Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Min kæreste kan ikke få penis ind

Pige/Kvinde på _ år (122733)

Spørgsmål:

Kære sexlinien. Jeg er en ung pige på 22 der for første gang har fået en kæreste og han er bare så skøn. Jeg er virkelig glad for ham og helt vildt tryg ved ham. Vi har været sammen i lidt mindre end en måned og vi er begge hinandens første rigtige kærester samt første rigtige intime relation. Så der er mange ting som er nye for os begge. Vi laver mange intime ting sammen og det er rigtig rart. Vi har prøvet penetrations sex 2 gange, men dog uden fuldbragt sammenleje da han ikke rigtig kan komme ind. Da penetration ikke rigtig virkede for os Første gang prøvede han i stedet med fingrene og han havde svært ved at få en lille finger ind og anden gang havde han svært ved bare at få to fingre ind. Jeg føler mig helt vildt utilstrækkelig og som om jeg ikke gør nok for at tilfredsstille ham. Han er super sød omkring det og siger vi bare skal tage det stille og roligt men jeg kan virkelig mærke en usikkerhed vokse i mig om at der er noget galt med mig. Jeg har dog aldrig været seksuel aktiv før og har heller aldrig brugt tampon så der er nok noget der? Er der noget galt med mig? Er jeg for stram? Eller er jeg bare dårlig til sex? Eller hvad kan jeg gøre? Ved godt det er meget at spørge om men jeg kunne virkelig godt bruge at høre nogen fortælle mig hvordan kan jeg arbejde med det her på den bedste måde sådan at jeg er tryg i det og vi begge to kan nyde det og hinanden.

Svar:

Hej med dig!
 
Det lyder dejligt, at du har fået en kæreste, og at I har det godt sammen. Vi kan godt forstå, at det er frustrerende, at I ikke kan have den sex, som I gerne vil. Første og fremmest er det vigtigt for os at sige, at det ikke er dig, der gør noget forkert. Der kan være flere grunde til, at det kan være svært at penetrere. Man kan ikke være for ”stram” forstået på den måde, at skeden er et muskelrør, som kan udvide sig og trække sig sammen, alt efter omstændighederne. I stedet afhænger det fx af, hvor afslappet man er, hvor våd man er, hvad man prøver at få op og hvordan man er bygget.

Alle underliv er unikke, og der er bl.a. stor forskel på, hvordan kønskransen/hymen ser ud. Kønskransen er en slimhindefold, som sidder 3-4cm oppe i skeden. Hos nogen er den der stor set ikke, mens den hos andre er mere eller mindre lukket. Kønskransen er noget man bliver født med, og man har således ikke selv indflydelse på, hvordan den ser ud. Nogle oplever, at penetrationssex og fx tamponbrug er svært, fordi deres kønskrans er mere lukket. Det er ikke farligt, men det være nødvendigt med lægehjælp, hvis man har en meget lukket kønskrans, som giver problemer. Du kan læse mere om kønskransen her.

Hvis det i stedet handler om hvor afslappet eller våd man er, så kan det hjælpe at bruge glidecreme og ”varme godt op”/være meget tændt, inden man forsøger med penetration. Det er også svært at penetrere med en penis, hvis den ikke er helt stiv. Man kan med fordel også putte glidecreme på penis og sørge for at den er så hård som muligt inden penetration. Mange oplever, at det kan være svært med penetration de første par gange. Der er så meget nyt, og man er meget spændt på det hele.

Vi bliver nysgerrig på, om det også er svært for dig selv, at få ting op i skeden, eller om det kun er når din kæreste prøver? Hvis det også er svært for dig, når du er alene - og når du skriver, at det er svært blot at få en lillefinger op, så tænker vi, at det kunne være en god ide, hvis du blev undersøgt at din læge eller en gynækolog. De vil kunne fortælle dig, om jeres penetrationsbesvær kan skyldes en mere lukket kønskrans. Uanset, så lyder det ikke som om, at du er dårlig til sex. Tværtimod er det super sejt, at du og din kæreste snakker sammen om det – det skal I endelig blive ved med. Så skal det hele nok lykkedes.

Vi håber, at det var svar på dit spørgsmål. Du er velkommen til at skrive herind igen på chatten, eller ringe til os på telefon 70202266. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.
Venlig hilsen
XX131