Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Er jeg biseksuel?

Pige/Kvinde på _ år (122465)

Spørgsmål:

Jeg tror, at jeg er biseksuel, men jeg er i et heteroseksuelt og dejligt forhold. Jeg går med en usikkerhed og frygt for fremtiden. Jeg er en 21-årige kvinde, og har først indenfor de seneste par måneder, for alvor stiftet bekendtskab med tanken: Er jeg biseksuel? Jeg er kommet frem til, at jeg godt kan være fysisk tiltrukket af en kvinde og lideledes også have lysten til at prøve at have sex med en. Dog forvirrer det mig at jeg ikke har mærket nogen forelskelsesfølelse før. Er det fordi jeg ikke har anerkendt tanken om at være biseksuel før i mit hoved, at jeg ikke har fået følelser for en kvinde? Eller kan jeg godt være fysisk tiltrukket, uden også at få følelser? Som nævnt er jeg i et forhold og jeg frygter, at min tvivl om hvorvidt jeg ville kunne få følelser for en kvinde eller ej er noget, som fylder så meget at det på sigt kan ødelægge forholdet. Jeg har snakket med min kærester om, at jeg tror jeg kunne være biseksuel. Han var støttende, men gav også udtryk for en frygt, nemlig: ville jeg om 2 år slå op, for at udforske at være sammen med en kvinde? Tanken runger i mit hoved. På den ene side tænker jeg, at hvis jeg er biseksuel, så er jeg altså også tiltrukket af mænd, og det er okay ikke at have været sammen med en kvinde enten romantisk el. seksuelt, og så stadig være biseksuel. Det er min nysgerrighed, som trækker i den anden retning. For jeg kan ikke finde ud af om "jeg skylder mig selv, at lære mig selv at kende og udforske min seksualitet" er noget jeg reelt føler, el. om det er fordi seksualitet er en så en aktuel og frembrusende samfundsdebat. Jeg er klar over at ingen selvfølgelig kan give mig svaret på hvad jeg selv føler, men jeg er nysgerrig på om andre har valgt vejen, hvor man erkender og acceptere seksualiteten, men ikke yderligere undersøger den? I min snak med min kæreste sagde han, at jeg sagtens kunne give mig selv lov til, at udforske min seksualitet i mine tanker og (under forsigtig overvejelse fra ham) muligvis prøve det fysisk, når han tager på udveksling i et 1/2 år. Dog må dette vel komme med en risiko for vores forhold. Min kæreste og jeg har været sammen i 1,5 år nu. Jeg føler mig elsket, værdsat, tiltrukket og rig på sjove stunder, når vi er sammen. Jeg føler mig overbevist om, at jeg i en tidlig alder, har mødt ham jeg muligvis vil tilbringe resten af livet med. Derfor føler jeg at spørgsmålet om min seksualitet kommer med en hvis risiko. På forhånd, tak

Svar:

Hej. Tak for dit spørgsmål.

Det er nogle store tanker du går med. Det giver mening, at tanker om din seksualitet fylder rigtig meget for dig. Først og fremmest: Hvor er det stærkt, at du sætter ord på dine tanker og deler dem, både her og med din kæreste.

Der er mange spørgsmål og emner i dit brevkassespørgsmål. Vi vil forsøge at besvare dine spørgsmål og præsentere nogle refleksioner til de spørgsmål du bringer op, og til sidst stille nogle spørgsmål, som du måske kan reflektere videre over.

Mange oplever på et tidspunkt i livet at blive i tvivl om deres seksualitet, eller opdage nye sider af sig selv. Det er helt normalt, og du er langt fra den eneste, der har det sådan. Du kan sagtens være tiltrukket af kvinder, uden at blive forelsket i kvinder. Men det kan også handle om, at du bare endnu ikke har mødt en kvinde, som du forelskede dig i. Ligesom at du måske også tænder på flere mænd, end du forelsker dig i.
Man kan være biseksuel på alle mulige forskellige måder: Nogle tænder lige ofte på mænd og kvinder, nogle forelsker sig lige ofte i mænd og kvinder, andre oplever oftest at blive forelsket i mænd, men nogle gange at have seksuel interesse i kvinder og omvendt. Du behøver ikke have været forelsket i eller haft sex med en kvinde for at være biseksuel. Og det er helt normalt, at den romantiske og den fysiske tiltrækning ikke altid følges ad.
Det, du beskriver, er faktisk meget genkendeligt for mange. At opdage, at man kan være tiltrukket af mere end ét køn, betyder ikke nødvendigvis, at man har brug for at handle på det – ligesom det heller ikke betyder, at dine følelser for din kæreste bliver mindre ægte.

Samtidig stiller du også et meget fint spørgsmål: “Skylder jeg mig selv at udforske det?”.
Der findes ikke ét rigtigt svar på det. For nogle føles det vigtigt at udforske deres seksualitet konkret, for andre føles det rigtigt bare at vide og acceptere den del af sig selv, uden at handle på den. Det ene valg er ikke mere “ægte” end det andet. Måske kan du prøve at se det som en proces i at lære dig selv bedre at kende, snarere end et valg, der skal træffes lige nu.

Der er ikke ét rigtigt svar, og det kan også ændre sig over tid. Det, der føles rigtigt for dig nu, kan se anderledes ud senere, og det er helt okay. Mange oplever, at deres forståelse af sig selv og deres seksualitet udvikler sig i takt med livet, erfaringerne og relationerne, de har. Det betyder ikke, at noget af det, du føler nu, er forkert eller midlertidigt. Det betyder blot, at du er et menneske i bevægelse, og at du er nysgerrig på, hvem du er. Du behøver ikke at have alle svarene lige nu. At opdage nye sider af sig selv kan være en proces, der tager tid, og det kan sagtens ske inden for rammerne af et kærligt forhold.

Spørgsmål du måske kan reflektere videre over:
  • Hvad betyder “at udforske” for mig? Hvad kunne udforskning betyde for mig – fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt?
  • Hvis jeg forestiller mig at have prøvet at være sammen med en kvinde, hvad tror jeg, jeg ville håbe at få ud af det? Nysgerrighed, afklaring, frihed, ro?
  • Hvordan føles det, når jeg tænker på at blive i mit forhold, samtidig med at jeg rummer min seksualitet?
  • Hvordan kan jeg og min kæreste fortsætte med at tale åbent om det, uden at det bliver et “enten-eller”?
  • Hvilke dele af mig selv har jeg allerede lært bedre at kende gennem den her proces?
Vi håber, at du kunne bruge vores svar. Du er velkommen til at ringe til Sexlinien tlf.:70 20 22 66 mandag til fredag mellem kl. 15.00 - 19.00, der er en anonym telefonrådgivning, hvor du har mulighed for at få en grundigere samtale om dit spørgsmål.

Mvh. Sexlinien
xx35