Ufrivillig rejsning
En ufrivillig rejsning er, når din pik bliver stiv helt spontant – uden at du selv har planlagt det eller nødvendigvis har lyst til sex.
Det er helt almindeligt, især i puberteten og ungdomsårene. Her er hormonniveauet højt, og kroppen kan reagere lidt… af sig selv. Hjernen laver en slags hormonstorme, hvor kroppen danner mange hormoner på kort tid, hvor det kan føre til ufrivillig rejsning.
Det kan ske på tidspunkter, hvor det føles upraktisk – fx i omklædningsrummet, i bussen, mens man spiser med familien eller midt i en helt almindelig skoledag.
Og du er ikke alene. 99% af alle drenge har oplevet ufrivillig rejsning.

Det betyder ikke, at du har lyst
Selvom det kan føles sådan, betyder en ufrivillig rejsning ikke nødvendigvis, at du er liderlig.
Kroppen kan reagere på små ting som bevægelse, berøring eller bare det at sidde tæt på nogen. Nogle gange sker det helt uden en tydelig grund.
Hvad kan du gøre?
Du kan ikke altid styre det – men du kan gøre det lidt nemmere at håndtere:
Ignorér det og fokusér på noget andet. Det går som regel over af sig selv.
Brug tøj, der skjuler det bedre, fx en lang T-shirt eller bukser i kraftigt stof.
Tætsiddende undertøj kan holde det mere på plads.
Nogle oplever, at det hjælper at onanere oftere.
At prøve at “tænke det væk” virker ikke altid. Kroppen gør lidt, hvad den vil.
For mange hjælper det faktisk mest at trække på skuldrene og tænke: det er normalt. Jo mindre opmærksomhed du giver det, jo hurtigere forsvinder det ofte igen.