatitis B infektion. 

Se liste over sexsygdomsklinikker hvor du kan blive testet her.

Læs mere om sexsygdomme her.