Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Jeg frygter at jeg har vaginisme

Pige/Kvinde på _ år (122817)

Spørgsmål:

Hej Sexlinien. Jeg er en pige på 16 år, som har brug for hjælp på skrift, fordi jeg har social angst og har meget svært ved at tale med en læge.I over et år har jeg været utrolig bange for at have eller udvikle vaginisme. Det fylder næsten alt i mit hoved. I sidste uge lykkedes det mig faktisk at få en langefinger op helt uden smerter, fordi jeg var tryg og tændt. Men her på det seneste er jeg blevet så bange og stresset, at min bækkenbund spænder ekstremt meget op.Lige nu føles mit underliv sygt stramt, tørt og ømt, og spændingerne skyder helt ned i mine fødder. Hver evig eneste morgen er bækkenbunden det første, jeg tænker på, og så spænder den hele dagen. Når jeg skal tisse, føler jeg også, at jeg er nødt til at presse for at få det sidste ud.Jeg er helt låst fast i en ond cirkel af overtænkning og angst for at jeg ikke kan have sex I fremtiden, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af den. Har I nogle gode råd til, hvad jeg kan gøre, og hvordan jeg kan få hjælp, når jeg ikke kan overskue at tale med en læge?

Svar:

Kære dig.

Det lyder som nogle store og svære tanker som fylder for dig. Det lyder også rigtigt hårdt, at de er der fra morgen til aften, sådan skal det ikke være.
Det kunne godt lyde som vaginisme. Det er vigtigt at sige, at det ikke er din skyld at du oplever de her symptomer. Derfor skal du ikke frygte, at du aktivt gør noget for at udvikle det eller gøre det værre. Det sker helt automatisk at dit underliv spænder op, og det kan blive forværret hvis du føler dig utryg eller frygter smerte. Men det er ikke noget du gør med vilje.

Er du i behandling i forbindelse med din sociale angst? Det kunne godt lyde som om, at dine ængstelige tanker og din overtænkning kunne tilføje til, at du kommer til at spænde op. Måske kunne der være hjælp at hente der også, så at dine tankemønstre kunne blive mindre belastende for dig og at det måske kunne mindske dine spændinger?

Der er som oftest hjælp at hente, men desværre skal hjælpen hentes hos en læge. De kan sikre sig at det er vaginisme der er tale om, og udelukke andre årsager til fysisk smerte. Det er svært for os at komme med andre bud end at snakke med en læge, selvom du ikke ønsker det. Det er desværre dem som undersøger det, og de kan sørge for, at du får den rette hjælp. Vi forstår rigtigt godt, at det kan føles ubehageligt at snakke med en læge. Især hvis det er intime ting som b.la. omhandler underlivet.

Ville det være muligt for dig, at finde nogen at tage med dig til lægen med som du føler dig tryg ved? Det kunne gøre det lidt lettere at komme afsted. Har du nogen du kan snakke om dit ubehag overfor læger med? Det kunne måske gøre dig lidt mere rolig, hvis du beslutter dig for, at du vil tage til lægen.

Vi håber at vores svar hjalp. Hvis der er noget du er i tvivl om eller ønsker at få uddybet, er du velkommen til at skrive igen.

Du er også altid velkommen til at ringe eller skrive ind i alle hverdage mellem kl. 15-19. Vores nummer er 70 20 22 66. Linket til vores chat er her: https://www.sexlinien.dk/chat

Med venlig hilsen
Sexlinien xx25