
Stealthing kan f.eks. være, når to personer gerne vil have sex i skeden eller analsex, men det ene person siger at hun/han kun vil have sex, hvis det er med kondom. Midtvejs i samlejet trækker den ene person kondomet af uden at sige noget, og uden den anden opdager det, og forsætter samlejet.
Det kan også være, at den ene person på eget initiativ tager kondom på inden et samleje, men ombestemmer sig, og fjerner sit kondom uden at fortælle det til sin sexpartner.
Stealthing handler ikke udelukkende om at bruge kondom. Det kan også dreje sig om, hvis man har aftalt at bruge andre former for prævention, hvor den som skal sikre at præventionen bliver brugt, vælger ikke at bruge den uden at fortælle det til partneren.
Stealthing er et overgreb fordi, den person der bliver udsat for at den anden fjerner kondomet, ikke har mulighed for at trække sit samtykke til sex tilbage, efter den anden person har fjernet kondomet. Det betyder, at når en har begået stealthing, har vedkommende haft sex uden samtykke.
Det er også et overgreb fordi, stealthing fratager den ene person muligheden for at bestemme, om samlejet skal være beskyttet eller ej. Det betyder, at personen der er offer for stealthing, mister retten til at bestemme over sin egen krop, og hvad for noget sex, personen har med sin krop.
Det er ikke okay at begå stealthing fordi, stealthing er et seksuelt overgreb som kan have alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser for ofret.
Man ved ikke hvor mange i Danmark, der har været udsat for stealthing, da vi i Danmark ikke har undersøgt det. Men den nyeste forskning fra USA og Australien peger på, at mange mennesker bliver udsat for stealthing.
Her viser et studie, hvordan 19% af de piger/kvinder og 5% af de drenge/mænd, man har spurgt, fortæller at de har været ofre for stealthing. I et andet studie svarer helt op til 32% af de adspurgte piger/kvinder, at de har været udsat for stealthing.
Selvom vi ikke har undersøgelser fra Danmark, vil man kunne forvente, at også mange danskere bliver udsat for stealthing.
De fleste unge som har været udsat for at få overskredet deres seksuelle grænser eller for seksuelle overgreb, altså også stealthing, har været udsat for dem fra andre, jævnaldrende unge, de allerede kender eller har mødt.
Stealthing sker ofte mellem personer, der møder hinanden til en fest eller i byen, og mellem personer der er kærester eller ekskærester. Man ved desuden, at dem der begår stealthing ofte er under påvirkning af alkohol. Det er dog ikke altid tilfældet.
Siden 1. juli 2025 har det været ulovligt og strafbart at gennemføre et samleje uden et bruge prævention, hvis brugen af prævention var en forudsætning for partnerens deltagelse i samlejet. Loven gælder uanset hvilken slags prævention, der er aftalt, altså ikke kun kondom, så den gælder også hvis man f.eks. ikke tager p-piller som aftalt.
Straffen kan være op to to års fængsel, men da loven fortsat er ny, ved man ikke, hvordan domstolene vil udmåle straffen.
For nogle kan det tage tid at opdage og erkende, at det har været udsat for stealthing. Ofre for stealthing kan opleve psykiske og fysiske reaktioner efter overgrebet. Reaktionerne kan være helt forskellige fra person til person.
Det kan f.eks. være at man føler sig mere træt eller ked af det end normalt. Det kan også være, at man har problemer med at sove eller føler sig uren. Mange oplever også, at de har skyldfølelse eller skammer sig over det, der er sket.
Mange ved ikke, at de rent faktisk er blevet udsat for et overgreb, når de har oplevet stealthing. Dertil kan følelser som skyld og skam gøre det svært at søge hjælp, efter man har oplevet stealthing.
Det er aldrig din egen skyld, hvis du er blevet udsat for stealthing.
Hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb som fx. stealthing, er det vigtigt at du søger hjælp til håndtere de følelser og reaktioner, du har fået efter overgrebet.
Selvom det kan være svært at tale om, kan det være en god hjælp at tale med en person, som du har tillid til og som kan hjælpe dig.
Det kan være en person, som du allerede kender godt i forvejen, f.eks. en lærer, en ven eller et familiemedlem, som du føler dig tryg ved at tale med. Det kan også være et sted, hvor man kan få hjælp og rådgivning.
Hvis du har været udsat for stealthing eller et andet seksuelt overgreb, kan du få hjælp. Læs mere om at få hjælp på undersiden om seksuelle overgreb. Du kan også bruge nogle af boksene til højre, der linker til sted med hjælp.