Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Jeg vil fjerne min sexlyst

_ år (120929)

Spørgsmål:

Jeg vil gerne fjerne min sexlyst fuldstændigt permanent. Min kæreste har ingen sexlyst og har ikke haft det i flere år, hun havde i starten af vores forhold men har ikke haft det nærmest overhovedet i over 2 år. Det gør mig usikker i forholdet men vi har snakket om det mange gange og det kommer der ikke noget ud af andet end at vi begge to synes det er en ret nedern samtale. Jeg har lidt opgivet at tage initiativ til det nu dels fordi jeg får et nej alligevel og dels fordi jeg selvfølgelig ikke vil presse på overhovedet, og det er selvfølgelig helt fair hun ikke føler for det, så jeg vil bare gerne have fjernet min sexlyst fuldstændig om det så er piller eller operation eller whatever der kan fjerne det det ved jeg ikke, kan ikke finde noget på Google overhovedet om at fjerne den helt. Min sexlyst er vitterligt intet andet end en kæmpe belastning i mit liv, det påvirker mit forhold meget og det påvirker mig meget personligt at jeg overhovedet har lyst til det, har været udsat for nogle overgreb og det at jeg har den lyst får mig til at føle jeg er ligesom dem, altså dem der har gjort det ved mig. Det gør mig mega utilpas og jeg vil bare have den væk og ud af mit liv for evigt jeg hader den, jeg vil bare gerne aldrig skulle have det sådan her igen og bare kunne være okay i mit sexløse forhold (det vidste jeg ikke det ville blive før men det er det nu) og ikke føle jeg er mega klam fordi jeg har lyst til det. Der findes alligevel ikke nogen der er tiltrukket af mig så hvad skal jeg overhovedet bruge den til anyway. Jeg vil bare have nogen piller eller et eller andet der kan dræbe min sexlyst men hvor kan man finde sådan noget?

Svar:

Hej med dig, og tak for dit spørgsmål.

Det lyder som en svær situation, du står i. Der er flere elementer i dit spørgsmål, dels involverer det din egen sexlyst, din kærestes, jeres forhold og også dét, at du har oplevet overgreb tidligere i dit liv. Selvom tingene selvfølgelig påvirker hinanden, og ikke nødvendigvis føles adskilte, kan det alligevel give mening at prøve, at adskille dem lidt her på skrift.

I forhold til din sexlyst, så er det helt normalt, at have lyst til sex i et parforhold, også selvom ens kæreste ikke har. Det gør dig slet ikke klam eller til en overgrebsperson på nogen måde. Måske kan du forsøge, at overveje, om du også havde tænkt sådanne tanker om din kæreste, hvis situationen var omvendt? Ofte er man meget hårdere ved sig selv end ved andre, og det lyder som om, at der er noget selvkritik og skam i din måde at beskrive din sexlyst. Uanset om din kæreste har lyst eller ej, så er der intet i vejen med, at du har lyst til sex, ligesom der ikke er noget i vejen med ikke, at have lyst til det. Der er ikke noget, der er bedre end det andet, selvom det selvfølgelig kan være svært for jer, at navigere imellem den forskel.

Når det er sagt så oplever rigtig mange par på et tidspunkt i forholdet en forskellig grad af sexlyst. Det kan vare længere eller kortere perioder, og det kan sagtens ændre sig. Det kan føles svært at have begge roller og den, der har mindre lyst kan også ofte skamme sig, føle sig forkert eller være bange for, at deres partner føler sig afvist eller fravalgt. Derfor er åbne og sårbare samtaler, hvor man kan tale om alle de følelser man har f.eks. skam, forkerthed, tvivl og usikkerhed rigtig vigtige. Du skriver, at I har haft samtaler, som der ikke kom noget ud af. Det handler måske om, hvad det ”noget” betyder for én? Hvis formålet ikke er, at nogen skal ændre sexlyst her og nu, men at I istedet kan finde støtte i hinanden og dele, hvordan I hver især har det, kan det være, at det er nemmere at have en samtale? I fortjener begge, at få lov til at synes det er svært, uden at det er nogens skyld.

