At miste

Da jeg var lille, ønskede jeg mig meget en lillebror eller lillesøster og plagede min mor om at få en. Det fik jeg, da jeg var 4½ år. En total yndlings-lillebror. Jeg elskede ham over alt på jorden. Han var multihandikappet. Han kunne ikke synge, danse, grine eller gå, men han gav de bedste kys, man nogensinde kunne få, for han gav nemlig aldrig slip igen.

Nærkontakt var hans måde at finde tryghed på. Jeg husker min lillebror som en, der altid var glad, og alle, som så ham, var fuldstændigt forelskede i ham.
På grund af sin sygdom gennemgik min lillebror mange operationer, og han døde af en operation, da han var 1 1/2 år. Jeg husker så tydeligt hans begravelse, hvor alting ligesom stod helt stille i mit hoved. Selvom det nu er 14 år siden til januar, gør det stadigvæk ufattelig ondt.

Efter det fik jeg MEGET hurtigt en følelse af, at det var mit job at passe på min mor, selvom jeg kun var en lille pige på 6 år, der ikke forstod meget af det hele. Alting ramlede sammen omkring mig. Skolen tacklede det elendigt, og jeg kom i plejefamilie i en periode, fordi min mor var så ked af det.

Siden har jeg snakket meget med både min mor, min lillebrors far og en psykolog om det hele, men det er svært for mig at snakke om. Det er også svært for folk at forstå, og mange siger bare "nej, hvor er det synd for dig", når jeg egentlig har mere brug for, at de spørger ind.

Sådan har historien haft betydning for mig og mit liv

Det har fyldt meget i mit liv, at jeg mistede min lillebror. Både fordi jeg i dag har det meget svært med at miste f.eks. kærester. Men også fordi jeg aldrig fik fortalt ham alt det, jeg ville. Jeg fik aldrig svar på, hvem han ville være, og hvorfor han bare døde fra mig?

Med min historie vil jeg gerne vise andre i samme situation, at der er andre, som har prøvet at miste nogen, som de elskede. Kærlighed er det smukkeste og skønneste i livet. Men ligeså godt, som det kan være, ligeså meget kan det gøre rigtig ondt.