Kønshormoner

Hvad er kønshormoner?

Kønshormoner gør at vi fra fødslen har udviklet særlige karaktertræk afhængig af vores køn.

 

Kønshormoner opdeles i kvindelige og mandlige.

Rent faktisk har begge køn alle kønshormoner, bare i større eller mindre grad afhængig af deres køn.

Det er kønshormonerne, som gør at vi kommer i puberteten og udvikler os, sådan så piger får kvindelige karaktertræk og drenge får mandlige karaktertræk.

Det er kønshormonerne, som i puberteten, får os til at vokse i højden og giver os bumser - du kan læse mere om pubertet ved at klikke på boksen til højre.

Dannelsen af kønshormoner kræver, at der gives besked fra et center til et andet center i hjernen, og derfra videre ned til æggestokkene/testiklerne.

Der findes en lang række kønshormoner, men de vigtigste er østrogen, progesteron og testosteron.

De synlige og udvendige kønskaratertræk for drenge er penis, testikler og pung. For piger er det brysterne, kønslæberne og skeden.

 

Østrogen

Østrogen dannes i piger/kvindens æggestokke.

Østrogen gør at pigen i puberteten bl.a. udvikler bryster, får menstruation og hår under armene og i skridtet.

 

Progesteron

Progesteron dannes efter ægløsning og klargør livmoren inden menstruationen starter på ny.

Hos mænd produceres der en lille mængde østrogen og progesteron.

Denne produktion sker i binyrerne, som er små kirtler, der er placeret ovenpå nyrerne.

 

Testosteron

Testosteron er det mest aktive mandlige kønshormon.

Hos drenge/mænd produceres testosteron i testiklerne.

Testosteron gør at drenge i puberteten bl.a. får skæg, får hår under armene og i skridtet, danner sæd og stemmen går i overgang.

Det gør også at drenge kan få ufrivillig rejsning, når de kommer i puberteten.

Hos kvinder produceres testosteron i binyren, men kun i en lille mængde.