Herpes og risiko for smitte
Pige/Kvinde
på _ år
(122845)
Spørgsmål:
Jeg er for nylig testet positiv for herpes 2 og er blevet meget bange for alt, og hvad det skal betyde f.eks. ved rejser, sex og fremtid. Jeg holder meget af at være aktiv og frygter, at det er slut med vandreturer, sejle langt, rejse osv. Jeg har mange spørgsmål og har brug for hjælp til at få det sat i perspektiv/ sandsynlighed for risici samt tips. Jeg har allerede talt med min læge, men der er spørgsmål, som bliver ved med at køre rundt. Jeg har læst alt for meget på for mange underlige sider. Det forvirrer mig, at man kan smitte uden for udbrud, og jeg føler, at min krop er blevet giftig. Jeg tør ikke at røre ved den og er enormt bange for at smitte en, jeg kan lide, en dag. Jeg tænker især på det her lige nu: - Kan jeg bruge menstruationskop og tamponer under et udbrud, hvis jeg også har menstruation, eller skal jeg helt holde mig fra noget i skeden og bruge bind/ menstrusser? - Beskytter herpes 2 mod herpes 1? - Hvad er sandsynligheden for at få herpes 2 på fingrene ved sex (hvor man ikke lige går ud og vasker hænder midt i det hele)? Skal jeg bruge kondom til fingre og have håndsprit med i sengen, eller hvad gør man for ikke at overføre til fingre f.eks. ved berøring eller for at smøre glidecreme på? - Kan jeg nogensinde modtage oralsex uden beskyttelse igen? Og det samme for fingre? - Jeg blev selv smittet/ fik første udbrud efter sex med beskyttelse, hvor fyren ikke vidste/ mente, han havde herpes. Det gør mig bange for at smitte andre på samme måde. Hvor stor er risikoen for at smitte uden for udbrud? Er der et tal? Og har jeg bare været uheldig? - Hvordan kan jeg rense sår og hænder, hvis jeg får et udbrud et sted uden rent vand? Kan jeg bruge vådservietter og håndsprit? - Passer det, at jeg skal spise/ træne anderledes og ændre livsstil for at holde udbrud nede? - Jeg er bange for at få udbrud steder, jeg ikke kan se såsom oppe i skeden. Kan det ske, og hvordan ved jeg det? Og er det farligt? - Skal jeg sige til rejsemakkere, at jeg har herpes? Er det noget, man bør oplyse, hvis man f.eks. skal bo tæt sammen i flere uger som i et telt, på en båd eller lignende? - Kan jeg bade i sø, hav, svømmehal, spa mm med og/eller uden udbrud? Er det farligt at gå i en pool eller sø både med og uden udbrud? Gør saltvand det værre/ fremmer udbrud? - Hvor længe kan jeg smitte mig selv f.eks. fingre? - Hvordan skal jeg vaske mit underliv under udbrud? - Er det farligt at lade udbruddet gå i sig selv og ikke spise medicin? - Kan jeg tage søsygepiller og medicin på samme tid - og hvad med malaria? - Jeg fik en del kvalme ved mit første udbrud. Bliver det sådan hver gang? - Hvordan håndterer jeg at rejse til et varmt eller fugtigt land, hvis der kommer udbrud? - Kan læse, at udbrud aftager med alderen, men hvad så med et dårligere immunforsvar som ældre. Stopper det nogensinde? - Er det validt at kalde herpes for en hudlidelse eller -sygdom i stedet for en sexsygdom? - Hvad er sandsynligheden for at få urinretention pga herpes? Er sandsynligheden størst ved første udbrud eller er det altid en risiko? Hvor farligt er det, og hvor hurtigt skal man handle?
Svar:
Hej og tak for dit spørgsmål
Det lyder som at bekymringstankerne omkring herpes fylder rigtig meget hos dig.
Generelt set må vi sige, at dit herpesudbrud ikke er ensbetydende med, at det vil være slut med lange sejlture, vandreture og at rejse langt. Du behøver heller ikke at omlægge dit liv, din kost eller dine træningsvaner. Du må gerne fortsætte dit liv sådan, som du altid har gjort, men du må dog være opmærksom på, hvornår der er et udbrud på vej og tage de forholdsregler som er nødvendige. F.eks. må du ikke have sex med en anden, som involverer kønsdele, når der er et udbrud.
