Se alle spørgsmål og svar

Se alle spørgsmål i brevkassen

Her kan du læse alle de spørgsmål der er blevet stillet i brevkassen indenfor de seneste år - og rådgivernes svar til dem selvfølgelig.

Spørgsmålene bliver vist emne for emne, så du skal klikke på et emne for at få vist spørgsmål.

Du kan også vælge at søge på et ord i søgefeltet til højre, hvis der er noget bestemt, du søger efter.

 

Vær opmærksom på forældelse i svarene

Vi opdaterer ikke vores svar.  Det betyder også at nogle svar kan være forældede, fordi der er kommet ny viden, nye muligheder eller ny lovgivning.

Jo lavere et ID-nummer et spørgsmål har, jo ældre er det. Jo større er chancen for at noget i svaret kan være forældet.

 

Jeg kunne ikke lide at blive rørt af ham selvom jeg elsker ham

Pige/Kvinde på 20 år (122382)

Spørgsmål:

(Bruger han/ham, jeg er en demi-boy og feminine transmand) Hej, i forgårs der prøvede mig og min kæreste på at have sex, men det gik ikke så godt. Jeg havde ikke prøvet sådan noget før, og ved ikke hvordan jeg skal være i det. Istedet for alle mine fantasier er det her den virkelige verden. Jeg var seksuelt overgrebet da jeg var 10 til 11 snart 12 år af min halvstorebror. Det gør det sværere for mig, og det hjælper ikke at min kæreste ikke har forstand på angst. Han ved ikke hvad han skal gøre, hvis jeg får et angst anfald, og jeg føler at han ikke vil gøre noget for at prøve. Bortset fra det, han er for stor og bred til at komme ind i mig, så vi prøvede andre måder. Men det var så ubehageligt for mig, jeg kunne ikke lide at blive rørt af ham selvom jeg elsker ham. Jeg kunne ikke lade være med at mindes om min halvstorebror. Da han fandt ud af at det var ubehageligt var han forståelig og vi stoppede. Han sagde det ikke gjorde ham noget at jeg havde brug for at stoppe. Han behøvede ikke at blive ved. Han ville helst ikke hvis jeg ikke har lyst, hvilket er godt at vide. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre

Svar:


Hej og tak for din henvendelse!

 
Hvor er det godt, at du har skrevet ind for at få hjælp. Det kan man have brug for, når man står i en svær og hård situation, som den du beskriver – vi håber at de ting, vi skriver her kan være en hjælp for dig.
 
Først og fremmest, synes vi det lyder rigtig positivt, at du og din kæreste stoppede fordi, det var ubehageligt for dig at prøve at have sex. Sex skal være rart, og man skal aldrig bare ’komme igennem det,’ hvis det føles ubehageligt i kroppen eller sindet, og man får lyst til at stoppe. Det er godt, at du kommunikerede til din kæreste, at det var ubehageligt for dig – og godt at han viste forståelse og heller ikke selv havde lyst til at blive ved. Det er bestemt noget, som du og I skal holde fast i.
 
Hvis I på et tidspunkt får lyst til at prøve at have sex sammen igen, kan det måske være en idé at tage det meget med ro – og vente noget tid med at gå til penetrationssex (sex hvor en penis kommer ind i skeden eller numsen). I stedet kan det måske være rart, hvis I begynder med bare at kysse og ligge tæt og røre ved hinanden på en måde, som I begge synes er rart. På den måde har du måske en bedre mulighed for at blive vant til at have din kærestes krop helt tæt på og vant til at mærke intimiteten sammen med ham. Uden at det skal være ensbetydende med penetrationssex.
 
Vi synes dog også, at de problemer du beskriver lyder alvorlige – og nok også mere, end vi er i stand til at dække i et brevkassesvar. Vi tænker, at du kunne have gavn af at få hjælp fra en psykolog eller en psykiater til at bearbejde de ubehagelige oplevelser, du havde i din barndom. Seksuelle overgreb kan følge én i mange år, men det betyder ikke, at man ikke kan få et godt, rigt og dejligt liv – og sexliv – alligevel. Især, hvis man får den rigtige hjælp, har man gode muligheder for at bevæge sig videre i livet på en god og sund måde. Derfor håber vi også, at du vil opsøge hjælp hos en psykolog eller psykiater. Den letteste måde at komme i gang med det, vil være at bestille en tid hos din egen læge, forklare din situation for hende/ham og bede om en henvisning. Du er ikke forpligtet til at fortælle alle intime detaljer for lægen, hvis det går over din grænse – husk at det er ok at sige, at der er nogle ting, som du ikke er parat til at dele.
 
Hvis du ikke er helt klar til at tale med lægen endnu, så er der også mulighed for mere anonym rådgivning. Du er selvfølgelig velkommen til at skrive til os på chat eller ringe på 70 20 22 66 på alle hverdage mellem 15 og 19. Så vil vi meget gerne rådgive dig lidt mere i dybden, end vi kan gøre her i brevkassen. Ud over det, vil vi også gerne anbefale rådgivningen hos Landsforeningen Spor. Det er en forening, som arbejder for at hjælpe voksne, som har senfølger efter at være blevet udsat for seksuelle overgreb i barndommen/ungdommen. Rådgiverne hos Spor er uddannede frivillige med egne erfaringer, så vi tænker at det vil være en rigtig god mulighed for dig, at ringe og få en samtale der. Du kan læse mere om Spors arbejde og rådgivning på deres hjemmeside her.
 
Vi håber at dette svar kan være en hjælp for dig. Som sagt er du meget velkommen til at skrive eller ringe til os igen – eller gøre brug af nogle af de andre muligheder, vi har nævnt.
 

Vi ønsker dig det bedste i fremtiden.
 
Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140