Kondom

Kondom -  hvad kan det, hvordan gør man? 

Tyndt hylster af gummi eller plastik

 

Kondom er en præventionsform, der består af et tyndt hylster af latexgummi eller polyuretan, der forhindrer sæd i at komme ind i skeden, endetarmen eller munden. Det kalder man en barrieremetode, fordi det danner barriere mellem kønsorganerne.

Kondomer beskytter også mod smitte med sexsygdomme, fordi du undgår kontakt mellem din og din partners slimhinder samt undgår kontakt med sperm, præsperm og skedesekret.

 

Hvordan bruger du kondom?   

Alle kan bruge kondom. De kan bruges af både kvinder, mænd og transpersoner på pikken, fingre eller på dildoer, der skal bruges af flere. Kondomet skal rulles på pikken, fingrene og dildoen, inden du har sex og blive på under hele det seksuelle samvær.

Når du sætter kondomet på, skal du huske at holde på reservoiret (dutten eller toppen), så der ikke kommer luft imellem. Luft i toppen af kondomet er en af de hyppigste årsager til, at kondomet revner

Det er en god idé, at du øver dig i at rulle kondom på, inden du skal være sammen med en partner. Så undgår I nogle af de ting, der kan føre til problemer med kondomet.

På en pik kan der komme lidt præsperm ud inden selve udløsningen, og præsperm indeholder også sædceller. Derfor er det ikke nogen god idé at vende kondomet om, hvis man er kommet til at vende det forkert. I stedet skal du tage et nyt. 

Hvis en dreng har haft sex med en pige og fået udløsning i kondomet, skal han holde om kondomet forneden, mens han trækker sig ud, så kondomet kommer med ud, og der ikke løber sperm ud i pigens skede eller endetarm.

Læs mere om, hvordan man sætter et  kondom på i 'Kondomguiden'.

 

Opbevar dem fornuftigt, hvis du vil være sikker

Kondomer skal opbevares fornuftigt - gerne  i en lille æske, der beskytter kondomet. Hvis du fx har kondomet i lommen eller i pengepungen, risikerer du, at kondomet bliver beskadiget og ikke kan bruges, når du finder det frem. De kan heller ikke lide at ligge i kraftigt sollys eller kraftig varme, fx i solen i en vindueskarm. 

 

 

Størrelse og form på kondomer

Kondomer fås i et utal af størrelser, faconer og med forskellige smagsvariationer.Der er store eller små, tykke eller tynde, med eller uden creme, dupper eller smag?

Et standardkondom er som regel 52-53 mm i diameter, men du kan købe kondomer ned til 47mm og helt op til 64mm. Måske endda større eller mindre end det, hvis du kigger efter det. Nogle gange kan det dog være nødvendigt at gå i specialforretninger (fx kondomerier eller sexbutikker) eller at købe via internettet, hvis du skal bruge en størrelse, som ikke er standard.

 De fleste supermarkeder har kondomer, ligesom du også kan købe kondomer på apoteket og i Matas.

Det er vigtigt, at man bruger den rigtige størrelse, for ellers kan kondomet revne eller falde af. Derfor er det også en god idé at prøve sig lidt frem med forskellige størrelser, inden du skal bruge det ved sex. 


Riller, dupper, glidecreme, smag - med eller uden?

Der findes både kondomer med og uden reservoir (dutten i toppen af kondomet). Kondomer kan også være både med eller uden glidecreme. Hvis du ikke kan tåle den glidecreme, der er på kondomer, så kan "tørre" kondomer være et rigtigt godt alternativ.

Nogle kondomer har riller eller dupper (eller riller og dupper), og nogle synes det giver en behagelig følelse. Man kan også få kondomer, som er tynde, så de giver større følelse.

Nogle steder - typisk i specialforretninger - kan man købe kondomer, som på indersiden er smurt med en creme, som nedsætter følsomheden, så det er lettere for fx en dreng at holde lidt længere ved sex i skeden eller endetarmen. Man skal dog lige huske, at de kondomer også nedsætter en del af følelsen og derfor også af nydelsen.

Kondomer fås også i forskellige farver, så hvis du synes, at det er ekstra fedt at hive et guldkondom op af lommen, er det altså også en mulighed.

Desuden findes der kondomer i et utal af smagsvarianter, fx  chokolade, banan, mint, cola, jordbær og tuttifrutti. Nogle synes, det er ret sjovt, at kondomer har smag (og duft). Men kondomer laves også med forskellige smagsvarianter for at mindske den lidt kunstige smag af latex (hvis du giver et blowjob med kondom).

 

Glidecreme

Det er en god idé at bruge glidecreme sammen med kondomet. Ved sex uden kondom kommer der præsperm fra pikken, som er med til at holde huden fugtig, så pikken ikke slider mod fx skeden, endetarmen eller munden. Når en dreng/mand har et kondom på, har præsperm har ikke den effekt. Og der er ikke altid sekret nok i fx skeden eller endetarmen, så det er fugtigt nok og glider let. Det kan glidecreme hjælpe med.
 
Det er vigtigt, at du kun bruger glidecreme, der er vand- eller silikonebaseret. Andre glidecremer, fx oliebaserede (fx vaseline og madolie), ødelægger nemlig det latexgummi de fleste kondomer er lavet af.

Hvis du ikke kan læse det på pakken, er det en god idé at spørge i butikken, så du er sikker på, du køber en glidecreme, som kan bruges sammen med dit kondom. Ligesom kondomer fås i mange forskellige afskygninger, kan du også få forskellige typer glidecreme. 

Du kan bl.a. få økologisk glidecreme uden parabener. Du kan også få glidecreme, som enten giver en varmende, kølende eller kildrende fornemmelse. Nogle glidecremer kan også bruges som massagecreme, så cremen kan få en lille ekstra rolle i det seksuelle møde.