Hernede kan du læse nogle generelle forholdsregler ift. herpes på kønsdele:
Det første udbrud er altid den værste, og de fleste oplever at udbruddene med tiden bliver lettere og mindre hyppige. Stress er dog en faktor som kan sætte gang i udbrud – og bekymringstanker om at få udbrud kan også være en stressfaktor. Med tiden vil du lære, hvad der kan sætte gang i udbruddene, og på den måde kan du tage de forholdsregler som er nødvendige. Medicinen kan gøre udbruddene lettere og mere sjældne. Det er en god ide at få medicinen hurtigst muligt for at få størst effekt.
Sandsynligheden for at smitte, når du ikke har udbrud er ubetydelig. Der er en sandsynlighed for at smitte lige inden og efter du har haft udbrud, og derfor siger man, at du godt kan smitte, selvom du ikke har udbrud. Med tiden vil du kunne mærke, hvornår der er et udbrud på vej, og der skal du undgå at have sex med en partner. Når du har lært dine udbrud at kende, kan du bedre navigere i, hvornår du skal afholde dig fra at have sex. Det kan også være, at der kommer til at gå så lang tid mellem dine udbrud, at det ikke kommer til at påvirke dig længere.
Du skriver, at du er bange for at smitte en anden. Mange som er blevet smittet med herpes deler samme bekymring. For at gentage den tidligere nævnte pointe, må vi sige, at sandsynligheden for at smitte er størst, når der er et udbrud. Derudover er ca. 80% af alle seksuelt aktive voksne i Danmark smittede, hvis man tæller begge typer herpes medst. Nogle er heldige, at de aldrig får udbrud og andre får udbrud meget sjældent (den mand der har smittet dig, er formentligt et godt eksempel på dette). Når du ved, at du er smittet med herpes, vil du være opmærksom på de symptomer der kan være, og på den måde er det mindre sandsynligt, at du kommer til at smitte en anden ved en fejl sammenlignet med en som ikke ved det. Den ene type herpes giver en let beskyttelseseffekt mod den anden.
Du behøver ikke at have en løsning til alle de fremtidige scenarier du muligvis kan komme ude i i fremtiden. Det er i sig selv en stor stressfaktor for din krop at tænke alle de scenarier igennem. Der findes løsninger på mange af de spørgsmål du kommer med. Eksempelvis er du ikke forpligtet til at oplyse dine rejsemakkere om herpesudbrud. Heller ikke dine fremtidige sexpartnere – så længe du er obs. på, hvornår der er et udbrud på vej (gentagelse: du vil lære dine udbrud at kende, og det bliver lettere med tiden).
Lige i din situation lyder det som at tankerne er et større problem end selve virusset. Det bedste du kan gøre for dig selv lige nu er, at give dig selv tid til alle dine tanker falder til ro. Giv din krop omsorg og vent til du har et bedre overblik over hele situationen. Tag f.eks. i spa (ja, det må du gerne, også når du er i udbrud), køb noget godt for dig selv og gør noget som gør dig glad.
Herpes på kønsdele kan nogle gange føles værre end herpes på læberne, selvom det samme virus sidder begge steder. Mange får udbrud på læberne uden at det på samme måde er tabubelagt og så stort et problem. Du kan tænke over, hvordan du ville have reageret, hvis du havde fået udbrud på læberne og ikke på kønsdelene?
Lige nu står du på ukendt land, og der findes mange skræmmekampagner og misinformationer på nettet. Det er forståeligt, at du reagerer med bekymringstanker og overvejelser omkring fremtiden. Mange lever med herpes, og du skal nok finde din måde at leve med virusset på. Det er også værd at nævne, at hvis på de tanker bliver ved med at påvirke din dagligdag på den lange bane, kan det være en god ide at kontakte en psykolog for at tale om de bekymringer.
Vi håber det var svar på dit spørgsmål. Du er også velkommen til at skrive til os over chat, eller ringe til os på 70 20 22 66.
Begge dele kan du gøre i tidsrummet 15:00-19:00 alle hverdage.
Mvh Sexlinien
xx134