Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Sædafgang inden for 1 minut

Dreng/Mand på _ år (122736)

Spørgsmål:

Hej. Jeg får sædafgang inden for 1 minut undersamleje, når mig og min partner ikke har drukket. Det er super fustreende og gør jeg ikke har lyst til sex så tit, da jeg bliver flov. Det sker hver gang og jeg er ved at være meget træt af det. Hvad kan jeg gøre. Hilsen dreng 19 år.

Svar:


Hej og tak for dit spørgsmål

Det er slet ikke unormalt at opleve problemer med for tidlig sædafgang — og det er også almindeligt, at der er en forskel efter, om man har drukket eller ej.

Det giver mening, at du bliver frustreret og flov, når du oplever for tidlig sædafgang, men du skal vide, at det er et meget udbredt problem, og at du bestemt ikke er den eneste, der har det.

Det kan somme tider ske, at man kommer til fokusere rigtig meget på, at man ikke må komme. Og, lidt ironisk, kan dette fokus faktisk medvirke at man så kommer til at få en hurtig udløsning. Noget som kan være en hjælp for mange er, at få talt med sin partner om problemet. Selve det at tale højt om problemt kan være med til at skabe en mere afslappet stemning ved at fjerne 'elefanten i rummet.' Det kan have en gavnlig virkning.

Noget andet, som også kan være en hjælpe på tidlig sædafgang er den såkalte stop-start-teknik, som man både kan øve sig med alene under onani, og sammen med ens partner. Øvelsen går ud påat onanere frem til lige før du får udløsning, og så stoppe. Pointen er, at du får fornemmelsen af at være lige ved at få udløsning og får stoppet i tide. Så venter du et par minutter – indtil den seksuelle spænding eller rejsningen falder lidt. Så onanerer du videre og stopper igen, lige før du kommer. Dette gør du 3-4 gange, før du tillader dig selv at få udløsning. Når man øver sig med stop-start-teknikken er det vigtigt, at man er afslappet og uforstyrret og har god tid. Der kan godt gå nogle måneder før man ser resultater, men det kan tit have en positiv virkning.

Øvelsen træner to ting. Dels bliver du mere opmærksom på de signaler, din krop sender, når du er lige ved at komme, så du kan tage de rette forholdsregler under et samleje, f.eks. at stoppe samlejebevægelserne et øjeblik. Dels får du noget mere seksuel erfaring.

En sidste ting, du kan være opmærksom på er, at sex er meget mere end kun penetration. Måske kunne det være dejligt for dig og din kæreste, hvis I lod dig få udløsning som en del af forspillet og så kyssede og kærtegnede hinanden uden penetration i noget tid. Eller hvis du udførte oralsex eller sex med hænderne på din kæreste. Det kan dels give dig noget tid til at 'blive klar igen,' og det kan også tage noget af presset af i forhold til sædafgang, da det ikke længere bliver 'højdepunktet,' som ikke må komme for tidligt.

Vi håber at det har været svar på dit spørgsmål. Ellers er du meget velkommen til at skrive til os på chat eller ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19.

Du kan læse lidt mere på her på Sexlinien om for tidlig sædafganghvordan du kan holde udløsningen tilbage og hvad sexologen siger om for tidlig sædafgang.

Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140