Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Vil min 15-årige datter blive dømt for at have sex med en 14-årig?

Pige/Kvinde på _ år (119003)

Spørgsmål:

Jeg skriver med en bekymring i forhold min datter. Hun blev for knapt et år siden kæreste med en dreng fra hendes klasse. Selvom de går i klasse sammen, er han næsten et år yngre end hende. Selvom jeg synes de er for unge til sex, endte jeg for nogle måneder siden med at acceptere hun fik p-piller efter af to omgange at have været på apoteket efter fortrydelsespiller til hende, da de lige havde glemt kondomet. De dyrker jo sex under alle omstændigheder selvom jeg fortæller dem jeg synes det er for tidligt. Situationen er nu den at min datter er blevet 15 år, mens hendes kæreste kun lige er fyldt 14. Hans forældre er kæmpe modstandere af at min datter har fået p-piller, og mener jeg opfordrer dem til sex på den måde. Det mener jeg selvfølgelig ikke, men jeg foretrækker trods alt de har sikker sex herhjemme, fremfor ubeskyttet sex andre steder. Det har jeg forsøgt at forklare dem, men det preller ligesom bare af. Min bekymring går på at min datter nu er myndig, men hendes kæreste endnu er under den seksuelle lavalder. Jeg frygter lidt hvad hans forældre kan finde på - jeg ønsker på ingen måde min datter skal trækkes igennem et ydmygende retsmæssigt forløb hvis de finder på at anmelde hende. Hvordan vil hun være stillet hvis min frygt bliver til virkelighed, og de anmelder hende?

Svar:

Hej og tak for dit spørgsmål
 
Til at starte med vil vi sige, at vi er meget enige med dig i, at I ikke kan forhindre jeres børn i at dyrke sex, men I kan være med til at skabe trygge rammer for dem. På den måde vil de have en sikker base, som de kan vende tilbage til, når de har spørgsmål eller har brug for hjælp. Når dit barn stoler nok på dig til at komme med et ønske om at få fortrydelsespiller og p-piller, er det en kæmpe tillidserklæring. Det lyder som om, at du allerede har skabt et trygt rum for dit barn. Du opfordrer dem ikke i at dyrke sex ved at lade din datter starte på p-piller, men som du selv nævner, skaber du trygge rammer for dem, så de kan have sikker samleje.

For at svare på din bekymring, om at hendes kærestes forældre vil kunne melde din datter til politiet, vil vi sige, at da aldersforskellen er lille og deres relation er samtykkebaseret, vil politiet nok ikke rejse sagen. Det er sandt, at den seksuelle lavalder er 15 år, men loven er lavet for at beskytte børn mod uønsket seksuel adfærd fra voksne. Så når de begge har lyst til at dyrke sex med hinanden, er der ikke så meget at komme efter. Vi vil også nævne at den gennemsnitlige alder hos børn, som har sex for første gang, er 16 år i Danmark, så jeres børns alder er ikke så lang fra gennemsnittet.

Det er typisk, at mange forældre ikke kan følge med i deres børns udvikling i teenagealdrene, da udviklingen sker enormt hurtigt. Nogle forældre kan have en tendens til, at være overbekymrede for, hvad der er normalt at foretage sig en bestem alder. Men det vil sjældent afholde børnene i at gøre, hvad der føles rigtigt for dem, og hvad de føler sig klar til. I sidste ende kan man som forældre kun skabe gode rammer for, at barnet kan vende tilbage og søge råd og vejledning hos forældrene.  

Du kan læse mere om den seksuelle lavalder her.

Vi håber du fik svar på dit spørgsmål, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Du kan også altid ringe eller chatte med en rådgiver på alle hverdage mellem kl. 15 og 19. Vores telefonnummer er 70 20 22 66

Bedste hilsner Sexlinien
xx134