Svar:
Hej med dig. Og tusind tak for dit spørgsmål!
Det lyder som om, at du har mange tanker omkring, hvad der vil blive forventet af dig, hvis du skal have sex med en partner.
For det første vil vi sige: Ja! Det er muligt at få et sexliv som er godt for dig og en eventuel partner, uanset hvor gammel du er. Men når det kommer til sex, er det rigtig svært at snakke om, hvad der er ”normalt”, fordi det er så forskelligt, hvordan vores sexliv udformer sig, og hvad vi godt kan lide.
Vi kan dog godt sige, at det er helt normalt at gøre sig tanker omkring
den første gang, og at være nervøs for, hvordan det mon vil gå. Men præstationspres kan man faktisk opleve, uanset hvor meget sex man har haft.
Du skriver, at man kan blive nervøs, og
ikke få rejsning eller
komme hurtigt. Det er helt rigtigt, at nervøsitet og
præstationsangst kan gøre det svært at slappe af, og derfor kan betyde at det er sværere at få eller holde en rejsning. Men det betyder altså ikke, at man ikke kan have sex. Man kan for eksempel kysse, røre ved hinanden og have oralsex, eller have forsigtig penetrationssex, hvis det føles rart. Dét at den ene kommer tidligere end den anden, behøver heller ikke at betyde, hverken at det har været skuffende sex, eller at det så skal slutte. Der er ikke nogen regler for længe sex skal vare, eller hvordan man har rigtig eller god sex. Det er forskelligt, hvordan man kan lide at have sex, og hvad der føles rart. Derfor behøver erfaring heller ikke betyde noget særligt, for når man har sex med et nyt menneske, er det altid første gang med netop den person og deres krop.
Hvis du er nervøs, når du en dag gerne vil have sex med én, kan det måske være en god ide at tale med dem om det? Der er ikke noget, du behøver at fortælle, hvis du ikke vil. En partner har for eksempel ikke krav på at vide, at du ikke har haft sex med andre. Men det kan måske være med til at gøre det til en mere tryg og rar oplevelse, hvis i kan snakke om din nervøsitet? Det vil også give både dig og din partner mulighed for, at dele hvad i godt kan lide, eller hvad i kunne have lyst til.
Du skal altså ikke være nervøs for at skuffe en kommende partner. Sex er rigtig mange ting, og det er forskelligt, hvad man godt kan lide. Og det er et fælles ansvar, at det bliver en god oplevelse for både dig og den du har sex med.
Vi læser slet ikke noget i dit spørgsmål, som handler om, hvordan du selv kan få den bedst mulige oplevelse? Måske det kunne være en ide, at fokusere lidt mere på, hvad der føles godt for dig, og hvad du egentlig selv kunne have lyst til med en kommende partner?
Vi håber at du kan bruge vores svar til noget! Ellers er du også altid velkommen til at kontakte os på chat eller telefon: 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15:00 og 19:00, hvis du har brug for at tale med nogen om det, eller har andre spørgsmål.
Hilsen Sexlinien
xx143