Se alle spørgsmål og svar

Se alle spørgsmål i brevkassen

Her kan du læse alle de spørgsmål der er blevet stillet i brevkassen indenfor de seneste år - og rådgivernes svar til dem selvfølgelig.

Spørgsmålene bliver vist emne for emne, så du skal klikke på et emne for at få vist spørgsmål.

Du kan også vælge at søge på et ord i søgefeltet til højre, hvis der er noget bestemt, du søger efter.

 

Vær opmærksom på forældelse i svarene

Vi opdaterer ikke vores svar.  Det betyder også at nogle svar kan være forældede, fordi der er kommet ny viden, nye muligheder eller ny lovgivning.

Jo lavere et ID-nummer et spørgsmål har, jo ældre er det. Jo større er chancen for at noget i svaret kan være forældet.

 

Kan et samtykke trækkes tilbage dagen efter man har haft sex?

Pige/Kvinde på 26 år (120218)

Spørgsmål:

Kan et samtykke trækkes tilbage dagen efter man har haft sex?

Svar:


Hej og tak for dit spørgsmål!
 

Det korte svar er, at man ikke kan trække sit samtykke tilbage efter, at man har haft sex – og derfor heller ikke dagen efter.

Samtykke er, når man tilkendegiver, at man har lyst til sex, både inden og undervejs i, at man har sex. Man kan give samtykke til sex med eller uden ord, og man kan altid trække det tilbage, så længe samlejet står på, og så skal samlejet stoppe. Hvis det ikke stopper, selvom man udtrykker, at man ikke længere samtykker, vil det betragtes som en voldtægt. Men hvis man har givet et oprigtigt samtykke til sex gennem hele samlejet – altså hvor man faktisk havde lyst og ikke blev presset på en måde, så man ikke kunne sige fra – kan man ikke trække det tilbage bagefter. Heller ikke hvis man fortryder, at have givet samtykket.

Man kan være i situationer, hvor man bliver presset på en måde, så man føler at man ikke kan gøre andet end at gå med til at have sex. I sådanne nogle situationer kan man sidde tilbage med nogle virkelig ubehagelige følelser bagefter, og det kan måske være en sådan situation, du har i tankerne, nå du stiller dit spørgsmål? Det gælder selvfølgelig stadig, at man ikke kan trække et samtykke tilbage, men i nogle situationer, kan man diskutere, om man faktisk overhovedet gav samtykke til at starte med. Begge parter har et ansvar for at sikre, at den anden part samtykker til sex, og bare fordi, man ikke har sagt ’nej,’ eller har sagt ’ja’ tidligere, betyder det ikke, at man så har givet samtykke til hele samlejet. Samtykke er noget, der skal være der hele tiden, hvor man har sex, og det er vigtigt og godt, at være opmærksom på sin sexpartners signaler hele vejen igennem.
 
Vi håber at det har været svar på dit spørgsmål. Hvis du har brug for yderligere rådgivning, er du mere end velkommen til at skrive til os på chat eller ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19. Så vil vi gerne snakke meget mere om sex og samtykke generelt, og hvis du havde en bestemt situation i tankerne. Du kan også læse mere om samtykke på vores emneside her.


Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140