Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Elsker også stadig den anden

_ år (122776)

Spørgsmål:

Jeg har et problem, fordi at før jeg blev kærester med den kæreste jeg har nu, der var jeg nødt til at vælge imellem ham og en anden mand, fordi jeg har følelser for dem begge. Hvilket var virkelig svært, fordi jeg kan godt falde for mere end en person. Og nu jeg elsker min kæreste, men jeg elsker også stadig den anden. Jeg føler mig så skyldig, for at have de følelser. Jeg kunne aldrig finde på at være min kæreste utro, fordi jeg ved hvor ondt det gør. Jeg tror det er fordi jeg ikke havde nok tid til at tænke over det hele. Og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, fordi det er ikke perfekt med min kæreste, mest fordi vi ikke har de samme ting vi drømmer om. Og han har ikke energi til at være sammen så meget jeg har brug for. Og jeg vil gerne giftes engang. Og rejse verden rundt. Men min kæreste nu, han vil ikke rejse, og jeg er bare så eventyrlysten. Jeg ved ikke om det med at have følelser for dem begge, elske dem begge, er fordi jeg måske er polyamorous. Men det forvirrer mig så meget. Jeg troede jeg var ovre ham den anden. Jeg elsker min kæreste. Men jeg havde bare ikke nok tid til at tænke. Og nu ham den anden, vil flytte tættere på Danmark engang om 4 år. Hvad skal jeg gøre? Har jeg gjort noget forkert?

Svar:

Hej, og tak for dit spørgsmål!

Jeg vil starte med at sige, at du slet ikke er alene om at gå med tvivl og spørgsmål omkring dit kæresteforhold. Det er der ikke noget mærkeligt eller forkert i, men det kan være rigtig svært!

Du skriver, at du måske er polyamorøs? Polyamori beskriver parforhold, hvor man er enige om, at have flere seksuelle eller romantiske partnere. Man kan også bruge begrebet polyamorøs, om dét at kunne elske, eller være tiltrukket af, flere personer på samme tid. Man kan altså sagtens elske flere personer på én gang. Og nogle har det bedst med at være i forhold, hvor det er okay med deres kæreste, at de dater flere eller har flere kærester.

Det lyder som om, at du har skulle træffe et valg mellem to mennesker du elsker, hvilket selvfølgelig er vildt svært. Men du beskriver også noget tvivl om, hvorvidt du og din kæreste vil de samme ting i livet? Det er ikke nogle nemme tanker at gå med. Men det er spørgsmål, som mange stiller sig selv i forhold til deres kæreste. Nogle gange er det måske bare bekymringer. Men det kan også være, at der faktisk er noget, man mangler eller savner, som er vigtigt for én. Det kan også være, at man ikke er forelsket længere, eller ikke længere har lyst til at være kærester. Og det er helt okay, selvom det ikke er nemt.

Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad der er det rigtige for dig at gøre – eller hvem der er den rigtige for dig at være sammen med. Men jeg kommer til at tænke på, om du har talt med din kæreste, om den tvivl du kan have om jeres forhold? Måske det kunne være godt at tale med ham om, hvordan i er sammen på en måde som fungerer for jer begge to – eller om i vil forskellige ting?

Mon du har nogen tæt på dig, som du kan tale med om dine tanker? En ven, en søsken eller forælder måske? Det kan være, at det ville være en hjælp at tale med nogen som kender dig og dit forhold?

Vi håber du kunne bruge vores svar til noget. Ellers er du altid meget velkommen til at kontakte os på chat eller telefon: 70 20 22 66 alle hverdage mellem klokken 15:00 og 19:00.

Hilsen Sexlinien
 
Xx143