Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Fortvivlet efter jeg ikke sagde nej

Pige/Kvinde på _ år (119302)

Spørgsmål:

Hej Jeg var i fredags til firmafest med min fars firma. Der blev drukket alkohol og vi var flere, der var i vildmarksbad sammen. Da det blev sent, opdagede jeg, at min nøgle til den hytte, jeg skulle sove i om aftenen til firmafesten var væk. På det tidspunkt tilbød min fars mandlige kollega på ca. 50 år, at jeg kunne sove på hemsen i hans hytte (der var både en hems og et værelse), og det takkede jeg ja til. Jeg har kendt ham i mange år og aldrig set ham som værende andet end venlig og tænkte derfor ikke, at der lå noget seksuelt i det. Mens vi sad i vildmarksbadet gav han mig fodmassage uden tegn på seksuelle hensigter. Da vi kom hen til hans hytte tilbød han mig mere massage inden jeg skulle sove, og i og med at der ingen optakt var til noget seksuelt, takkede jeg ja. Fordi jeg kun var iført en bikini og et håndklæde og ikke kunne hente tøj i min egen hytte, tog jeg tøjet af, inden han skulle massere mig. Jeg pakkede mig så godt jeg kunne ind i håndklædet, så jeg ikke lå nøgen. I starten af massagen blev der ikke lagt op til noget seksuelt, men så efterhånden udviklede det sig, og vi endte med at have sex. Der var flere gange undervejs, hvor jeg var forvirret over hele situationen og vidste ikke, om jeg egentlig havde lyst. Dog sagde jeg ikke nej. Nu fortryder jeg virkelig meget, at det skete, og jeg ved ikke, om jeg skal sige det til nogen. Jeg har ikke lyst til at se min fars mandlige kollega igen, men jeg er bange for, at jeg ikke kan undgå det, medmindre han bliver fyret. Jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg skal stille op. Jeg skammer mig rigtig meget, fordi jeg ikke stoppede det eller forsøgte at stoppe det. Kan man som følge af at blive chokeret over en sådan situation "fryse", så man ikke gør eller siger noget for at stoppe det? I så fald har det været tilfældet. Hilsen en meget fortvivlet 22-årig pige

Svar:

Hej med dig

Hvor er det godt, at du skriver ind. Det lyder som en ubehagelig oplevelse, og vi forstår godt, at du er fortvivlet. Først og fremmest: du har intet at skamme dig over, da du ikke har gjort noget galt hverken før eller under I havde sex. Det er et meget almindeligt respons af fryse, når ens grænser bliver overskredet – både hvis det er andre eller en selv, der overtræder dem. Det kan især være svært at sige fra over for en person med en vis autoritet, som din fars kollega formodentlig har, når han er meget ældre og mere erfaren end dig.

Du skriver, at du ikke forsøgte at stoppe det. I Danmark har vi det der hedder Samtykkeloven, hvilket betyder, at man aktivt skal sige eller kommunikere ”ja” for at have sex med hinanden. Et mangel på ”nej” er altså ikke nok til at sige, at begge parter havde lyst. Dette skyldes netop, at mange oplever at fryse, hvis de finder sig selv i en ubehagelig situation. Samtykke er desuden ikke noget der kun skal gives én gang, men løbende, for man har også lov til at skifte mening undervejs.

Hvis vi forstår dit spørgsmål rigtigt, lyder det som om, at du ikke havde lyst til at have sex og ikke gav samtykke til sex (også selvom du gav samtykke til massage, som jo er noget andet). I så fald, klassificeres det faktisk som et overgreb. Det kan virke voldsomt at få at vide, man har været udsat for et overgreb, hvorfor det er vigtigt at vide, at oplevelsen er din, og du selv bestemmer hvad du vil kalde det.

Hvis du derimod havde lyst mens det skete, men måske selv overtrådte dine grænser, kan man ikke kalde det et overgreb, men derfor er det stadig en rigtig ubehagelig oplevelse. Det lyder uanset hvad som om der er sket et tillidsbrud mellem din fars kollega og dig.

Det kan være, du har svært ved at genkende én af ovenstående situationer mere end den anden, og det er også okay. Uanset hvad, er ikke rart at gå rundt med alene, og det kan sidde i én i lang tid. Vi vil derfor råde dig til at prøve at snakke med en du føler dig tryg ved om det. Det kan være en veninde, et familiemedlem eller noget helt tredje.

Hvis du ønsker det, kan du også tage kontakt til rådgivningen hos Offerrådgivningen her eller læse mere om seksuelle overgreb generelt her og her. De(t) kan måske hjælpe dig med at bearbejde hvad der skete, når du er i tvivl. Vi forstår, at det er nogle voldsomme titler, og som sagt er oplevelsen din egen, og kun du kan (evt. i samråd med en rådgiver) vurdere hvad der skete og hvad du vil kalde det.

Vi håber, du kan bruge svaret. Du er meget velkommen til at ringe på 70 20 22 66 eller skrive til os på chat på hverdage mellem 15 og 19, så kan vi tale/skrive mere om det.

Mvh Sexlinien, Xx130