Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 2-4 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist spørgsmål i hver af brevkassens ti emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Hvordan taler man om sex med sit voksne barn?

Pige/Kvinde på _ år (122484)

Spørgsmål:

Hej Min søn er 20 år. Har endnu ikke haft kærester og han er ikke interesseret i at snakke med mig om sex. Synes det er svært at få snakket om. Jeg er skilt på 11 år og har ikke selv haft langvarige forhold siden, som han er blevet præsenteret for. Den anden dag ville jeg lukke et vindue på hans værelse. Der lå et håndklæde på gulvet. Jeg ville tage det med ned til vask. Men ud trillede kondomer med fyld. Bl.a. nerf-gun propper, samt en hundebørste med et gummi håndtag. Jeg tænkte straks, at han jo sikkert eksperimenter med at putte det i anus. Fint at han eksperimenterer og undersøger hvad han kan lide. Jeg lod det hele ligge og lod som om jeg ikke har set det. Han er ikke hjemme (er i militæret) og kommer nok først hjem om et par uger. Men tænker at skrive eller sige sådan: “Den anden dag, virkede det koldt oppefra dit værelse og ville tjekke om du havde glemt at lukke vinduerne. Jeg så der lå et håndklæde på gulvet og ville tage det med ned til vask. Da jeg tog det trillede sjove ting ud (kondomer med forskelligt i)… tænker at du har hygget, og eksperimenteret med, hvad du kan lide. Det skal du endelig bare gøre!! Vil bare ikke have at du ender på skadestuen… så køb noget beregnet dertil i stedet. (Både mere sikkert og hygiejnisk)…Der findes et hav. Og det kan sendes diskret… Ville ikke snage i dit privatliv. Men kom alligevel til at se det… Jeg føler ikke jeg har været god til at snakke med jer om sex. Men du skal vide, at jeg er åben ifht at snakke om det meste. Så har du spørgsmål eller noget du gerne vil snakke med mig om, er jeg der??” Jeg kan selv godt lide at snakke om sex (med de mænd jeg har været sammen med og veninder)… Men synes jeg har fejlet i børnenes opdragelse. Blevet ligeså tavs som min egen mor. Mit spørgsmål: han er 20 og såkaldt voksen. Skal jeg blande mig udenom? Men i og med han ikke har haft sin debut (tror jeg)… vel også stadig ny på området. Ok at smse det i stedet for at vente til at kunne snakke face to face? Andre gode råd i forhold til at indhente min forsømte opdrager rolle?

Svar:

Hej med dig!

Du er helt sikkert ikke den eneste forælder, der synes, det kan være svært at finde ud af, hvordan man bedst får talt med sit voksne barn om sex. Det virker dog, som om du allerede har gjort dig mange gode tanker om, hvordan du kan gøre samtalen rar og tryg for din søn. Det er et rigtig godt sted at starte.

Som du også selv skriver, ved du ikke, hvor meget seksuel viden eller erfaring din søn har. Det er derfor helt naturligt, at du gerne vil sikre dig, at han udforsker sin seksualitet på en tryg og ufarlig måde, og at han ved, han altid kan komme til dig, hvis han får brug for det.

Samtidig er det vigtigt at huske, at han som 20-årig har ret til sit eget privatliv. Det betyder også, at det kan føles grænseoverskridende for ham, hvis du fortæller, hvad du har fundet på hans værelse, uanset om det er i en sms eller i en samtale. Selvom det ikke er din intention, kan det nemt få ham til at føle sig overvåget eller flov, og det kan gøre det sværere for ham at åbne sig op overfor dig. Derfor kan det være en god idé at overveje, om der er en anden måde, du kan tage hul på emnet på.

Nogle gange kan det føles lettere at starte samtalen et mere generelt sted. Du kan for eksempel sige: ”Jeg har hørt, at mange unge får deres viden om sex fra venner, internettet eller seksualundervisningen. Hvor har du egentlig fået din viden fra?” På den måde får I en mere naturlig og glidende overgang til en snak om sex, som ikke direkte tager udgangspunkt i hans egne oplevelser.

Du kan også nævne, at I to jo aldrig rigtigt har talt om sex før, men at det sagtens er noget, I kan gøre, hvis han har lyst. Det viser ham, at du ikke synes, emnet er pinligt, og at han heller ikke behøver at føle sig flov over at tale med dig om det. Samtidig er det vigtigt, at du respekterer, hvis han ikke har lyst til at snakke om det. 

Det kan også være en god idé at italesætte, at der findes mange måder at udforske sin seksualitet på, og at det ikke er vigtigt for dig hvordan han gør det, blot at han gør det på en behagelig og ufarlig måde. På den måde undgår du at nævne det, du fandt, og giver ham friheden til enten at åbne op eller lade samtalen ligge, hvis han ikke har lyst til at tale om det.

Hvis han virker meget afvisende overfor at have samtalen med dig, er du også meget velkommen til at henvise ham til os her på Sexlinien. Det kan han enten via chat eller telefon. Vi taler dagligt med unge, der har spørgsmål eller bare gerne vil vide mere om krop, sex og følelser. Man er selvfølgelig helt anonym.

Vi håber, at du kunne bruge vores svar. Hvis du har flere spørgsmål eller tanker, er du også altid meget velkommen til at skrive til os igen eller kontakte os på chat eller telefon 70 20 22 66.
 
De bedste hilsner,
Sexlinien
XX37