Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Hvordan får vi et bedre sexliv?

Dreng/Mand på _ år (122844)

Spørgsmål:

Hejsa, Jeg er en ung mand på 21 år og jeg er for nyligt kommet sammen med en kvinde, jeg forestiller mig, jeg får et romantisk forhold med i fremtiden. Jeg fandt hende hurtigt efter jeg færdiggjorde et længere "breakup" forløb med min ex, og min nuværende partner og jeg snakker om, hvordan vi kan dyrke et godt sexliv. Vi har selvfølgelig også snakket om det vi kommer fra og har været igennem, så vi bedre forstår hinanden som mennesker. Jeg har bidt mærke i (hun ved det også selv), at hun har manglende ansigtsmimik og stønner ikke rigtigt under sex. Hun har også andre usikkerheder under sex, hvilket desværre tænder mig lidt af og gør det mere besværligt for mig at føle mig intim, forbundet og tæt med hende, da det var noget, der faktisk fungerede godt for min ex og jeg. Dét, der gør det svært for mig, er, at jeg kommer fra et toksisk forhold, hvor vi dyrkede så intens sex, at dét simpelthen føles som min standard, og den lever min nuværende partner og jeg desværre ikke op til, hvilket gør det sværere at nyde at være intime sammen. Hende og jeg snakker heldigvis om det og er åben for at samarbejde om at bedre sexliv, sådan jeg KUN fokusere på min nuværende partner og glemmer/får min ex helt ud af billedet. Er der noget konkret, vi kan arbejde med, som I kan rådgive, eller skal vi simpelthen bare lade det komme med tiden til når vi først har fået en tættere tilknytning samt skabt mere psykisk tryghed, komfortabilitet osv.?

Svar:

Hej, og tak for din mail.
 
Der er mange ubekendte i din besked, men der er et par spørgsmål, som vi tænker, det kunne være relevant for dig at reflektere over, og nogle du kan vende med din kæreste.
Du skriver, at du i dit tidligere forhold havde meget intens sex, men at det også var toksisk, og at du sammenligner din forrige og nuværende relation på det punkt. Spørgsmålet er, om den sex, du havde med din tidligere partner er blevet ”standarden” for dit sexliv, fordi der var nogle usunde dynamikker i jeres relation, eller fordi det var en måde at have sex på, som du virkelig nød.
Hvis det første gør sig gældende, kan du forsøge at bruge din nye relation til at ”starte på en frisk” og genopdage, hvordan du egentligt godt kan lide at have sex ved at tilgå det med nysgerrighed og åbenhed.
Hvis det sidste gør sig gældende, kan det være en idé at prøve at klargøre for dig selv, hvilke aspekter af den måde, I havde sex på, der fungerede godt for dig. Handlede det om, at det var eksperimenterende og havde nyhedsværdi? Var hun god til at kommunikere, hvad hun havde lyst til? Var det nemmere at navigere i? Hvorfor/hvorfor ikke? Når du har fået et bedre indblik i, hvilke underlæggende faktorer, der fungerede godt, er næste skridt, at finde ud af om, og i så tilfælde hvordan, det kan implementeres i din nuværende relation.
 
Noget andet, der kan være værd at dykke ned i, er hvad der ligger til grund for din kærestes manglende fysiske og verbale udtryksfuldhed under sex. Der er forskel fra person til person på, hvor meget lyd man laver osv., og vi ved ikke, hvad I allerede har snakket igennem, men umiddelbart kunne det være relevant at finde ud af, om hun faktisk nyder den sex, I har sammen? Er hun til stede i sin krop, tryg og afslappet under sex? Har hun en usikkerhed på sig selv forbundet med at lave ansigter og/eller lyde? Og frem for alt – har hun selv et ønske om at være mere udtryksfuld, eller føler hun sig godt tilpas med, hvordan det er nu? Ville det f.eks. føles performativt eller fake for hende, hvis hun skulle sætte mere lyd på?
 
Det er muligt, at noget af det vil ændre sig naturligt i takt med, at I opbygger mere emotionel intimitet. Og man kan f.eks. øve sig i at være komfortabel med at lave lyd under sex, hvis det er dér skoen trykker. En metode kan være, at man rører ved hinanden, f.eks. ved at give en massage, og så går opgaven ud på, at den der bliver masseret skal kommunikere til dén, der masserer, hvad der føles godt og mindre godt – men man må KUN gøre det ved at lave lyde.
 
Til slut er det også værd at nævne, at man nogle gange kan ende i en situation, hvor man simpelthen er seksuelt inkompatible, hvis man har meget modstridende lyster og behov. Det kan være enormt frustrerende, specielt hvis man ellers føler, at alt andet fungerer godt. Men så må man mærke efter i sig selv, hvor vigtigt det seksuelle aspekt er for en i relationen.
 
Vi håber, at vores svar har kunne bidrage lidt til jeres proces. Skulle du have uddybende eller andre spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive eller ringe herind igen.
 
Mvh. Sexlinien, XX33