Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Ondt lige omkring åbningen

Pige/Kvinde på _ år (121020)

Spørgsmål:

Mig og min kæreste har været sammen i fire måneder og vi har haft sex mange gange (ofte flere gange om dagen) men her i december begyndte det at gøre virkeligt ondt når vi var sammen lige omkring åbningen. Det føltes som om det er en rift der åbner sig hver gang han er inde i mig. Og vi har prøvet at holde pauser fra sex men det gør lige så ondt hver gang. Er der noget jeg kan gøre for at få det til at stoppe? Eller er der noget galt.

Svar:

Hej, og tak for dit spørgsmål!
 
Det lyder virkelig ikke rart, at du får så ondt, når i har sex. Sådan skal det selvfølgelig ikke være!

Du skriver, at det føles som om, der er en rift, der åbner sig ved åbningen. Og det kan det måske også være? Man kan godt få rifter, når man har sex. Særligt hvis man har sex i lang tid ad gangen, eller flere gange i træk, kan man godt komme til at få ridser på slimhinderne i og omkring skeden.

Man kan også få ridset slimhinderne, hvis der ikke er nok lubrikation (væske) når man har sex. Mon i har prøvet at bruge noget glidecreme? Det kan være en hjælp hvis man har ondt, men kan også være med til at forebygge at man får ridser.

Hvis det er en rift du har fået, kan det gøre ondt at have sex, før det er helet ordentligt. Og det kan være en god idé at holde en pause fra at have penetrationssex (hvor han er inde i dig) før det er gået helt væk.
Du skriver at i HAR prøvet at holde pauser. Men vi kommer til at tænke på, hvor lange de pauser mon har været? Har i prøvet at vente en uge for eksempel?

Der kan være forskellige årsager til, at man oplever smerter ved sex, og du skal selvfølgelig ikke gå og have ondt. Hvis du oplever at smerterne ikke bliver bedre, eller hvis det kommer igen, så kan det være en god idé at tale med din læge om det.

Afhængig af hvor du bor i landet, kan du også kontakte Ungdomsmodtagelsen. Der kan unge få seksuel rådgivning og få lavet undersøgelser, hvis man oplever problemer eller har tegn på sexsygdomme.

Vi håber meget du kan bruge vores svar til noget, og ønsker dig held og lykke med det! Du er også meget velkommen til at kontakte os på chat eller telefon: 70 20 22 66 alle hverdage mellem klokken 15:00 og 19:00, hvis du har brug for at snakke om det, eller har flere spørgsmål.
Hilsen Sexlinien
 
Xx143