Det kan også være, at der er nogle andre elementer i din kærestes liv, der påvirker hendes sexlyst? Ved du hvordan hun ellers går og har det, om der er noget, hun tumler med?

Du skriver ikke så meget om, hvordan det ellers går i jeres forhold, men måske kan I også snakke om, hvilke måder at være sammen på som I begge godt kan lide? Hvad har I af ting til fælles, hvad synes I er dejligt, sjovt og/eller romantisk at lave sammen, og kan I prioritere det lidt det næste stykke tid? Hvilke former for intimitet, er rare for jer at have? Det kan være at holde i hånd, ligge tæt, se hinanden i øjnene, ae/nusse, kysse, kramme, give massage etc. Ting der ikke har med sex at gøre men hvor man er kropsligt tæt og måske føler sig forbundet til hinanden. Det kan være rart, at fokusere på nogle ting, som er dejlige i forholdet, når der samtidig er noget, der er svært.

Du skriver også, at du har været udsat for flere overgreb. Det er en alvorlig ting, og noget du fortjener den rette omsorg, støtte og hjælp til at bearbejde. Det kan nemlig godt påvirker ens intime liv senere hen, især hvis man ikke får taget hånd om det. Vi håber, at du har fået støtte allerede, men hvis ikke så er der links vedhæftet her her og her til steder, man kan kontakte og få hjælp også selvom det er noget tid siden, at det er sket. Det håber vi virkelig, at du vil tage imod, det fortjener du. Vi tænker også på, om du mon har delt de her oplevelser og hvordan de påvirker dig med din kæreste? Det er i hvert fald svært, at gå med helt selv.

En del mennesker, der har været udsat for overgreb oplever, at det påvirker deres øvrige intime liv eller påvirker hvordan de ser dem selv seksuelt. Det er en helt normal reaktion på en meget ubehagelig erfaring. For nogle kan den følelse af forkerthed, der vedrører selve overgrebet, blive rettet indad mod én selv. Så kan man føle sig fuld af skyld eller skam, eller bebrejde sig selv for det man har oplevet eller for hvordan det påvirker ens forhold til sex. Det er vigtigt for os, at sige, at det aldrig er ens skyld, når man bliver udsat for et overgreb. På ingen måde. Mange kan have komplekse lyster, som de skammer sig over, men fordi man har oplevet et overgreb, er det på ingen måde forkert, at man har lyst til sex. Det er helt normalt.

Dét at din kæreste ikke har lyst til sex, siger ingenting om, at din lyst er forkert. Det er selvfølgelig ikke okay, at presse nogle til sex, men det lyder slet ikke som om, at det er dér jeres udfordring ligger. Der er kæmpe forskel på, at have lyst, hvilket ikke er noget, man kan kontrollere, og så at presse andre.

Måske kan du også udforske dit forhold til at have sex med dig selv/onanere, gør du det – og hvordan føles det? Kan du vise dig selv noget omsorg i dine lyster, se på dem som gode og naturlige og som noget, der kan være spændende og trygt at udforske?

Vi kender ikke til noget middel, der dræber sexlysten og det er heller ikke en løsning, vi vil anbefale. Det er ikke sundt, at forsøge at undertrykke følelser, og det er urimeligt at forvente, at du skulle det. Ligesom det ville være urimeligt at forvente, at din kæreste skulle undertrykke, at hun ikke har lyst. Selvom I ikke har sex lige nu er det helt okay, at du har lyst til det, og det er vigtigt, at det ikke bliver et tabu i jeres forhold, at den lyst eksisterer.

Det kan også være, at det kunne give mening for jer, at få hjælp fra nogen udefra, det kunne f.eks. være hos en terapeut? Ellers så er du altid velkommen til at skrive ind igen på chatten eller at ringe på 70 20 22 66 i hverdage kl. 15-19.

De bedste hilsner,
Sexlinien (XX11)