Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Jeg har lyst til sex oftere end min kæreste

Pige/Kvinde på _ år (122810)

Spørgsmål:

Jeg synes ikke min kæreste og jeg har nok sex, og jeg ved ikke hvordan jeg skal italesætte det overfor ham uden at det virker stødende. Vi har været sammen i snart 2 år. I starten, da vi var nyforelskede, havde vi masser af sex, men de sidste ca. ti måneder, er vi ofte kun sammen én gang om ugen og næsten altid i weekenden efter vi er kommet hjem fra fest og er fulde. Når jeg har lyst, prøver jeg ofte at lægge op til det ved at røre ved hans lem. Det sker dog så ofte, hvor han “ikke griber det”, at han tilsyneladende tolker det som hyggelig nusseri fra mig og ikke et initiativ til sex. Men jeg har også en følelse af at han nogle gange godt ved at jeg i situationen gerne vil have sex, men at han ikke har lyst og derfor ikke griber det. Det gør mig usikker på mig selv, og jeg får mindre lyst til at tage initiativ, hvis jeg oplever at blive afvist eller at han ikke har lyst. Jeg har prøvet at snakke med ham om vores sexliv på en positiv og nysgerrig måde ift. hvad både han og jeg har lyst til og hvor ofte. Der virker det ofte som om at vi egentlig gerne vil de samme ting og i lige så ofte grad har lyst til sex, men det er bare ikke sådan jeg mærker det i praksis. Jeg synes sjældent at jeg oplever initiativ fra ham. Jeg kunne godt tænke os at vi havde sex 2-3 gange om ugen, og også meget gerne i hverdagene. Vi har forskellige døgnrytmer (jeg falder tidligere i søvn og står tidligere op). Så derfor vil jeg også gerne have sex på andre tidspunkter af døgnet, f.eks. om eftermiddagen. Jeg synes det er virkelig svært at tage snakken uden at det bliver en anklage

Svar:

Hej med dig, og tak for dit spørgsmål.

 
Den problematik, du beskriver, er noget, mange kommer til at opleve i specielt længerevarende parforhold – at der opstår et mismatch mellem parternes behov for, eller lyst til, sex. Det er ikke nødvendigvis en kronisk tilstand, og nogle gange går det over af sig selv, men der kan gøres meget for at adressere problemet, og hjælpe sig selv og hinanden på vej mod at finde et fælles ståsted igen.

Du skriver, at du har forsøgt at tale med din kæreste om situationen, og at han giver udtryk for at have den samme lyst/behov som dig, men at du ikke oplever, at dette kommer sig til udtryk i praksis. Derfor kunne det lyde som en god idé at forsøge at undersøge nærmere, hvad det er for en ”barriere”, der opstår for at overføre tanke til handling. Og her tænker vi, at det første, I skal have fundet ud af, er hvem der har behovet. Altså, deler din kæreste aktivt ønsket om at have mere sex?

Hvis ikke han deler det, kan I prøve at snakke om, hvorfor. Handler det blot om, at I ganske enkelt har forskellige niveauer af libido? Er der sket ændringer i på det seneste i hans liv, der kunne have nedsat hans lyst? Det kunne f.eks. være, hvis han er startet på en ny type medicin, eller hvis der er sket ændringer i hans arbejds-, eller familieliv, som han kan opleve som en stressfaktor. Stress kan for mange være en katalysator for nedsat lyst, da kroppen kan respondere ved ikke at bruge energi på at blive liderlig, fordi energien i stedet skal bruges på ”overlevelse”. Det er altså både en fysisk og psykisk reaktion.

Du kan også prøve at spørge ind til, hvordan forskellen i jeres lyst til sex påvirker ham. Mange kan opleve negative følelser som skyld og skam, hvis de føler, at de ikke kan ”tilfredsstille” deres partner seksuelt. Specielt for mænd kan det at have mindre lyst end sin partner også være associeret med et pres og en forkerthedsfølelse i forlængelse af, at vores samfund til stadighed er præget af en myte om, at maskulinitet hænger sammen med liderlighed og virilitet, og at ”mænd altid har lyst til sex”.

