Svar:
Hej og tusind tak for din henvendelse,
Vi vil først og fremmest rose dig for at skrive herind. Det kan også være rigtig ensomt at gå med den slags tanker, så det er virkelig godt, at du rækker ud. Det kan være ekstra svært at sige højt, når man har en fantasi, som man ved er forkert eller som bekymrer en. Allerede det at du skriver herind og fortæller om dem, viser at du tager dem alvorligt og ønsker at handle ansvarligt.
Mange kan opleve at have seksuelle fantasier, som de ikke selv har valgt og som kan vække en følelse af skam, forkerthed eller frygt. Fantasier kan opstå af mange grunde, og det siger ikke nødvendigvis noget om hvad man har lyst til at gøre i virkeligheden. Der er altså en klar forskel på at have en fantasi og på at ville handle på det.
Det er dog samtidig også vigtigt for os at understrege, at seksuelle handlinger altid skal bygge på frivillighed og samtykke. Hvis en fantasi handler om at tvinge en anden til sex eller involverer en person, der ikke kan eller ikke ønsker at samtykke, er det ikke noget man må eller skal udleve. Noget du også giver udtryk for, at du godt ved, og at det er en lyst du gerne vil have hjælp til at håndtere.
Du skriver ikke hvor unge pigerne, du fantaserer om, er. Det er vigtigt for os at understrege, at hvis du har tanker om at pigen skal være under 18, er det ekstra vigtigt at søge hjælp til at forstå de tanker, du går med. Det lyder dog for os, som om det uanset hvad er en god ide, at du ikke går alene med dine tanker.
Du kan måske som en start tage kontakt til
TalMedOs. De rådgiver både på telefonen 38600600 og chat, hvor de snakker med unge, der har seksuelle tanker eller fantasier, som bekymrer dem. De er derfor vant til at tale om emner som det her, der kan være forbundet med skam. De kan også snakke med dig om hvorvidt det kan være en god ide om for dig at gå til egen læge og få en henvisning til at få noget mere konkret hjælp.
Det kan måske også være hjælpsomt at vide, at der er flere mennesker, der har fantasier om magt, dominans og tvang, uden at det handler om et ønske om at begå et konkret overgreb. Nogle voksne udforsker den slags temaer igennem aftalte rollespil mellem voksne, hvor alle har givet samtykke, og hvor der er klare aftaler og grænser. Hvis du overhovedet er i tvivl om hvad denne fantasi handler om, anbefaler vi dog klart, at du får snakket med en professionel om det inden du forsøger at udleve noget.
Vi håber, du kan bruge vores svar, og at du ved at du allerede har taget et vigtigt første skridt i at få hjælp ved at skrive herind. Du er også altid velkommen til at skrive til os over chat, eller ringe til os på 70202266. Begge dele kan du gøre i tidsrummet 15:00-19:00 alle hverdage.
Mvh Sexlinien
XX37