Homoseksualitet

Lyst til dit eget køn

Homoseksualitet er - ligesom heteroseksualitet og biseksualitet - et ord, der siger noget om, hvilket køn du føler dig tiltrukket af - både følelsesmæssigt og seksuelt.

Det handler kort sagt om når kvinder er tiltrukket af kvinder og mænd er tiltrukket af mænd, har lyst til at gå i seng med samme køn og leve og bo sammen som par. 

 

Mere accept af homoseksualitet

For mange er det forholdsvist nemt at definere sig som homoseksuel og være åben omkring sin seksualitet i Danmark.

I dag er det heldigvis mere accepteret at være en ung homoseksuel, end det var i dine forældres eller bedsteforældres generation.

Mange vælger i dag at leve mere åbent som homoseksuelle - det gælder ikke mindst når man bor i de større byer København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Men der er også mange problemer med at være åben om sin seksualitet.

Der er mange, der ikke tør vise åbent på gaden, at de er glade for deres kæreste.

Det skyldes bl.a., at det desværre stadig ikke er alle, der kan acceptere, at nogle har en anden seksualitet end dem selv.

 Der er stadig eksempler på, at homoseksuelle udsættes for mobning, skældsord, trusler og voldelige overgreb.

 Måske disse mennesker ikke tænker på, hvordan de selv ville have det, hvis de kunne risikere at blive chikaneret, bare fordi de kyssede deres kæreste på en bar eller holdt i hånden på gaden?

 

Homoseksualitet er almindeligt

Mange oplever nemlig i løbet af deres liv at være tiltrukket både følelsesmæssigt og seksuelt af begge køn - og måske endda på samme tid.

I praksis er det således svært at skulle definere sig som enten hetero-, bi- eller homoseksuel, fordi rigtig mange ikke oplever, at de passer ind i disse kasser.

Ikke desto mindre er det udbredt i vores samfund at opdele mennesker i heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle grupper.

Det ser man både når vi laver befolkningstatistik, diskuterer politik og rettigheder, eller når vi bare taler med vennerne om, hvad andre er til seksuelt.

Problemet med opdelingen af mennesker i homo- hetero- og biseksualitet er også, at de heteroseksuelle - dem der er tiltrukket af det modsatte køn - i mange år er blevet set som "det normale" og "det naturlige",

Og på den anden side, at homoseksualitet, biseksualitet og alt andet, der afviger for heteroseksualitet, bliver set som "en afvigelse" og "det unormale". Det kaldes også heteronormativitet.

Det betyder, at alle, der definerer sig homoseksuelle eller biseksuelle, ofte bliver set som nogle, der afviger fra "det normale".

De lever ikke op til de normer, som samfundet, forældre og venner blot tager for givet, nemlig at man er heteroseksuel.

 

Homoseksualitet var en sygdom

Det er bl.a. ideer og tanker fra lægenvidenskaben og biologien, der har været med til at gøre heteroseksualitet til den "rigtige" og "normale" måde at leve sex- og kærlighedsliv på.

Homoseksualitet blev i mange år anset for at være en sygdom, som man skulle helbredes for, og som der skulle findes en årsag til.

Det er bl.a. derfor, at homoseksuelle i dag ofte bliver spurgt om, hvornår de fandt ud af, at de er homoseksuelle, og hvorfor de tror, at de er homoseksuelle.

Den slags spørgsmål stiller man aldrig heteroseksuelle, fordi det tages for givet, at de heteroseksuelle. 

Seksuelle handlinger mellem personer af samme køn var i Danmark strafbart frem til begyndelsen af 1930'erne.

Først i 1980 blev homoseksualitet fjernet fra Sundhedsstyrelsens klassifikation over sygdomme. 

 

Du definerer dig som homo

At være homoseksuel betyder ikke bare, at man bliver følelsesmæssigt og/eller seksuelt tiltrukket af personer af sit eget køn. 

Fordi du bliver tiltrukket af og dyrker sex med personer af dit eget køn, er du ikke nødvendigvis homoseksuel eller biseksuel, med mindre du definerer dig som homoseksuel eller biseksuel.

Men for mange giver det god mening at identificere sig med at være homoseksuel, når de bliver forelsket og har sex med personer af samme køn.

De vælger at definere sig som homoseksuelle.

Men det kan være svært at forhindre, at andre, fx venner, familie og samfundet, måske vil opfatte dig som lesbisk eller biseksuel, hvis de hører, at du bliver forelsket i eller er sammen med personer af dit eget køn.

 

Forskellige måder at være homo på

Din seksualitet er kun en ud af mange måder, hvorpå du kan definere dig selv og vise hvem du er over for andre. 

Og der er også mange forskellige måder at udtrykke sin seksualitet og sine præferencer på.

Og det kan sagtens forandre sig i dit liv.

Nogle udtrykker deres seksualitet i deres tøjstil, på kroppen eller dem de er sammen med i deres fritid.

For andre er det noget mere privat, som man ikke indvier andre i.

Og ligesom der er mange forskellige måder at være heteroseksuel på, er der mange forskellige måder at være og definere sig som homoseksuel på.

Homoseksuelle har ikke nødvendigvis meget andet til fælles med andre homoseksuelle, end at de deler samme seksuelle præference for personer af deres eget køn.

Det er godt at huske på, at der er mange måder at være homoseksuel på.

Og om du er til det ene eller andet er ikke nødvendigvis noget, der ligger fast hele livet.

Det handler kort sagt om at turde leve på den måde, som du har det godt med, uanset om det er som homoseksuel, heteroseksuel, biseksuel eller noget helt fjerde eller femte.