En måde at se på seksuel lyst på, er gennem, hvad der kaldes Dobbeltkontrolmodellen. Den beskriver, hvordan lyst er styret af både en ”gaspedal” og en ”bremse”. Faktorer som stress, præstationsangst, frygt osv. vil trykke på bremsen, og dem kan man selvfølgelig forsøge at afhjælpe. Men I kan også forsøge at undersøge sammen, hvad der trykker på gaspedalen. Det er jo forskelligt, hvad der tænder os hver især, men der findes nogle generelle tendenser til, hvad der fostrer erotik hos par. Det kan være sensoriske stimuli som lyd, lugt og berøring, men det kan også være følelsesmæssige omstændigheder. Nogle mennesker har brug for en følelse af dyb tryghed og kærlighed for at blive tændt, mens andre får et erotisk boost af ”det forbudte” eller ”det nye”. I kan forsøge at tale om, hvor vidt din kærestes behov bliver opfyldt på disse punkter.

Det vigtige i de samtaler mellem dig og din kæreste er dog, at forsøge at snakke om jeres tanker og følelser hver især, uden at problematisere dem, da dette kan være med til at skabe yderligere pres, som kan have en direkte negativ indflydelse på lysten. Det kan også være godt at være opmærksom på, at det er helt normalt, at ens lyst kan variere over tid. Både, hvor meget lyst man har, og hvad man har lyst til. Mere eller mindre alle mennesker vil opleve, at der på et tidspunkt i livet sker ændringer i lysten. Også i forhold til din oplevelse af, at det gør dig usikker på dig selv, når du føler dig afvist. Det er ret normal reaktion, men hans mangel på initiativtagning eller lyst behøver altså på ingen måde at handle om, at han ikke har lyst til dig.

I situationer, hvor par har forskellige niveauer af lyst, hvad end det er en permanent forskel i lyst, eller en periodisk situation, kan det for nogle være gavnligt at udvide mulighederne for, hvordan man kan have intimitet. En metode til dette kan være at lave det, man kalder ”den seksuelle menu”. Forestil dig et fælles menukort over seksuelle handlinger. Øvelsen foregår ved, at man hver især udfylder sit eget menukort med aktiviteter, man godt kan lide. Menukortet består af:
  • Forretter: Forspil og andre sensuelle aktiviteter, der opbygger lyst.
  • Hovedretter: De vante, trykke og nydelsesfulde sexaktiviteter, I begge elsker.
  • Dagens retter: Nye ting, fantasier eller eksperimenter, I har lyst til at prøve af.
  • Desserter: ”Ekstra” ting, der gør en seksuel oplevelse særligt speciel.
Retterne behøver ikke kun at fokusere på genitale handlinger. De kan inkludere alt fra at se på en solnedgang eller partnerens krop til specifikke dufte, musik, læsning af erotik, eller forskellige former for fysisk kontakt.
Når listerne er færdige, læser man hver sin liste op for hinanden, mens den anden lytter uden at afbryde. Derefter diskuterer man hinandens reaktioner på at høre listerne, og forhandler til sidst en fælles menu. Målet med øvelsen er både at åbne op for en samtale om, hvordan man hver især godt kan lide at have sex, og hvad der tænder en, men også at få konkretiseret muligheder for, hvordan man kan have intimitet med hinanden på forskellige tidspunkter, uden at det går på kompromis med ens energiniveau etc.

Et andet lignende konkret værktøj kan være, at udfylde online- eller app-baserede skemaer for ens seksuelle fantasier/lyster hver især. Der findes mange versioner, men I kan f.eks. kigge på denne: Home | Carnal Calibration . Idéen er, at man bliver præsenteret for en lang række mulige seksuelle handlinger, og så kan man vælge, om man helt sikkert gerne vil prøve det, helt sikkert ikke vil prøve det, eller om man godt kunne være interesseret, hvis ens partner ville synes, det var sjovt. Èn part udfylder skemaet, og sender linket til den anden, som også udfylder. Når begge har udfyldt, bliver man præsenteret for en liste, der kun indeholder alle alle de ting, man begge har svaret "ja" eller "måske" til.
 
Da din mail indeholder mange ubekendte i forhold til, hvad der faktisk er på spil hos jer, og da vi ikke umiddelbart kan stille opfølgende spørgsmål i dette format, har vi forsøgt at skyde lidt med spredehagl i vores svar, og præsentere dig med en bred vifte af overvejelser, der forhåbentligt kan hjælpe jer videre. Hvis I på længere sigt oplever, at forskellen initiativtagning fortsat er en udfordring, kan I også overveje at opsøge en parterapeut og/eller sexolog, for at få støtte i at undersøge, hvordan i bedst kan mødes, i et mere længerevarende og dybdegående forløb.

Vi håber, at vores svar har været til hjælp. Skulle der opstå flere eller andre spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive eller ringe ind igen. 
Mvh. Sexlinien, XX33