Svar:
Hej og tak dit spørgsmål!
Dejligt, at du tager ansvar for at få hentet noget information til dig og din kæreste om til spiral og risiko for gravidtet. Det burde være en selvfølge, at prævention er et fælles ansvar i et parforhold, men ofte ser vi, at piger/kvinder kommer til at bære det ansvar på egen hånd.
At din kærestes menstruation er udeblevet betyder ikke nødvendigvis, at hun er blevet gravid. Det kan også skyldes andre ting - som for eksempel at en hormonspiral (som Mirena), kan påvirke menstruationscyklus, så menstruationen kan blive mindre, blive forsinket eller helt udeblive i perioder, sådan som hun også har oplevet før. Forsinket eller udbleven menstruation kan også skyldes stress eller tristhed - og nogle gange sker det også uden, at der lige er nogen oplagt forklaring på hvorfor.
Når det er sagt vil vi alligevel råde hende/jer til at tage en graviditetstest. For udebleven menstruation
kan jo også være et tegn på graviditet. Hvis din kærestes menstruation skulle være kommet her for et par dage siden, kan i allerede tage testen med det samme. Ud fra det du har beskrevet, er der som sagt flere mulige forklaringer på, hvorfor menstruationen er forsinket - som ikke er graviditet. Så når vi råder hende/jer til at tage en gravidtetstest er det ikke fordi, vi vurderer at der er meget høj sandsynlighed for graviditet - men fordi det er godt at være på den sikre side.
Det er rigtigt, at en spiral der ikke ligger korrekt kan give en nedsat beskyttelse mod graviditet. Vi er en smule i tvivl om, om du mener, at din kæreste ikke længere kan mærke spiralens tråde i det hele taget, eller om det er sådan, at hun ikke kan 'finde' dem, hvis hun mærker efter med en finger i sin skede. Det er almindeligt, at man ikke mærker noget til spiralen i det hele taget, men mange kan godt 'finde' trådene med fingrene. Hvis hun ikke kan mærke trådene med fingeren længere, og plejede at kunne det før, er det en god idé at tage til egen læge og blive undersøgt. Det kan godt være, at spiralen også sidder korrekt nu, men det er vigtigt, at få det tjekket efter, hvis man er i tvivl. Så det vil vi råde din kæreste til at gøre.
Vi håber at det var svar på dine/jeres spørgsmål! I er altid velkomne til at skrive på
chat eller ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19, hvis I har opklarende spørgsmål eller brug for yderligere rådgivning.
Med venlig hilsen,
Sexlinien, xx140