
Det er sex, hvor faste tag, fastholdelse, binding, slag, spytning eller tag om halsen kan være en del af det seksuelle samvær, hvis man har aftalt det og givet samtykke til det. Det kan også være at bruge hårdt sprog med kommandoer og nedsættende ord og udtryk som man har givet samtykke til brugen af.
Det kan både være det psykologiske spil i dominansen som er vigtigt, eller det kan være det, man kan mærke fysisk på sin krop. Det er ikke al hård sex, der er dominant sex, og ikke al dominant sex er hård sex. Det er også muligt at have sex som er dominant, men ikke er hård sex.
For nogle er den hård og/eller dominant sex sex en del af en fetich, mens det for andre er en anden måde af flere måder at opnå ophidselse og nydelse på.
Hvis man vil have hård og dominant sex, er det rigtig vigtigt, at man er enige og begge har givet samtykke til denne type sex. Også at man har aftaler om, hvad er må ske og ikke må ske, mens man har sex. Samt at man taler om, hvordan man løbende tjekker ind med hinanden med ord og kropssprog.
En aftale om at have hård og dominant sex skal altid indeholde en aftale om stopord og klare grænser, så det er tydeligt, hvilke former for dominans og hårde elementer som fx smerte eller smæk, som begge parter har lyst til, kan indgå i samværet.
Stopordet - eller en et stopsignal, f.eks. en bestemt bevægelse - skal sikre at, at den partner som bliver domineret, kan stoppe det seksuelle samvær, hvis vedkommende ønsker det. Det skal sikre at der hele tiden er samtykke og på den måde skabe tryghed for begge parter.
Et stopord kan f.eks. være et ord som ’banan’ eller ’grøn’ – altså et ord som slet ikke hører til i det seksuelle samvær, man har. En bevægelse kan være at vinke med lillefingrene eller tappe tre gang med hånden.
Det kan også være vigtigt at man afslutter det seksuelle samvær på en måde, hvor man slipper det hårde og dominante, men nusser og kysser og måske snakker lidt om den sex, man lige har haft.
Hård og dominant sex kan være risikabelt. Man kan få sår eller mærker efter hårde slag eller at være bundet for stramt med reb eller snor. Nerver og væv kan få varige skader, hvis man afklemmer nerver eller blodforsyningen til dele af kroppen.
I ekstreme tilfælde kan hård og dominant sex være livsfarligt. Især kvælertag om halsen, hvor man lukker helt af for luften, eller slag på halsen er risikable, da det kan medføre fare for manglende ilt, besvimelse eller hjertestop.
En anden risiko er, at fysisk hård sex uden samtykke går fra at være sex til at være vold. Og så kan man blive straffet for det som udøver af volden.
I en ud af fem sager om voldtægt handler sagen om en ændring i det seksuelle samvær, hvor den ene begyndte på hård sex uden at have samtykke, fx til analsex, slag, spyt, kvælertag, og fortsatte uden at få samtykke.
For nogle unge er der ikke tale om enkeltstående tilfælde. En tredjedel af dem fortæller, at hård og dominant seksuel adfærd nogle gange indgår i den sex, de dyrker, mens det for 18 procent af dem indgår ofte eller altid.
Omkring halvdele af unge har erfaring med at slå eller smække samt tage kvælertag, mens lidt over en tredjedel har prøvet at binde hinanden f.eks. til seng.
Selvom man måske kan opleve at ens venner eller omgangskreds har erfaringer med hård og dominant sex, betyder det ikke man selv behøver prøve det.